Månebarnet

…mad med medfølelse ♡


13 kommentarer

Rullet lasagne med aubergine og pinjekernecreme


Jeg har længe gået og lusket rundt om en helt bestemt opskrift på en af mine favorit blogs – Vegan Yum Yum – helt specifikt drejer det sig om denne skønne opskrift: “Eggplant and pine nut rolled lasagna”.

Jeg brugte nogle ret lækre italienske øko-fuldkorns plader af emmer jeg fandt i en helsekost og som jeg købte et stykke tid forinden specielt til formålet. Kombinationen af den grillede aubergine og pinjekernecremen var perfekt! Smagen var fed og tilfredsstillende men ikke overdøvende. Desuden formåede jeg at trylle en tomatsauce frem som jeg fik stor respekt for!

Ingredienser

  • 4 lange lasagneplader
  • 1 lille aubergine

Tomatsaucen

  • 5 fed hakket hvidløg
  • 1 dåse tomatpure
  • 1 dåse flået tomat
  • ½ tsk. finthakket rød chili
  • ½ tsk. karry
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • 2 spsk. brun farin
    → (agavesirup eller ahornsirup kan også anvendes)
  • Friskkværnet peber
  • Havsalt

Fremgangsmåde

Start med at pille og hakke alle de skønne hvidløgsfed. Dask dem med den flade side af kniven og hak dem groft. Varm en god mængde olivenolie i en gryde og vend de hakkede hvidløg deri. Ikke for længe da de derved kan få en kedelig og mystisk smag. Nu skal tomatpuréen “brændes af”. Denne del er meget vigtig og giver saucen en helt fantastisk tyngde og karakteristisk smag. Tomatpuréen må selvfølgelig ikke brænde rigtigt på, og begynder den at sidde fast i bunden af gryden kan du skrue lidt ned for varmen. Det er blot 1-2 min tomatpuréen skal have opmærksomhed, herefter tilsættes flået tomat og krydderier, salt, sukker, (sukker er ret vigtig i tomatsaucen, men anden form for sødme som f.eks agavesirup vil kunne anvendes .) peber osv… Vaniljen er ligeledes en vigtig ingrediens. Tro mig – det virker! Saucen småsimrer under låg – gerne 15-30 min.

Pinjekernecremen

  • 60 g. pinjekerner
  • 2 spsk. citronsaft
  • 5 spsk. vand
  • ½ strøgen tsk. havsalt

Fremgangsmåde

Pinjekernerne tørristes på en pande til de er gyldne hvorefter alle ingredienser blendes i en blender eller minihakker, til det bliver en creme som kan smøres med en kniv. Tilsæt lidt mere vand hvis pinjekernecremen virker for tør.

De lange lasagneplader, som er kogt lige tilpas møre i saltet vand, lægges på et spækbræt og smøres med pinjekernecremen, herefter lægges tynde aubergineskiver som er penslet med en marinade af olivenolie og sojasauce og bagt i ovnen i ca. 15 min ved 200 grader. Lasagnepladerne rulles og lægges i et fad. Tomatsaucen lægges hen over og retten, drysses med friskhakkede krydderurter som fx timian eller oregano samt evt. lidt rasp eller brødkrummer. Bages i ovnen til den har fået farve og bobler indbydende – ca.10 min ved 175 grader, eller til du ikke kan vente længere med at sætte tænderne i den!

 


2 kommentarer

~ Månebarnet ~ på Facebook


Dette bliver et meget kort indlæg. 😉 Blot for at fortælle at min blog nu er kommet på Facebook. Det gør det nemmere for mig at holde en masse mennesker opdateret  med hvad der rør sig på bloggen, også mennesker jeg ikke er venner med derinde. Samtidig bliver det nemmere for andre at dele mine opslag via funktionen “del” derinde, eller stille spørgsmål vedrørende en opskrift? Udover at jeg selvfølgelig vil poste mine egne blogindlæg, er min plan at jeg også vil dele opskrifter og indlæg fra andre vegetar/veganske blogs, samt relevante artikler om f.eks vegetarisme eller sundhed. Jeg vil i denne forbindelse skynde mig at sige, at jeg ikke har tænkt mig at bruge Facebooksiden til at poste videoer eller links til hjemmesider med information om mishandlende eller torturerede dyr, det kan man få så mange andre steder fra, og Månebarnet handler om inspiration ikke om konfrontation!

For alle jer uden Facebook – så er min blog her jo stadig, det ændrer sig ikke, og den skal nok jævnligt komme med opdateringer. Ikke mindst nu vi går en varmere og lysere tid i møde. 🙂