Månebarnet

…mad med medfølelse ♡


10 kommentarer

Kokostoppe – sukkerfrie!


Dette er blot en sukkerfri udgave af disse allerede eksisterende kokostoppe her på min blog. Men de fortjener bestemt deres helt eget indlæg! 😀

.

Ingredienser (til ca. 8 små kokostoppe)

  • 100 g. kokosmel
  • 80 g. dadler
  • 40 g. hvedemel (eller fx rismel til glutenfri kokostoppe)
  • 2 spsk. kokosolie
  • 1 – 1 ½ tsk. vaniljekorn (kan købes i små glas)
  • 100 g. hørfrøslim
  • ½ tsk. havsalt

.

Fremgangsmåde

Dadlerne blendes. Kom evt. lidt af kokosmelet i imens for at undgå at dadlerne klistrer for meget til kniven.

Alle ingredienser røres sammen og dejen lægges i små toppe (ca. en spsk.) på en bageplade med bagepapir. Bages ved 200 grader midt i ovnen i 15-20 minutter.

.

.

.


50 kommentarer

Fredsfisk


Denne ret, bestående af paneret pastinak, hedder egentligt “krigsfisk” da retten blev spist under krigen i stedet for fiskefileter. Men jeg har valgt at lægge vægt på dét jeg nu for en del år siden erklærede overfor dyr, også fisk. Fred. Derfor har jeg valgt at kalde retten for fredsfisk.

Ingredienser (til 4 personer)

  • 300 g. store pastinakker
  • 2 dl. *kikærtemel
  • 2 – 2 ½ dl. vand
  • ½ tsk. karry
  • 1 knivdspids røget paprika
  • 1 tsk. almindelig paprika
  • 1 fed hvidløg
  • 2 tsk. havsalt
  • Friskkværnet peber
  • **Rasp til panering

*Købes i helsekostbutikker, SuperBrugsen, Kvickly eller hos grønthandlere. Alternativt kan du anvende fintmalet majsmel, eller bare helt almindeligt hvedemel.

**Til en glutenfri version kan anvendes glutenfri rasp, sesamfrø, groft majsmel eller knuste cornflakes.

Fremgangsmåde

Skræl pastinakkerne og skær dem i ca. ½ cm tykke skiver på langs. Endestykkerne vil selvklart ikke blive så lange, men smager ikke ringere af den grund. Bag skiverne ved 200 grader i ca. 10 minutter i ovnen. Jeg bager dem gerne uden olie, da jeg synes dejen har lettere ved at sidde fast på de bagte pastinakstykker når de er tørre og oliefrie.

Mens pastinakkerne bages, blandes dejen de skal dyppes i inden paneringen. Den er ganske simpel. Kikærtemel, vand og krydderier. Den skal være tyk som en pandekagedej. Vend først de afkølede pastinakskiver i dejen og derefter i rasp. Hvis dejen nemt glider af stykkerne har du lavet den for tynd, og du skal tilføje lidt mere mel til den. Steg fredsfiskene ved middel varme til de bliver let gyldne på en pande. Du kan også med fordel pensle dem med lidt olie og bage dem i ovnen ved 200 grader til de er gyldne, hvilket især er godt hvis du vil spare på olien og nemt når du gerne vil lave rigtig mange, og det vil du gerne.

Alternativ til pastinak
Du kan sagtens bruge andre grøntsager end pastinakker til at lave fredsfisk. Jeg ved at mange er glade for at bruge aubergine i skiver, knoldselleri eller søde kartofler. Jeg foretrækker selv at bruge pastinak, men prøv dig frem, og find dine egne favoritter.

Serveringsforslag!

Spis fredsfiskene lune sammen med f.eks en bagt kartoffel med cremet estragondressing eller gem dem til dagen efter og server dem kolde på groft kernerugbrød med *vegansk remoulade , salatblade, tomatskiver, agurkeskiver og løgringe!

.*Vegansk remoulade (Piccalily) kan købes af mærket Cervera i Føtex. Bland det evt. op med vegansk mayonnaise eller neutral sojayoghurt.