Månebarnet

…mad med medfølelse ♡


25 kommentarer

Min fars død gav mig respekt for liv


»Min far var mange ting. Han var far til seks børn. Morfar til to. Han var igangsætter, et stort legebarn og klunserkonge. Han var livsnyder, og elskede mad. Gerne fed mad. Hans yndlingsdel på anden var gumpen (den lille fedtklump hvor andens halefjer sidder på) og når mine søskende og jeg var på weekend hos ham som børn, var bordet spækket med medister og kødpølse, remulade og mayonnaise, smør og leverpostej. Aftensmaden bestod gerne af lørdagskylling eller én eller anden form for steg, gerne med tyk bearnaisesauce og ovnkartofler til. Det var hans måde at forkæle os på.

Da mine forældre endnu boede sammen, levede vi en overgang som vegetarer. Linser, Tartex, sojapølser, bønnepostej og Nuttolene var derfor alt sammen noget jeg stiftede bekendtskab med tidligt i min barndom. Senere, hjemme hos min mor og hendes daværende mand, varierede kosten meget. Helsekostbutikker var ikke til at finde i miles omkreds, men om sommeren bugnede haven er friske grøntsager og sprøde frugter. Om vinteren bestod menuen som oftest af hvad der var i fryseren af diverse færdigretter. Fiskepinde, forårsruller, og forskellige former for skært kød. Da jeg i mine tidlige teenageår fik serveret svinehjerte, hakket, og på meget kreativ vis forvandlet til en, næsten uspiselig, kødsovs, nægtede jeg i lang tid derefter at spise kød. Men da jeg manglende viden om det sundhedsmæssige og det etiske aspekt af vegetarisme, og da jeg intet netværk af andre vegetarer havde, vendte jeg efter et par år atter tilbage til at spise koteletter, frikadeller og røde bøffer.

Det skulle dog atter ændre sig.

En lun maj aften i 2007, havde jeg lige sat en pande honningmarinerede kyllingefiletter på bordet, da jeg fik en telefonopringning fra min søster, og mine dage som altspisende, var talte. Min søster fortalte mig at vores far, som kun lige var fyldt 50 år sommeren forinden, som var sund og stærk og stoffri gennem syv år, havde fået et tilbagefald, og var blevet indlagt med en blodprop i hjertet. 25 dage senere var min far død, og efterlod mig med et gabende hul i mit liv, med tusinde ubesvarede spørgsmål, samt minderne om en stor mand jeg havde set svinde ind på hospitalet.

Selvom jeg aldrig havde rørt hverken cigaretter eller stoffer, sjældent drak alkohol, og var ung, 24 år, kun halvt så gammel som min far, blev jeg i den efterfølgende tid, grebet af en overvældende angst for døden. Min egen og andres. …og jeg savnede min far. Jeg savnede ham og alt det han betød i mit liv. Hvad jeg aldrig havde forestillet mig var, at savn og angst skulle blive to meget vigtige katalysatorer for hvad der efterfølgende ændrede mit liv på en drastisk, men helt fantastisk og livsbekræftende måde!

Savnet tvang mig til at søge efter noget at holde mig beskæftiget med, og angsten for sygdom og død, motiverede mig til at leve sundere, samt at tabe de 13-14 kg jeg vejede for meget. Jeg begyndte at svømme to gange om ugen, og mit forhold til mad ændrede sig markant. Den angst jeg havde for døden, blev lige så stille erstattet, af respekt for livet. Mit liv.

Savnet fik mig til at kigge indad. Hvilket slags menneske ville jeg gerne blive husket som, når jeg selv en dag var borte? Hvilke valg kunne jeg træffe, som ville gøre min far stolt, hvis han endnu var hos mig? Jeg huskede min fars kærlighed, til os, sine børn og til andre mennesker. Han nærede et dybt ønske om at hjælpe dem som havde det svært, eller som var afviste, fornægtede eller forhadte. Jeg kiggede på kyllingen i køledisken. Jeg mindedes min barndom på landet og den kærlighed jeg havde følt for alle de dyr som jeg var vokset op med, og den smerte jeg oplevede når jeg så dem blive dårligt behandlet, eller slået ihjel. Hvilken værdi havde lige netop dette dyr haft mens det levede? Havde nogen elsket det? Respekteret det? Hvordan kunne jeg gå rundt med et rungende savn til min far, et helt specielt og unikt væsen som jeg havde elsket meget højt, som nu var død og borte, men ikke et øjeblik tænke over hvordan jeg, ved at spise et andet væsen, som ingen måske nogensinde havde elsket, var medvirkende til at det nu lå koldt og dødt i køledisken. Anonymt, ligegyldigt, blot endnu et nummer i rækken? Det virkede for hårdt, for forkert, jeg kunne ikke retfærdiggøre det, og jeg kunne ikke længere tage del i det. Den angst jeg havde følt ved tanken om døden, blev som en helt naturlig konsekvens af disse tanker, erstattet med kærlighed og respekt for liv!

I november 2007 besluttede jeg, at fisk var det eneste kød jeg ville spise, og jeg havde derfor levet som pescetar i en uge. Men en aften voksede kødet i min mund, og jeg måtte spytte det ud. Da lukkede jeg den sidste dør til et liv med døde dyr på tallerkenen, men jeg oplevede med det samme hvordan der åbnede sig TI nye døre ind til et kulinarisk grønt køkken! Til min store glæde, fandt jeg alle mine barndomsprodukter på hylderne i helsekostbutikkerne. Nuttolene, bønnepostej, Tartex… Jeg fandt og eksperimenterede også med helt nye fødevarer, og jeg fandt fornyet glæde i at lave mad. Faktisk så meget at jeg måtte starte en madblog så jeg kunne dele min glæde og passion med alle som gad læse med. Min daværende kæreste støttede mig fuldt ud i min nye livsstil, og han spiste vegetarisk sammen med mig derhjemme. Men han forstod ikke hvad jeg forstod, min sandhed var ikke hans sandhed. Mine etiske overvejelser og valg født heraf, gav mig blot flere overvejelser, og en masse nye spørgsmål. Jeg kendte (endnu engang) ikke andre vegetarer, og jeg følte mig alene med mine overbevisninger. Men en tilfældig Google søgning drev mig direkte i favnen på Vegetarkontakt.dk! Der fandt jeg de ligesindede jeg havde savnet som teenager. Nogen som var lige så passionerede omkring vegetarisk/vegansk madlavning som jeg selv var. Nogen som havde oplevet lignende modgang og sejre som vegetar som jeg havde. Nogen jeg kunne dele mine tanker og etiske overbevisninger med, som satte gang i endnu flere tanker, og er derved grunden til at jeg i dag nærmer mig ét års dagen som veganer. Jeg er dybt taknemlig for de mange unikke mennesker jeg, ved at tage del i fællesspisninger rundt omkring i landet, lærer at kende, og for de mange mennesker som læser min blog og prøver mine veganske opskrifter.

…og selvom jeg ofte brændende ville ønske at min far endnu var hos mig, og med stolthed kunne se hvilket slags menneske jeg er blevet, er jeg taknemlig for at jeg tog imod den gave han gav mig da han døde. Respekten for liv.«

(Også udgivet i Dansk Vegetarforenings medlemsblad “Vegetaren” nr. 2 -2011. s. 6-7)


20 kommentarer

Traditionelle whopper burgere – vegan style!


“Der er ét eller andet som smager af kød i de her burgere…”

.

Disse burgerbøffer af de første jeg har lavet, som har haft smag og konsistens næsten som kød. Jeg kan virkelig godt lide burgerbøffer lavet på fx. rødbede, kartoffel/selleri eller måske nogle røde linser tilsat løg og en masse dejlige krydderier. Disse grønne bøffer forsøger ikke at lade som om de er noget de ikke er, men er lækre på deres helt egen måde – med deres bløde strukturer, og smagen af grønt. Men det ER nu lidt sjovt at kunne lave og konsumere en “rigtig”  traditionel burgerbøf, som jeg husker den fra mine altspisende dage. …og det er sjovt at se mine altspisende gæsters ansigtsudtryk, når de sætter tænderne i, hvad de netop har fået fortalt er en vegansk burger. Det bekræfter dem i, at vegansk mad er mere end “bare” rødbedebøffer.

Hemmeligheden bag bøfferne, er gluten melet. Gluten findes blandt andet i hvede, og vil man fx selv forsøge at lave seitan uden det smarte mel, er tricket at man nænsomt vasker al stivelse ud af en dej, hvorefter kun gluten er tilbage. Glutenmel kan på nuværende tidspunkt (bare rolig jeg arbejder på sagen!) ikke købes i Danmark, men må bestilles via nettet, fx via Vegan Wonderland. Men har man først prøvet at lege med glutenmel, er der ingen vej tilbage.

.

Ingredienser (til 4 personer)

  • ½ dl. tørristede pinjekerner
  • 1 rødløg (ca. 100 g.)
  • 150 g. champignon
  • 4 spsk. tomatpesto eller 4-5 soltørrede tomater
  • ½ tsk. chilipaste (eller ¼ frisk rød chili)
  • 3 tsk. almindelig paprika
  • ½ tsk. røget paprika
  • 2 tsk. gærflager
  • 2 spsk. tomatpure
  • 2 spsk. citronsaft
  • 2 fed presset hvidløg
  • ½ tsk. stødt allehånde
  • 3 tsk. havsalt
  • Friskkværnet peber
  • 1 ½ dl kogt vand
  •  ½ dl. olivenolie
  •  2 tsk. Marmite*
  • 250 g. gluten mel
  • 2 spsk. kikærtemel
  • 2 spsk. No Egg
  • Evt tandoori masala

.

* Alternativt kan anvendes urtebouillon (Gerne Herbamare urtebouillon)

.

Fremgangsmåde

Pil løget. Blend det sammen med de tørristede pinjekerner, chilipaste/chili, salt, peber, gærflager, allehånde, almindelig samt røget paprika og tomatpesto i en blender eller minihakker. Blend også champignonerne fint og tilsæt massen i en skål. Tilsæt kogt vand, olie og urtebouillon og smag til. Massen må gerne smage “af meget” da glutenmel og No Egg stjæler en del af smagen. De to ingredienser blandes inden også de tilsættes farsen som nu bliver meget fast og lettere “gummi agtig”. Skær farsen ud i fire store stykker og form dem med en kniv ved skiftevis at hakke riller på kryds og tværs på begge sider. Kværn evt. noget mere peber ud over dem, og drys dem evt. også med lidt tandoori masala. Steg bøfferne ved jævn varme af 5 minutter på hver side, læg dem derefter i et fad og sæt dem i ovnen yderligere 10 min ved 200 grader.

.

.

.

De fire bøffer som de ser ud inden stegning...

.

.

.

Efter stegning og en tur i ovnen...

.

.

.

Traditionel whopper...

.

.

.

Vegan style!

.

.

.

.