Månebarnet

…mad med medfølelse ♡


5 kommentarer

En gris’ død


.

Følgende tekst er oprindeligt skrevet som et essay tilbage i efteråret 2010 af den, dengang, 17-årige Jacob Munk fra Odense. Han sendte det til Den Fynske Landsby i håbet om, at det ville sætte nogle tanker i gang vedrørende hvorledes den traditionelle slagtning af en gris i forbindelse med fejring af kartoffelferien (som de fleste bedre vil kunne genkende som efterårsferien), blev gjort til simpel familieunderholdning. Han postede det efterfølgende på Vegetarkontakt.dk hvor jeg første gang læste det, og var meget imponeret over Jacobs måde at formulere sig på, samt at jeg ikke mindst blev berørt over hans ord. Senere blev essayet publiceret som artikel i Dansk Vegetarforenings medlemsblad Vegetaren, og nu er det endelig endt her på Månebarnet, efter lang tids overvejelse. Dog har jeg ikke været i tvivl om at jeg på et tidspunkt ønskede at poste den.

…for som jeg også fortalte Jacob da jeg skrev og spurgte om jeg måtte poste hans artikel, har jeg været noget afholdende i forhold til at lufte mine tanker omkring, ikke dyrevelfærd, men dyrerettigheder her på Månebarnet. Jeg ønsker ikke at skræmme mine trofaste altspisende læsere væk, med skræmmekampanger imod kødspisning. Mit håb i forhold til at poste Jacobs artikel her på Månebarnet er at den, trods sit grafiske indhold, ikke vil blive set som en skræmmekampagne, men derimod som en opfordring til refleksion over den måde vi anskuer dyr på. Hvilke dyr har rettigheder? I dette tilfælde tænker jeg på det aller mest basale, nemlig retten til liv. Hvilke har ikke? Hvorfor forholder det sig således? Og sidst men ikke mindst, burde det forholde sig således? Hvorfor er det ok at slagte fx en kalv og spise dets kød, men aflivningen af ulovlige hundehvalpe anses af mange som værende dybt uetisk? Dyrelægerne som sætter kanyler med gift i disse hunde, og derved frarøver dem deres liv, har jeg hørt en slagter omtale som mordere. Men hvad kalder vi slagterne? Ja. Slagtere, ikk…?

Hvordan kan vi sidde i godt selskab en lun sommerdag og spise frokost ude foran en café, med vore popo’er solidt placeret på et blødt hvidt lammeskind, mens én af de øvrige gæsters lange hvidhårede uldne hund lunter, uforskammet lækker, rundt blandt bordene – uden at forholde os til ironien i situationen? Hvorfor, hedder dette indlæg ikke “En hunds død”…?

.

.

.

»Det er kartoffelferie i Den Fynske Landsby, og overalt er der aktiviteter for hele familien: man kan støbe stearinlys, bage kardemommekage eller grave kartofler.

Jeg kom dog ikke for at støbe stearinlys, eller grave kartofler. Jeg kom som dyrerettighedsaktivist for ved selvsyn at opleve slagtningen af en gris.

Det er den 20. oktober, klokken er kvart i 11 – det vil sige at der er nøjagtig et kvarter til at slagtningen skal foregå. Jeg går hurtigt gennem Den Fynske Landsbys mudrede stier, da jeg ved at denne slagtning, som er en årlig tradition, trækker publikum til i store tal. I år var ingen undtagelse: da jeg ankommer til den gamle præstegård, hvor slagtningen skal foregå, står folk allerede tætpakket op af hegnet. Jeg finder mig en plads.

Jeg kigger rundt: foran mig ser jeg en bænk og en balje. Oven på bænken en kniv og en boltpistol. Baljen er tom. Rundt om hegnet står publikum og venter ivrigt: langt størstedelen af gæsterne er familier med børn. Jeg er den eneste i alderen mellem 13 og 30 år.

Dagens hovedperson gør opmærksom på sig selv: inde i et lille bur lavet af træ står grisen med poterne op ad brædderne. Den gennemsøger alle hullerne med sin tryne. Træder et skridt til siden, så tilbage, til siden og tilbage… ”Se mor, grisen leger!” udbryder en pige på min højre side.

Grisen ser, at den ikke kan bevæge sig nogen steder hen og lægger sig ned.

.

.

.

.

”Hvornår dør grisen, far?”

”Kommer ham, der skal dræbe den, ikke snart?”

Børnene bliver utålmodige. De voksne tager det mere roligt. De snakker og hygger sig, også med dem, de endnu ikke kender.

Flere af dem kommer åbenbart hvert år til denne begivenhed. Ved siden af mig hører jeg en dame snakke om, hvor voldsomt grisen reagerede det foregående år: ”Den skreg og skreg, og prøvede at
stikke af – børnene blev helt bange.” Alligevel var hun mødt frem igen.

Klokken er blevet 11, og ud af præstegården træder en museumsmedarbejder fra Odense Bys Museer. Hun fortæller os, at formålet med griseslagtningen er at vise, hvordan selvforsyning var en nødvendighed i landbosamfundet, og at de vil bruge slagtningen til at sætte dagens industrialiserede dyrehold i perspektiv. Hun er både veltalende, humoristisk og velovervejet. Ikke én blandt publikum kan da være kritisk over for projektet nu. Kan man?

Slagteren og 3 assistenter træder ind. Der bliver musestille blandt de besøgende. Han ser sig rundt og smiler til sit publikum, der glædeligt smiler igen. Børnene, der er ved at blive utålmodige, er lettede over, at det endelig går i gang. Han går hen til buret, åbner det, og forventer at grisen går ud.

Det gør den ikke. Publikum griner, og det samme gør slagteren. ”Den sover vist” er der en, der siger ved siden af mig. ”Ja, den ved slet ikke, hvad der skal ske” svarer en anden. Slagteren klapper den 3 gange på ryggen for at få den ud, dog uden effekt. De 3 andre løfter i bagsiden af buret, og får på den måde grisen til at glide ud. Den går som det første hen til slagteren, der holder den i snor, og lugter til hans gummistøvler, grynter og slikker på dem. Folk griner igen: Jeg tror, det har moret dem at se, hvor meget grisen i dette øjeblik lignede et kæledyr, der farer hen til sin ejer og hilser goddag. Man fornemmer en tilfredshed fra grisen – en tilfredshed over igen at få rum til at bevæge sig og snuse til jorden. Men så får den øje på kniven. Og jeg vil aldrig i mit liv glemme dét der sker herefter:

Grisen skriger desperat og højlydt. Den bliver ved og ved. Nu ved den udmærket, hvad der skal foregå. Jeg har aldrig hørt et skrig udtrykke så meget frygt. Jeg bliver stiv i kroppen. Målløs. Jeg tager mig til panden. Den prøver at løbe, så de tre slagterhjælpere går hen og tager fat om den, og vender den om på ryggen, mens dens ben spræller i luften. Grisen har ikke en chance. De lægger den på bænken.

Slagteren står lige foran mig, så jeg kan ikke se alt, hvad der foregår. Men jeg kan se grisens hoved, der vender sig fra side til side, kroppen, der ryster – og ikke mindst kan jeg høre skriget, der nu er sunket et par oktaver og næsten lyder som løvebrøl. Mange af børnene holder sig for ørerne.

Slagteren tager boltpistolen og sætter den for grisens pande. Den bliver stille. Jeg bemærker, at den ene slagterassistent holder sig for ørerne, da slagteren trykker på aftrækkeren og bedøvet dyret. Lyden var dog ikke synderligt høj. Grisen gav et sæt. Skuddet efterlod et hul og blodet strømmede nedover dens ene øje. Men der var stille nu.

”Du kan godt lytte igen nu”, sagde en mor til sit barn. To midaldrende kvinder, der stod bag mig, grinte lidt over den følelse af ubehag, der var opstået hos dem begge i øjeblikket. Enten havde det ikke mærket dem så meget, eller også, og mere sandsynligt, brugte de hinanden til at distancere sig til den væmmelige følelse af rædsel. De var ikke alene med den reaktion: alle bar i dette øjeblik lidt det samme smil, som når man efter at have været oppe i en vild forlystelse, lettet griner af, hvor bange man blev.

Herefter løftede to af slagterassistenterne det døde dyr op i en balje, hvor de skar hårene af, mens den tredje stod og rørte rundt i den spand, som blodet havde fået lov til at løbe ned i. Og dér slutter det. Jeg vender mig om og går. Mit hjerte banker, som om jeg havde løbet et maraton.

Dette var første gang, jeg så et større dyr dø. Og det var også første gang i mine år som dyrerettighedsaktivist, at det ikke var min fornuft, der drev mig – her var det også følelser. Empati. Men hvad oplevelsen også fik mit til at forstå er, at skellet mellem fornuft og følelser, når det kommer til etik, ikke nødvendigvis er så stort:

Dyrerettighedsaktivister bliver tit beskyldt for at være sentimentale og irrationelle. Og selv om jeg efter min oplevelse var, indrømmet, sentimental – var jeg så irrationel?

Er det antropomorfisme (med andre ord: er det fordi jeg tillægger grisen nogle egenskaber, der udelukkende tilhører mennesker) når jeg siger at grisen blev ”glad” for at komme ud af buret, ”nød” at snuse rundt i jorden, blev ”bange” da den så kniven, og flygtede fra smerten? Er det en ”disneyficering” af grisen? Ophøjer jeg den til noget, den ikke er?

Vi ved at dyr ikke blot er levende organismer, men også er oplevende og bevidste, kan føle glæde og sorg, endda give udtryk for disse, er sociale (tænk bare på høns’ hakkeordning), oplever velfærd og lever ikke bare i en et-sekunds-verden, men handler i nutiden for at opnå bedst mulige resultater for sig selv i fremtiden.

Hvad jeg sammen med de andre besøgende i Den Fynske Landsby oplevede, var derfor ikke noget ”hyggeligt” som det blev fremstillet som, ikke engang noget ”beklageligt men nødvendigt”, det var noget decideret uetisk.

Og det var endda på trods af, at dette dyr havde et langt bedre liv, den har boet hele sit liv i den fynske landsby, og en mindre smertefuld død, end dyr i et moderne landbrug. Men smerte er ikke den eneste skade man kan påføre dyr: Den anden er berøvelser. Vi berøvede grisen sin frihed, da vi spærrede den inde i buret. Vi berøvede den sin frihed, da vi tvang den op på slagterbænken. Til sidst berøvede vi den livet selv…«

.

.

.