Månebarnet

…mad med medfølelse ♡


Skriv en kommentar

Kærligt kød


Jeg er gennem årene ind imellem blevet spurgt om, hvorfor dog i alverden veganere har lyst til at spise mad der ligner dén mad, som de etisk tager afstand til? 

Det er et godt spørgsmål, men mange veganere ønsker faktisk ikke at spise “mad der ligner”. De bryder sig ikke om at tænke på, at dyr udnyttes og slås ihjel til mad mens de sidder og spiser, og særligt velligende veganske pølser, frikadeller og bøffer minder dem om dette. Disse veganere spiser jo selvfølgelig bare (udelukkende) simpel plantemad. Du behøver ikke spise andet end den smukke, simple og nærende plantemad, for at være veganer, men der er også uendelige muligheder for at spise som du plejer, med en vegetabilsk makeover. (Colleen Patrick-Goudreau: Forarbejdede veganske fødevarer er onde – eller er de?)

Svaret på spørgsmålet er nemlig, at de fleste veganere ikke stopper med at spise dyr fordi de ikke kan lide smagen og konsistensen af dyrekød, men fordi de aktivt tager afstand til betragtningen af dyr som mad, til udnyttelsen af dem og ikke mener, at dyr behøver dø så de kan spise. At et måltid ikke er mere værd end et dyrs liv.

Dette er også mit svar til dig, hvis du spørger mig. Men hvad end det er sojapølser eller savoykål (eller begge dele) man er til, er der dyreetisk ikke én af måderne at spise på der er bedre end den anden. Og, det er ikke interessant at spørge, hvorfor spise mad der ligner retter der indeholder dyr, men derimod, hvorfor spise retter der gør, når der er SÅ mange spændende og velsmagende muligheder for at nyde den samme, velkendte mad – i dyrevenlige udgaver.

Kan du f.eks spotte, hvilken burger herunder der er vegansk, og hvilken der er animalsk?

Svært at gætte? Ha ha. De er selvfølgelig alle tre veganske, og de er i øvrigt alle fra den prisvindende og 100 % veganske café Mikuna i Aarhus.

Dette er mit tredje indlæg som illustrerer, hvordan alt animalsk kan laves vegetabilsk (se også mine guides Det er ægge så svært, og Mælk med Medfølelse), og denne guide er rigtig vigtig. For, ingen jeg kender der spiser dyr ønsker at være medvirkende til dyremishandling. Ingen jeg kender vil sige “neej, ellers tak” til mere medfølelse for dyr, eller ønsker andet end det aller bedste for dem. Selvfølgelig ikke! Dette er derfor en stor og saftig guide til den store dyreven, der gerne vil gøre dét der er aller bedst for dyrene, som selvklart er ikke at spise dem. Dette er guiden til alle der elsker kød men elsker dyrene endnu mere, og nu frygter det bliver mere end kedeligt at spise plantemad. Det gør det ikke! Jeg giver jer masser af opskrifter fra min egen og andre danske veganerblogs, og jeg deler fifs, tips og idéer til, hvordan du kan spise lækker og dyrevenligt KØD.

Øh, kød? Ja, plantekød selvfølgelig. Kød refererer ikke kun til “dyrs muskelvæv brugt som madvare”, men også “den (bløde) spiselige del af visse frugter og grøntsager.” (Kilde: Den danske ordbog) Tænk frugtkød? Tænk kødet fra en ung kokosnød? Tomatkød? Kødfyldt? Tænk, kød i nye, kærlige, spisevane baner!

1) FiskeFRIretter

»Nu, omsider, kan jeg se på jer med fred. Jeg spiser jer ikke længere.« (Franz Kafka til fisk i et akvarium i Berlin.)

Fredsfisk
Kafkas Kærlighed (Lad sildene svømme – oliefri)
MakrelFRIsalat

Retterne her er henholdsvis og ganske simpelt lavet af pastinak, aubergine og – en eksotisk frugt!

Bonusinfo: Med mit hyppige brug af ordet FRI i forbindelse med mine opskrifter hentyder jeg ikke til, hvad retterne er fri for, men at dyrene er i live og er frie, når vi vælger ikke at spise dem.

Vegetabilsk kaviar

SÅ smukt kan det gøres. Vegansk mesterværk (med medfølelse) fra PlantePusherne – glutenfrie blinis med CaviArt som er vegetabilsk kaviar.

(Smørrebrød med CaviArt -fra Café Mikuna i Aarhus)

2) Spis min gris

Da jeg var barn hørte jeg ofte voksne omkring mig sige: “Spis min gris, i morgen skal du slagtes”, når de ville have mig til at spise lidt mere. Jeg syntes det lød lidt finurligt, og jeg kunne godt lide at blive kaldt en gris, som var dyr jeg elskede, også allerede dengang. Men jeg forstod ikke ordene bag talemåden, som er ret morbid og empati-forladt, og jeg fører dem nu selvfølgelig ikke videre til min egen søn, men lærer ham i stedet min egen, ligeså finurlige men retfærdigheds- og friheds-krævende talemåde.

“Spis min gris – i morgen skal du befries!”

Her følger opskrifter på grise-venlige retter ♡

Smæskesteg
Smæskesvær
Himmelsk nøddesteg
Pulled jackfruit
Shiitake-bacon
Boller i karry
Pizza #jatak
Seitan – hjemmelavet hvedekød
Chop suey seitan
Svensk pølseret

Frikadeller
Labre linselunser
Frækkedeller
Frikadeller med persille

Er du vild med de dér store, panerede frikadeller? Thomas fra bloggen Kærlighed & Kikærter leverer på opskriften på kabonader her. Eller, som han kalder dem – kabånajer!


I Aarhus kan du købe veganske hottere ved Børnenes Kontor på Banegårdspladsen samt på Trøjborg i Tordensskjoldsgade. I København sælger DØP (Den Økologiske Pølsemand) veganske hottere ved Rundetårn og ved Helligåndskirken.

3) HønseFRIretter

Opskrifter på kyllinge-kærlige retter ♡

HønseFRIsalat
Tarteletter
Veganske hotvings

4) Bortfløjet and

Mock duck
Fløjet and
SeitAND

5) MuhFRI retter

Klassisk vegansk lasagne
Spaghetti veganese
Uimodståelige vegansk lasagne
Chili Con Kærlighed
Morsbrød (indbagt vegansk farsbrød)
Græsk morsbrød
Veganske hakkedrenge
Kødfrieboller i tomatsauce
Kødfrisovs (uden soja)

Annama er et svensk 100 % vegansk produkt, og nyt på markedet i Danmark. Herunder ser du deres färs som kan købes på frost i Kvickly, Irma, SuperBrugsen og SuperBest (bed dem evt. bestille det hjem, hvis du oplever de ikke har det), og det kan bruges præcis som du ville bruge hakket oksekød i retter såsom lasagne, kødsauce osv.

Tak til følgende veganske med-madbloggere for de mange inspirerende opskrifter.

Que Sera Veganista
Kærlighed & Kikærter
Grøn samvittighed
Grøn, Sund & Lækker
PlantePusherne
Veganer.nu
Englerod


25 kommentarer

Frække dunser med grønkål!


.

Ingredienser (til ca. 12 store deller)

  • 400 g. ukogte kikærter
  • 4 spsk. sojayoghurt
  • ½ dl. koldt vand
  • ½ dl. olivenolie
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 stort finthakket løg
  • 50 g. hakket grønkål
  • 50 g. havregryn
  • 3 tsk. No Egg (kan udelades!)
  • 2 tsk. almindelige paprika
  • ½ tsk. røget paprika
  • 1 tsk. karry
  • 2 fed presset hvidløg
  • 3 tsk. havsalt
  • Evt. 2 tsk. tranebær eller anden syltetøj

.

Fremgangsmåde

Blend kikærterne, der har ligget i blød natten over (ca. 8 timer) med en stavblender eller i en minihakker. Kom dem i en skål og tilsæt de våde og de tørre ingredienser, den hakkede grønkål, det finthakkede løg samt alle de skønne krydderier. Ukogte kikærter bør man ikke spise, og de smager heller ikke godt. Jeg smager dog altid på farsen for at vurdere om den f.eks mangler salt eller syre ved at komme en lille smule af farsen i munden, hvorefter jeg spytter det ud igen i vasken eller i skraldespanden.

Lad farsen hvile i ca. 10 min mens du evt. forbereder noget af det øvrige tilbehør. Steg derefter dellerne ved svag varme til de er sprøde på begge sider. Farsen er fast og de er nemme at stege. Du kan som regel se om de er færdige indeni, ved at farven på siden af dem skifter fra en lysere farve til en mørkere. Hvis du er i tvivl bliver du jo nødt til at prøvesmage én inden aftensmaden sættes på bordet. ;)

.

Servér frikadellerne sammen med f.eks en farvestrålende tomatsalat og nye kogte kartofler med en simpel dressing af olivenolie, citronsaft, presset hvidløg, havsalt og tørret dild. Skal det være rigtig frækt, går det bestemt også an at servere en brun sauce, en grønkålssauce eller en spinatsauce til – samt ikke mindst tyttebær, tranebær eller en anden form for syltetøj velegnet til formålet. Dellerne er også perfekte som et sundt og mættende pålæg i madpakken dagen efter.

.


.

.

.

.

.

.


24 kommentarer

To slags grøntsagsfrikadeller


Frikadeller med grønne linser og rødbede

.

Ingredienser (til ca. 8 store linse/rødbede deller)

  • 200 g. revet rødbede
  • 100 g. hakket løg
  • 1 d. linser
  • 2 spsk. kikærtemel*
  • 2 spsk. rismel *
  • ½ dl. vegetabilsk olie
  • 2 spsk. friskpresset citronsaft
  • ½ tsk. karry
  • 2 fed presset hvidløg
  • Friskkværnet peber
  • 2 tsk. havsalt
  • 1 knivspids røget paprika
  • 2 tsk. almindelig paprika
  • 2 tsk. tandoori masala
  • Den grønne top fra ét forårsløg

.

* Kan erstattes med fx. grahamsmel

* Kan erstattes med hvedemel

.

Fremgangsmåde

Start med at koge 1 dl. linser  (jeg foretrækker de små Le Puy linser til dette formål) i ca. 10 min i letsaltet vand. De skal ikke koges ud, men bevare deres bid da dette er med til at sikre nogle fastere frikadeller. Skær enderne af rødbeden (én stor rødbede giver ca. 200 g. ) og vask den  grundigt. Når skrællen er vasket grundigt, er der ingen grundt til at den skrælles. Især ikke hvis du går efter de økologiske rødbeder, som er til at finde i stort set alle supermarkeder efterhånden. Riv rødbeden groft og kom den i en skål sammen med hakket løg og tilsæt derefter olie, mel, og alle de skønne krydderier. Farsen kan godt virke en anelse tør i starten, men afhold dig selv fra at tilsætte en masse væske, da den nok skal blive blødere efterhånden som den får lov til at blive rørt i og stå lidt.  Derudover trækker saltet væsken ud af rødbederne, og gør farsen dejlig nem at have med at gøre. Form rødbededellerne i hånden og steg dem på en god varm pande i lidt olie. Vend dem et par gange undervejs indtil de er sprøde på begge sider. Det tager ca. 10 min.

.

Frikadeller med grønne linser & squash

Ingredienser (til ca. 8 store linse/squash deller)

  • 200 g. revet squash
  • 100 g. hakket løg
  • 1 dl. linser
  • 2 spsk. kikærtemel*
  • 2 spsk. rismel *
  • ½ dl. vegetabilsk olie
  • 2 spsk. friskpresset citronsaft
  • ½ tsk. karry
  • 2 fed presset hvidløg
  • Friskkværnet peber
  • 2 tsk. havsalt
  • 1 dl. solsikkekerner
  • ½ dl. hørfrø

.

* Kan erstattes med fx. grahamsmel

* Kan erstattes med hvedemel

.

Fremgangsmåde

Start med at koge 1 dl. linser  (jeg foretrækker de små Le Puy linser til dette formål) i ca. 10 min i letsaltet vand. De skal ikke koges ud, men bevare deres bid da dette er med til at sikre nogle fastere frikadeller. Vask squashen, riv den med skrællen på (vandet skal ikke vrides fra) og kom den i en skål sammen med hakket løg og tilsæt derefter olie, mel, hørfrø, solsikkekerner og alle de skønne krydderier. Farsen kan godt virke en anelse tør i starten, men afhold dig selv fra at tilsætte en masse væske, da den nok skal blive blødere efterhånden som den får lov til at blive rørt i og stå lidt.  Derudover trækker saltet væsken ud af squashen, og gør farsen dejlig nem at have med at gøre. Form dellerne i hånden og steg dem på en god varm pande i lidt olie. Vend dem et par gange undervejs indtil de er sprøde på begge sider. Det tager ca. 10 min.

.

.


57 kommentarer

Labre linse-lunser


Dette er frikadellerne til alle der gerne vil overbevise eller overbevises om, at linsefrikadeller ER lækre.

Ingredienser (til ca. 10-12 store deller)

  • 2 dl røde splitlinser*
  • 1 dl græskarkerner
  • 1 dl. havregryn
  • 1 dl hvedemel
  • 1 dl vand
  • 2 finthakkede løg
  • 1 -2 tsk. salt
  • 3 tsk. karry
  • 3 tsk. paprika
  • 1 knivspids røget paprika
  • 1 tsk. garam masala
  • 2 spsk. citronsaft
  • 1-2 fed presset hvidløg
  • 1 tsk. løgpulver
  • 1 lille spsk. sojasauce
  • Godt med peber!

* Kan også med fordel laves med grønne linser (gerne små Le Puy linser), husk blot at kogetiden da er lidt længere.

Fremgangsmåde

Kog linserne ved svag varme i 3 dl vand med 1 tsk salt i 7-8 min. Der må gerne være lidt bid i dem. Hæld evt. overskydende vand fra og kom dem i en skål. Blend (eller hak) græskarkernerne og tilsæt disse. Tilsæt alle de øvrige ingredienser, og lad linsefarsen hvile 5-10 min inden de steges til små lækre dunse-lunser på en varm pande (de skal kun vendes én gang og er nemme at stege) eller i bages sprøde i ovnen.

Gode med f.eks en kartoffelsalat til, i pitabrød, i ruller eller som pålæg dagen efter!


Skriv en kommentar

Kartoffelkroketter med hasselnød og rosmarin


Ingredienser

  • 500 g. kartofler
  • 100 g. hasselnødder
  • 1 lille finthakket løg
  • 1 knivspids karry
  • 1-2 fed hvidløg
  • ½ tsk. røget paprika
  • Smag til med havsalt eller urtesalt
  • Friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Skræl kartoflerne, skær dem i store tern og kog dem møre. Hak hasselnødder i en blender eller en minihakker indtil de er findelte. (Der må godt være nogle større stykker imellem) Løget pilles og skæres i små tern, eller hakkes i minihakkeren. Mos kartoflerne med en gaffel og tilsæt mosen til de hakkede nødder og løg. Smag til med de øvrige ingredienser. Tilsæt lidt kogevand fra kartoflerne hvis massen er blevet for fast.

Fordel kroketterne som små frikadeller med en ske på en bageplade med et stykke bagepapir smurt med olivenolie. Mas dem let flade med en gaffel men forsøg at få en grov struktur frem. Pensel kroketterne med olivenolie på toppen, drys havsalt og rosmarin hen over, brug gerne frisk rosmarin! Bag dem i ovnen i ca. 30 minutter ved 200-225 grader.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 906, der følger denne blog