Månebarnet

…mad med medfølelse ♡

En drøm – og nogle tanker om (min) veganisme…

10 kommentarer


 

Dette indlæg skrev jeg for et par uger siden som en note på min Facebook profil. Jeg har forholdt mig lidt tøvende i forhold til at poste det på Månebarnet, da det er mere ærligt og personligt end mange af mine andre indlæg herinde, og jeg har måttet overveje hvorvidt indlægget stemte overens med det jeg ønsker at formidle via bloggen. Jeg har imidlertid fået meget positiv respons på min note, og jeg er kommet frem til, at jeg ønsker at dele mine tanker med flere end blot mine venner og bekendte. Jeg håber derfor I tager godt imod dette indlæg. At det giver jer et lille indblik i mit liv som veganer, og at det måske sætter gang i nogle tanker vedrørende den måde vi mennesker anskuer verden på, samt hvordan vi behandler og vælger at leve sammen med de dyr vi deler jorden med…

 

………………………………………………………….

 

Jeg er lige vågnet fra en drøm. Ikke i overført betydning, men altså… En rigtig drøm! I drømmen blev jeg tilbudt ikke-vegansk kage med creme cremefraiche, til et eller andet arrangement. Jeg takkede pænt nej, hvorefter én eller anden dude indiskret henvendte sig til kagegiveren og sagde:

 

Jeg vil gerne have noget, inden der går for meget “øko-trip” i den.

Jeg blev så arrig over at få sådan en mærkat klasket på ryggen, at jeg jog hånden ned i cremefraichen, og klaskede det i en lang bane gennem luften, hvorefter det landede midt i ansigtet på ham – alt imens jeg råbte:

 

Dyre-etisk veganer! Tak…

Jeg kan ikke lade være med at grine ved tanken, og samtidig være en lille smule flov over min reaktion. Men heldigvis, var det jo bare en drøm. …jeg er jo i virkeligheden ikke så aggressiv en veganer. Faktisk måske, tværtimod…. Jeg har aldrig brugt udtrykket “dyre-etisk veganer” før, altid bare “etisk veganer”, så det er meget interessant at det kommer til udtryk på denne måde i min drøm.

…jeg tror drømmen betyder, at det går mig på, at mennesker i mit liv, både de nære og de nye, ikke rigtigt forstår hvorfor jeg er veganer. At nogle tror det handler om at jeg dyrker en øko-sundheds-hippie-helse-red-moder-jord livsstil. Hvilket det også gør… Men der er jo bare så meget mere i det, end det! Og specielt mennesker jeg er tætte på, ønsker jeg, forstår dette…

Det sker jævnligt at folk spørger ind til fødevarer jeg ikke ”må” få. Ofte med en vis portion af beklagelse i stemmen. Jeg har engang fået at vide, at det var synd for mig at jeg ikke måtte spise bøf! I den situation vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle svare, men jeg har igennem længere tid, rettet på familiemedlemmer såvel som på fremmede, når dette ”må” igen og igen dukker op i samtaler omkring veganisme og min livsstil. Når jeg ikke kan dy mig, hvilket jeg som oftest ikke kan, fortæller jeg dem, at jeg jo gerne ”må” spise animalske produkter, men at jeg vælger at lade være. Jeg ved at mange anser dette ene lille ord som værende uden betydning for samtalen, og at flere føler sig irriteret over mine rettelser. Jeg har da også selv undret mig over denne trang til at afbryde og forstyrre en, måske ganske udmærket samtale om veganisme. Ikke specielt konstruktivt. I know… Men det bunder i dette ønske om at folk forstår mit valg.

På en måde, er jeg lige vågnet fra en drøm. Jeg er nemlig først nu blevet bevidst om at dette ”må” ikke udelukkende handler om, at ordet for mig antyder at en ideologi, som veganisme jo er, styrer min livsstil med hård hånd. Min egen forståelse af min irritation over folks brug af ordet ”må” stoppede der, men en ny forståelse er dukket op! Det handler ikke om at få mine kære til at forstå at veganisme ikke forbyder mig at spise animalske produkter, at jeg selvfølgelig har et valg og kan vælge at spise en fedtet cheeseburger på Mac D hvis jeg har lyst. Det handler om at jeg ikke har lyst!

 

Jeg savner ikke en ”god bøf” eller ost på min pizza.

Jeg elsker mad, og jeg elsker at lave mad, og jeg elsker min egen veganske mad. …og jeg elsker at jeg kan få min egen veganske mad til at smage lige så godt, hvis ikke bedre end mad som indeholder kød, mælk og æg.

 

Jeg synes ikke kød, mælk og æg er lækkert.

Ikke fordi det ikke smager godt, men fordi det er dyr… Næring beregnet til andre arters afkom… Og byggemateriale til liv!

 

Jeg går ind for dyrevelfærd

Jeg elsker dyr, alle dyr. Så deres velfærd er vigtig for mig. Men jeg mener det er unaturligt og uetisk at holde dyr indelåst i båse og stalde, og bruge dem til føde. (Hvilke andre arter end mennesket gør det i naturen?!)

 

…og jeg mener det er forkert at slå ihjel.

Yours truly

Ahimsa (ikke-vold)

 

……………………….med forbehold for cremefraiche klatter på din skæm………………….

 

 

 

Forfatter: Luna Månebarn

Mor, bonusmor, mentor, blogger på Månebarnet, madaktivist, medstifter og aktiv i Mad med Medfølelse - Danmarks veganske forening. Vær forandringen! ♡

10 thoughts on “En drøm – og nogle tanker om (min) veganisme…

  1. Hej

    Tak for et godt indlæg. Jeg mener det lille “må” er vigtigt for forståelsen, men med det sagt så betyder det ikke at en person/ven/familiemedlen som retter sig selv i at sige “ikke må spise” til “ikke vil/har lyst til at spise” egentlig forstår det valg som du (og jeg) har taget. Jeg oplever ofte folk som venligt spørger om den ret han/hende tilbyder er noget jeg vil spise (ikke må), men først lang tid senere spørger ind til mine bevægegrunde…

    Lidt mere skræmmende – og irriterende – så har jeg en del drengevenner, som når jeg ses med dem hvert for sig er meget cool med min vegetarisme, men når de er sammen, så støtter de hinanden op på at jeg burde savne bacon. Det er så plat, og jeg troede det ville gå over efter gymnasiet – men nu er det 4 år siden jeg gik ud af gym, så jeg tror mere det er en fasttømret gruppedynamik for ikke-vegetarer/veganere end barnlighed.

    Jeg håber der er flere der i fremtiden vil åbne øjnene.

    • Du har fuldstændig ret. Det går mere og mere op for mig, at ansvaret ligger hos mig i forhold til den formidling der må foregå mellem mig og min omverden når det kommer til forståelsen af mine valg.

      Jeg har lært virkelig meget om mig selv siden jeg skrev dette indlæg, og jeg har fået meget feedback fra en masse søde mennesker. Det er virkelig fantastisk. 🙂

      Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan din bacon-lovin’-drengevenner situation kan vendes?

      ~Luna

      • Jeg ved ikke om jeg mener der er et ansvar for forståelse i situationen med drengene… hvert for sig tror jeg de forstår – logisk eller følelsesmæssigt – mine grunde. Men der er en tendens, som også bliver nævnt længere nede af L, til at mange føler de har brug for at forsvare sin overbevisning (eller mangel på samme, hvis de tvivler) ifht. hvad de spiser, og sætter paraderne op når de møder en, med en meget stærk overbevisning.

        Jeg er vokset op som vegetar, så jeg har varieret mine forklaringer (og min overbevisning) i min opvækst… men jeg har fået ca. samme reaktion, uanset om jeg har sagt jeg ikke kan lide smagen af kød, eller at jeg synes at det er synd for dyrene, nemlig: “Det var da synd, det smager så godt”.
        Hvordan kan jeg så tage ansvar for at forklare folk, at jeg ikke spiser kød fordi det er synd for dyrene, når deres umiddelbare reaktion er på afsavnet, og ikke på den gode samvittighed, jeg får ved at ikke at spise kød? Jeg tror jeg er kommet til den konklusion, at de folk der ikke har dårlig samvittighed ved at spise kød, har jeg ikke brug for at overtale (jf. igen L.’s kommentar). Men dem som tvivler en smule eller er oprigtigt interesseret, vil jeg hjertens gerne forklare min overbevisning til.
        Og jeg tror jeg har ro nok i sindet til at lade de dumme kommentarer gå hen over hovedet. Og hvis jeg bliver træt af at høre på dem, så kan jeg ret hurtig spille “rulle med øjnene”-kortet… for de ved jo godt at vi er uenige, så der er ikke meget at diskutere 😉 Men det er synd der er det her lidt “onde” sociale spil, hvor man driller hinanden og er sarkastiske på nogle lidt ømme punkter, når det egentlig er en gruppe folk (det er folk fra min årgang på uni) som jeg ellers holder af.

        Men det er virkligt dejligt, at høre fra folk der har de samme tanker!

  2. Dit indlæg er virkelig spot on. Jeg er selv kun vegetar, men har gjort mig mange af de samme tanker så sent som i denne weekend, efter jeg fredag endnu en gang fik at vide af en velmenende kollega, at det virkelig var synd for mig, at jeg ikke kunne få lov til at smage, hvor lækkert lammekødet var. Den holdning møder jeg alt for tit blandt både venner, kolleger og familie, og det bliver altså trættende i længden.

    • Jeg er opvokset vegetarisk og har hørt alverdens bebrejdelser over at jeg var et stakkels barn og at jeg dog havde en frygtelig mor som mere tænkte på sine interesser end på den vigtige næring et barn har brug for (vi taler om mennesker der tilsyneladende ikke har nogen form for viden om næring i mad).
      som ung blev jeg mødt med hovedrysten og kikket på som om jeg kom fra en fremmed planet, som om det er andres at dømme hvad jeg putter i munden og hvad jeg mener er rigtigt og forkert.
      Jeg har dog i mit voksenliv, fundet ud af at jeg selv tiltrækker denne fremmedgjord hed mellem mig og andre folk, for det er mig der siger “nej tak” og tilføjer moske også “jeg er vegetar” det er mig der siger jeg er anderledes og dermed tager jeg mig ind i søgelyset til offentlig vurdering om jeg nu er en som er god at have at gøre med eller ej, nøjagtig som med racisme her til lands.
      Så med den holdning at det er mig eget valg om jeg spiser produkter fra dyr eller sågar dyret selv, må jeg sige når jeg bliver tilbudt noget jeg ikke ønsker at indtage, at jeg ikke har lyst til denne ret i stedet for at udsætte mig for andres kritik ved mine holdninger.
      Mine holdninger er for mig og dem som vil forstå, ikke et midl til at udsætte mig selv på negativ art

      • Hov ser lige at det ser ud som om jeg kommenterer din kommentar Lotte.
        Det var nu ment som kommentar til oplægget

      • Hej Rebecca

        Det er ikke så tit man støder på mennesker der har været vegetarer fra barnsben, men jeg kender da nogle stykker. Det er virkelig interessant at det at være vegetar eller veganer i sociale sammenhænge er det mest naturlige i verden for nogen, og for andre er det en daglig kamp.

        Jeg tror det er centralt i forhold til den udvikling vi gerne så ske, om holdningen er, at vi skal tilpasse os vores omverden, eller om vores omverden skal tilpasse sig os! Vi må gerne være stolte over vores valg, og vi må gerne stille krav. Men det handler ikke kun om stolthed, eller om at råbe højt og forlange. Det handler om at leve det vi tror på…. Så tror jeg også mange flere vil have lyst til at følge trop.

    • Tak Lotte. 🙂

      Den med lammekødet har jeg også fået. …og jeg må sige, at jeg godt forstår reaktionen. Inden jeg blev vegetar og siden veganer elskede jeg smagen af lammekød! Jeg kan huske at jeg lige skulle acceptere tanken om aldrig at kunne spise det igen, da jeg besluttede mig for at blive vegetar. Men efterhånden som tiden gik, og jeg blev mere og mere sikker på mit valg, og jeg begyndte at se kød for hvad det VIRKELIG var, virkede tanken om at indtage et stykke lammekød frastødende. Når jeg ser et stykke kød i dag, ser jeg dyret. Ligesom når jeg ser en person med pels. Jeg ser dyret det har siddet på – da det var i live.

      Det er mit indtryk at de fleste vegetarer og veganere har det på samme måde. Det store spørgsmål er vel, hvordan vi formidler vores holdninger til det at spise dyr til venner og nære som ikke er vegetarer/veganere – så der opstår forståelse og ikke splid? Jeg kunne godt tænke mig at mestre det. 🙂

      Hvad svarede du din kollega da hun/han fortalte dig at det var synd for dig?

      Luna/Månebarnet

  3. Hej
    Jeg er ikke selv hverken vegetar eller veganer (blot bevidst ift. dyrevelfærd), men dette indlæg har alligevel fanget min interesse. Jeg tror, at mange af de mere eller mindre negative kommentarer, som vegetarer/veganere bliver mødt med, ofte handler om, at folk forestiller sig, at vegetarer/veganere fordømmer dem, for deres valg om at spise kød. Altså, at de forestiller sig, at vegetarer/veganere anser dem for at være uetiske/dårlige/uoplyste mennesker. Reaktioner som ‘hvor er det synd for dig, at du ikke ‘må’ smage lammekødet’ tror jeg altså ofte er en reaktion på den bebrejdelse, som de forestiller sig, at vegetaren/veganeren i stilhed ytrer overfor deres valg om at komme kød på tallerkenen.

    For god ordens skyld vil jeg lige understrege, at jeg ikke selv mener, at det forholder sig sådan, at vegetarer og veganere pr. definition fordømmer andre menneskers valg. Ligesom carnivorer heller ikke pr. definition dømmer veganere/vegetarer. Interessant debat!

    /Laura

  4. Tak for endnu et skønt indlæg Luna !!!
    Når jeg takker pænt nej til at smage på en sovs lavet på dyr, siger min gode ven (som synes mit kostvalg er tosset, samtidig med han heldigvis gladeligt slubrer min grønne mad i sig) “åh din kostfanatiker”, hvor jeg så replicerer “jeg vil nu hellere kalde det for konsekvent idealist”…
    Megakrammer.
    Ahimsa.

Skriv en kommentar!

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s