Månebarnet

…mad med medfølelse ♡

Min fars død gav mig respekt for liv

25 kommentarer


»Min far var mange ting. Han var far til seks børn. Morfar til to. Han var igangsætter, et stort legebarn og klunserkonge. Han var livsnyder, og elskede mad. Gerne fed mad. Hans yndlingsdel på anden var gumpen (den lille fedtklump hvor andens halefjer sidder på) og når mine søskende og jeg var på weekend hos ham som børn, var bordet spækket med medister og kødpølse, remulade og mayonnaise, smør og leverpostej. Aftensmaden bestod gerne af lørdagskylling eller én eller anden form for steg, gerne med tyk bearnaisesauce og ovnkartofler til. Det var hans måde at forkæle os på.

Da mine forældre endnu boede sammen, levede vi en overgang som vegetarer. Linser, Tartex, sojapølser, bønnepostej og Nuttolene var derfor alt sammen noget jeg stiftede bekendtskab med tidligt i min barndom. Senere, hjemme hos min mor og hendes daværende mand, varierede kosten meget. Helsekostbutikker var ikke til at finde i miles omkreds, men om sommeren bugnede haven er friske grøntsager og sprøde frugter. Om vinteren bestod menuen som oftest af hvad der var i fryseren af diverse færdigretter. Fiskepinde, forårsruller, og forskellige former for skært kød. Da jeg i mine tidlige teenageår fik serveret svinehjerte, hakket, og på meget kreativ vis forvandlet til en, næsten uspiselig, kødsovs, nægtede jeg i lang tid derefter at spise kød. Men da jeg manglende viden om det sundhedsmæssige og det etiske aspekt af vegetarisme, og da jeg intet netværk af andre vegetarer havde, vendte jeg efter et par år atter tilbage til at spise koteletter, frikadeller og røde bøffer.

Det skulle dog atter ændre sig.

En lun maj aften i 2007, havde jeg lige sat en pande honningmarinerede kyllingefiletter på bordet, da jeg fik en telefonopringning fra min søster, og mine dage som altspisende, var talte. Min søster fortalte mig at vores far, som kun lige var fyldt 50 år sommeren forinden, som var sund og stærk og stoffri gennem syv år, havde fået et tilbagefald, og var blevet indlagt med en blodprop i hjertet. 25 dage senere var min far død, og efterlod mig med et gabende hul i mit liv, med tusinde ubesvarede spørgsmål, samt minderne om en stor mand jeg havde set svinde ind på hospitalet.

Selvom jeg aldrig havde rørt hverken cigaretter eller stoffer, sjældent drak alkohol, og var ung, 24 år, kun halvt så gammel som min far, blev jeg i den efterfølgende tid, grebet af en overvældende angst for døden. Min egen og andres. …og jeg savnede min far. Jeg savnede ham og alt det han betød i mit liv. Hvad jeg aldrig havde forestillet mig var, at savn og angst skulle blive to meget vigtige katalysatorer for hvad der efterfølgende ændrede mit liv på en drastisk, men helt fantastisk og livsbekræftende måde!

Savnet tvang mig til at søge efter noget at holde mig beskæftiget med, og angsten for sygdom og død, motiverede mig til at leve sundere, samt at tabe de 13-14 kg jeg vejede for meget. Jeg begyndte at svømme to gange om ugen, og mit forhold til mad ændrede sig markant. Den angst jeg havde for døden, blev lige så stille erstattet, af respekt for livet. Mit liv.

Savnet fik mig til at kigge indad. Hvilket slags menneske ville jeg gerne blive husket som, når jeg selv en dag var borte? Hvilke valg kunne jeg træffe, som ville gøre min far stolt, hvis han endnu var hos mig? Jeg huskede min fars kærlighed, til os, sine børn og til andre mennesker. Han nærede et dybt ønske om at hjælpe dem som havde det svært, eller som var afviste, fornægtede eller forhadte. Jeg kiggede på kyllingen i køledisken. Jeg mindedes min barndom på landet og den kærlighed jeg havde følt for alle de dyr som jeg var vokset op med, og den smerte jeg oplevede når jeg så dem blive dårligt behandlet, eller slået ihjel. Hvilken værdi havde lige netop dette dyr haft mens det levede? Havde nogen elsket det? Respekteret det? Hvordan kunne jeg gå rundt med et rungende savn til min far, et helt specielt og unikt væsen som jeg havde elsket meget højt, som nu var død og borte, men ikke et øjeblik tænke over hvordan jeg, ved at spise et andet væsen, som ingen måske nogensinde havde elsket, var medvirkende til at det nu lå koldt og dødt i køledisken. Anonymt, ligegyldigt, blot endnu et nummer i rækken? Det virkede for hårdt, for forkert, jeg kunne ikke retfærdiggøre det, og jeg kunne ikke længere tage del i det. Den angst jeg havde følt ved tanken om døden, blev som en helt naturlig konsekvens af disse tanker, erstattet med kærlighed og respekt for liv!

I november 2007 besluttede jeg, at fisk var det eneste kød jeg ville spise, og jeg havde derfor levet som pescetar i en uge. Men en aften voksede kødet i min mund, og jeg måtte spytte det ud. Da lukkede jeg den sidste dør til et liv med døde dyr på tallerkenen, men jeg oplevede med det samme hvordan der åbnede sig TI nye døre ind til et kulinarisk grønt køkken! Til min store glæde, fandt jeg alle mine barndomsprodukter på hylderne i helsekostbutikkerne. Nuttolene, bønnepostej, Tartex… Jeg fandt og eksperimenterede også med helt nye fødevarer, og jeg fandt fornyet glæde i at lave mad. Faktisk så meget at jeg måtte starte en madblog så jeg kunne dele min glæde og passion med alle som gad læse med. Min daværende kæreste støttede mig fuldt ud i min nye livsstil, og han spiste vegetarisk sammen med mig derhjemme. Men han forstod ikke hvad jeg forstod, min sandhed var ikke hans sandhed. Mine etiske overvejelser og valg født heraf, gav mig blot flere overvejelser, og en masse nye spørgsmål. Jeg kendte (endnu engang) ikke andre vegetarer, og jeg følte mig alene med mine overbevisninger. Men en tilfældig Google søgning drev mig direkte i favnen på Vegetarkontakt.dk! Der fandt jeg de ligesindede jeg havde savnet som teenager. Nogen som var lige så passionerede omkring vegetarisk/vegansk madlavning som jeg selv var. Nogen som havde oplevet lignende modgang og sejre som vegetar som jeg havde. Nogen jeg kunne dele mine tanker og etiske overbevisninger med, som satte gang i endnu flere tanker, og er derved grunden til at jeg i dag nærmer mig ét års dagen som veganer. Jeg er dybt taknemlig for de mange unikke mennesker jeg, ved at tage del i fællesspisninger rundt omkring i landet, lærer at kende, og for de mange mennesker som læser min blog og prøver mine veganske opskrifter.

…og selvom jeg ofte brændende ville ønske at min far endnu var hos mig, og med stolthed kunne se hvilket slags menneske jeg er blevet, er jeg taknemlig for at jeg tog imod den gave han gav mig da han døde. Respekten for liv.«

(Også udgivet i Dansk Vegetarforenings medlemsblad “Vegetaren” nr. 2 -2011. s. 6-7)

Forfatter: Luna Månebarn

33-årig livsnyder, madblogger, madskribent, mor og veganer...

25 thoughts on “Min fars død gav mig respekt for liv

  1. Åhhhhhhhhhhh hvor smukt og viist skrevet Lunis ;O)))
    Det bedste jeg kan gøre på denne dag, er at hænge mit skotske flag ud på verandaen og meditere på det skønne i livet, medfølelse og kærlighed.
    Astronomisk krammer til dig ❤

  2. Super flot skrevet Luna. Hvor det altså rører mig, og gør mig ondt med din far. Men som fortalt, fører noget skidt næsten altid til noget bedre. Jeg er selv blevet veganer efter snart 3 år med en spiseforstyrrelse. Jeg levede selv under en dominerende magt, som styrede og og gjorde mig ondt, præcis som med dyr. Da jeg begyndte at kæmpe mig ud af den, fik jeg øjnene op for dette, samt hvad der er sket med verdenen omkring os. Vi lever ikke længere side om side med dyrerne og respekterer dem, men behandler dem som et produkt. Verdenen er ved at falde fra hinanden, fordi vi ikke kan acceptere at nok er nok! Vi er blevet hjernevasket og stræber efter det materielle – der er intet naturligt tilbage.

    Veganismen er for mig at finde tilbage til vores balance med dyrerne og vores jord (:

    Mvh. Cecilie ❤

    • Hej Cecilie

      Tak skal du ha’! Og tak fordi du deler dine egne oplevelser. Hvor er det interessant at du er blevet veganer efter en spiseforstyrrelse. Er du ovre den nu? Hvis du på et tidspunkt har lyst til at skrive noget mere om det, vil jeg meget gerne poste et gæsteindlæg her på bloggen? Det kan jo gøres ganske anonymt hvis du ønsker det. 🙂

      Jeg kan virkelig godt lide den måde du formulerer dig på mht til dit syn på veganisme. Jeg tænker på om jeg må bruge det i nogle af de tekster/sider jeg har her på Månebarnet som forklarer veganisme?

      Alt godt
      Luna/Månebarnet

  3. Meget godt skrevet. Og må kræve noget styrke at fortælle om noget som har været så tæt på kroppen, men godt at du kunne få det ud 🙂

    kul historie !

  4. Tak Luna. Mange tak fordi du deler, din historie er meget smuk og enestående. Hvor er det vidunderligt at du kan tage i mod den gave der var i din fars død. Det er virkelig stort.

    • Hej Anja

      Tak! Jeg er glad for at du har læst den, og er blevet rørt. Jeg skal fortælle dig, du inspirerer mig til at skrive åbent og ærligt, og at lege med sproget. Så tak for det, skal du have. 🙂

      Knus fra Luna

  5. Så smukt skrevet og så smukt du lever.
    Din far var et fantastisk menneske, vi savner han meget. Det er lige i hans ånd, den måde du har taget ansvar for dit liv!!! Han er/ville være så stolt!

    • Hej Kristina

      Tak! Det gør mig virkelig glad at høre. 🙂 Ja, livet er smukt, og jeg vil aldrig tage det for givet! Du skriver “vi savner ham meget”. Kendte du min far?

      ~Luna

  6. Tusind tak for din rørende beretning, jeg sender en kærlig tanke til dig og din elskede far ❤

  7. Hvor er det smukt. Tak fordi du fortalte din historie – den er inspirerende som bare pokker. Alt godt til dig og rigtig god aften.

  8. Wow. Hvor er det smukt skrevet Luna! Meget meget smukt ❤

    Kram

  9. Hej Luna,

    Rigtig smuk og modig historie. Det er en virkelig konstruktiv måde, du har arbejdet dig ud af tabet på.
    Jeg læser i øvrigt jævnligt din blog – den er virkelig god 🙂

    De bedste hilsner
    Anna (Leons ekskæreste)
    (der i øvrigt også ved hvad det vil sige at miste et familiemedlem)

    • Hej Anna

      Tak for din kommentar! Ja, jeg kan godt huske dig, og jeg kan også huske at du også har oplevet at miste et nært familiemedlem. Jeg håber alt er vel i din del af verdenen, og at du gør lige præcis det som gør dig aller mest lykkelig!

      P.s Det er snart et år siden jeg spiste mit sidste vegetariske måltid – som var hjemme hos dig og Leon. Det var en lækker spinatlasagne og du havde lavet vandbakkelser til dessert. Gad vide hvordan de laves veganske? 😉

      Knus fra Luna

  10. Hej Luna.
    Blev virkelig rørt over dit indlæg, hårene på mine arme begyndte at rejse sig.
    Du er virkelig stærk, ved du godt det?
    K. sarah

  11. Jeg vil bare lige sende en hilsen. Postmanden har nemlig netop været her og været så rar at aflevere det nyeste Vegetaren.
    Hvor er det skønt at se dig pryde forsiden! 😉 Historien er i øvrigt ligeså dejlig trykt på papir 🙂

  12. Hejsa
    Utrolig rørende historie, fik ski en lille tåre… Utrolig flot skrevet og så synes jeg generelt at du er sej! …. !

    K. Mona

  13. Det er utroligt hvad der kan gøre, at mennesker ændre deres syn på deres og andre liv. Jeg tror på, at gennem megen smerte kan man komme til en dybere erkendelse af livet. Ikke fordi det nødvendigvis er godt at føle smerte, men den kan gøre en stærkere. Søren Kierkegaard skriver meget smukt om dette i sin bog Begrebet angest, meget anbefalelsesværdig : ).

    Du er et menneske, der har fået en stor gave ved din fars død og denne gave deler du med andre, dette er noget af det smukkeste man kan gøre. Du er en stor stor inspiration Luna

    Jeg glæder mig til at se dig igen Luna barn,

    Kys Azadeh

  14. Hej Luna,

    tak for historien – du skriver med åbent sind og det gør din fortælling desto stærkere. Der er ingen falsk beskedenhed, men blot sandheden i det omfang, den nu lader sig vise. Vendingen fra angst til respekt, mørke til lys, frygt til mod er et mirakuløst aspekt af det at være menneske, og det er kun livsbekræftende og motiverende at læse en så livlig fortalt beretning om, hvordan en sådan vending faktisk er sket for et menneske 🙂

    Længe leve Luna og veganismen!

    – Alt det bedste, Martin (Azadehs kæreste)

  15. Hej Luna

    Din historie rørte mig meget, fordi den på mange måder ligner min. Dog var jeg meget ung da min far døde, så der gik nogle år før jeg rigtig fandt ud af vegetarismen. Nu har jeg også lige passeret 3. år som vegetar. (10 år siden min far døde. Også af en blodprop.)

    Jeg ville i hvert fald lige fortælle, at jeg synes det er rigtig godt skrevet. 🙂

    Kram,
    Marie/Trutfant

Skriv en kommentar!

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s