Månebarnet

…mad med medfølelse ♡

S’madder lækre – veganske madpakker

8 kommentarer


Min søn Juno er nu blevet en 15 måneder gammel lækkerbisken, som giver sine forældre både glødende hjerter og grå hår. Han har gået i vuggestue i 4 måneder, og trives fantastisk! Det er faktisk lidt svært at få ham med ud af døren for tiden, fordi han bare har det så hyggeligt, og leger på livet løs. Min kæreste og jeg havde en masse overvejelser da vi i foråret skulle vælge vuggestue, og én af vores betingelser for vores valg var, at Juno skulle kunne spise vegansk der. Vi endte med at vælge en rigtig dejlig vuggestue i nærheden af vores hjem med madpakke-ordning, og det har bare fungeret super godt. Juno får to madpakker med hver dag, én til frokost og én til om eftermiddagen. Pædagogerne giver derudover børnene kogte gulerødder og rugbrød med smør om formiddagen, samt vand eller mælk til madpakkerne. Juno får bare serveret rugbrød uden smør og vand til maden. Pædagogerne har lige fra starten været meget positive overfor det at vi er veganere, men de har også været nysgerrige og har spurgt ind til noget af den mad han har haft med, som de synes ser spændende og lækker ud. Det er virkelig dejligt, og det viser de interesserer sig for ham og os.

Ikke raketvidenskab

Fødevarestyrelsen anbefaler slet ikke vegansk mad til spædbørn og småbørn men mener det kræver “betydelig viden” og forudsætter, at barnet spiser varieret og med god appetit. Endvidere skriver styrelsen at maden bør “vurderes på individuel basis med henblik på planlægning af måltider baseret på et varieret udbud af madvarer af en ernæringsfaglig person, fx en klinisk diætist.” (Kilde)

Wauw for en sætning altså. Som vegansk mor finder jeg Fødevarestyrelsens udtalelse, ret foruroligende faktisk. Det skriver jeg fordi jeg selv har oplevet hvor nemt det har været at sætte mig ind i, hvordan vegansk mad til børn og babyer kan være både lækker, spændende og sundt. Og jeg har slet ikke haft en særlig nem start som mor til den skønne Juno.

Her er i øvrigt hvad den Amerikanske udgave af Fødevarestyrelsen har at sige om vegansk kost:

»It is the position of the American Dietetic Association that appropriately planned vegetarian diets, including total vegetarian or vegan diets, are healthful, nutritionally adequate, and may provide health benefits in the prevention and treatment of certain diseases. Well-planned vegetarian diets are appropriate for individuals during all stages of the life cycle, including pregnancy, lactation, infancy, childhood, and adolescence, and for athletes.« (Kilde)

Farver i fokus

Når jeg forbereder min søns madpakke tænker jeg ikke meget over, om maden nu også indeholder nok proteiner, vitaminer, mineraler eller de helt rigtige fedtsyre-sammensætninger. Det er ikke fordi jeg ikke har “betydelig viden” omkring det, men det er ikke dér jeg har fokus når jeg laver mad til os som vi spiser sammen til daglig, og det afspejler selvfølgelig også dén mad Juno får med i vuggestuen. Det jeg fokuserer på er, at han får noget med der er lidt tungt og mætter (f.eks rugbrød med hummus/spread/nøddesmør eller en rest fra dagen før), noget gnavegrønt og noget frugt (gerne melon eller banan som jeg ved han elsker). Til sidst kigger jeg på indholdet i hans madpakke, og tænker over om den er farverig. Via maden lægger jeg en masse kærlighed i de to madkasser, og jeg synes ikke det er specielt tidskrævende, svært eller besværligt. Heller ikke selvom jeg gør lidt ekstra ud af det. For også kærlighed kan komme til at køre på rutinen, og jeg har ofte allerede lagt noget af maden i kasserne inden vi spiser aftensmad, eller lige efter. (Har du lyst til at dykke længere ned i emnet vedrørende sund, vegansk kost til børn og småbørn, er denne side på plantemad.dk et godt sted at starte)

Her følger 3 eksempler på min søns madpakker. (De små bøtter har selvfølgelig alle sammen fået låg på umiddelbart efter deres photo shoot) Madpakkerne er ment som en inspiration og er altså ikke 3 glansbilleder på, hvordan vegansk mad til småbørn skal se ud. Som én af mine venner ofte har udtalt sig vedrørende vegansk kost til børn, så er det altså ikke raketvidenskab! Det er sjovt, og hyggeligt og en dejlig gave at kunne give sit barn sund og farverig plantemad, velvidende om, at der også og altid er plads til forbedringer. Og at det er helt ok!

______________________________________________________________________________________________________________________________________

(Tryk her for at se et større billede)

♡ 1/4 majskolbe
♡ 1/4 skive rugbrød
♡ 3 kogte gulerødder
♡ Et lille stykke pizza fra aftensmaden
♡ 2 kogte grønne bønner
♡ En bøtte med fine ærter
♡ 1/2 skoleagurk
♡ 1 sort oliven med sten
♡ I den grønne madkasse – en banan/hindbær dessert som oprindeligt var en sund is vi fik til morgenmad.
______________________________________________________________________________________________________________________________________

(Tryk her for at se et større billede)

♡ 4 kogte gulerødder
♡ 1 radise
♡ ½ skoleagurk
♡ En klase vindruer
♡ 2 tørrede abrikoser
♡ Et par oliven
♡ En rest fra aftensmaden (kartofler, bønner, quinoa, linser m.m)

______________________________________________________________________________________________________________________________________

(Tryk her for at se et større billede)

♡ ½ banan
♡ ½ skive rugbrød
♡ Ovnbagt hokkaido
♡ En skive gul peberfrugt
♡ En bøtte med karryspread og linsespirer
♡ En bøtte med hummus
♡ En bøtte med tomat/tahinsauce og ovnbagte kartoffeltern
♡ En dadel/bær/nøddestang
♡ 1 lille økologisk, dansk æble

______________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvis du lige nu sidder og tænker. Hold da op! Sikke meget mad til en dreng på 15 måneder. Så kan jeg fortælle dig, at Juno aldrig spiser ALT det vi giver ham med. Faktisk spiser han ofte ikke særligt meget af gangen, men han hygge/småspiser en del herhjemme sammen med os, og så bliver han i øvrigt stadig ammet når han ønsker det, og det gør han gerne når han kommer hjem fra vuggestuen, når han bliver puttet og om natten. (*Zzzzz* Det er lidt hårdt for moren som godt kan være ret sulten og også lidt crazy om morgenen, men jeg føler det er bedst at fortsætte med natteamningen noget tid endnu. Amningen om dagen fortsætter til han selv siger stop.)

Juno 14 ½ månedDet Juno ikke spiser når han er i vuggestuen får han enten i hånden på vej hjem i klapvognen, når vi kommer hjem, eller jeg sorterer det og gemmer det til dagen efter. Men jeg vil gerne have han har meget at vælge mellem, da det er ret forskelligt hvad han lige har lyst til. Jeg forsøger at give ham noget med som jeg er ret sikker på han gerne vil spise. Rugbrød med smørepålæg hitter som regel. Men jeg prøver også at give ham noget med som han måske kun lige smager lidt på eller tygger lidt i (f.eks rå peberfrugt eller et stykke frisk fenikkel), for at give ham mange smagsoplevelser, og for at han måske senere hen får lyst til at spise flere rå fødevarer.

Jeg kan allerede nu se han begynder at vise mere interesse for det, og f.eks forsøger at spise strimlet rå rødkål som vi andre får til aftensmaden, men endnu ikke helt formår at få det tygget med sine 4 kindtænder, og derfor må spytte det ud igen. Alt til sin tid. Jeg er sikker på han nok skal blive en stor og stærk grøntsagsgnasker (også) senere i livet.

Det var dét jeg havde at sige om veganske madpakker til børn.

Uh! Nej vent. Madkasserne har jeg forresten købt hos Alma & Jacob i Århus. Mærket hedder Sistema og deres produkter er fri for BPA, PVC, Phthalater osv.  Jeg er vild med, at der er så mange rum i kasserne, og at der også er godt med plads til at komme små bøtter i. Jeg har faktisk ikke én eneste gang brugt hverken film, madpapir, mellemlægspapir, plastikposer eller sølvpapir i hans madpakker. Det er fuldstændig unødvendigt når man spiser mad som denne, og på denne måde. Så dette indlæg kan også være inspiration til din madpakke hvis du studerer eller har madpakke med på dit arbejde.

Rigtig god madpakkelyst og velbekomme!

Forfatter: Luna Månebarn

33-årig livsnyder, madblogger, madskribent, mor og veganer...

8 thoughts on “S’madder lækre – veganske madpakker

  1. Selvom jeg er LCHF’er og derfor BESTEMT ikke spiser vegansk, er det stadig utrolig rart at se nogen der er “laissez-faire” med næringsstofferne. Hermed ikke tænkt, at du ikke tænker på det (for selvfølgelig går du op i at din søn får sund mad!), men du sidder ikke med et konstant “Får han nu nok … XX”. Det er enormt befriende!
    Min lillebror er vegetar (og det har jeg også selv været i et års tid, men stoppede igen), og selvom andre i familien går supermeget op i om han nu får protein nok, vil jeg nu nok sige at : Det kan han nok selv mærke! Han er trods alt 15, og jeg tror ikke på, at han skal skovle kikærter ind.
    Jeg er ret inspireret af din blog og har været det længe – selvom jeg ikke har tænkt mig at blive veganer. Jeg holder dog mit kødforbrug så meget som muligt til vores egne dyr, så jeg i det mindste ved, at de ikke har stået på en dyrefabrik. Adderbadder.

    God lørdag! (:
    Maria.

  2. sikke nogle hyggelige madpakker 🙂 dem ville jeg blive glad for at få med mig rundt

  3. Pingback: S’madder lækre – veganske madpakker! | Måne Mama

  4. Super interessant indlæg.

    Derudover skal du have tak for tippet om “sunde” madkasser – det har jeg virkelig ledt efter.

  5. Tak for god inspiration, det ser simpelthen bare så lækkert ud! 🙂

    //Emilie
    http://gravidmedlupus.blogspot.dk/

  6. Hej Luna
    Sikke nogle dejlige madpakker 🙂 Og tak for link til madkasserne, sådan en tror jeg at jeg vil købe til min søn, Benjamin. Jeg er ny veganer, og jeg ville ønske at min Benjamin havde haft sådan nogen madpakker i vuggestuen 😉
    Jeg vil opmuntre dig med amningen. Jeg ammede Benjamin fuldt ud i 6 mdr. og stoppede først amningen da han var 2 år gammel, da følte jeg mig presset til det af et familiemedlem. Fik jeg et lille barn i dag, ville jeg uden tøven gøre som dig, og fortsætte med amningen indtil det føltes naturligt at stoppe, og ved siden af give vegansk mad.
    Mange hilsener, Malene

    • Hej Malene

      Velbekomme! Og tillykke med det nye, flotte valg ❤
      Nu er det jo et stykke tid siden jeg skrev indlægget her, og Juno er snart 3 år, på vej i børnehave, og jeg ammer ham stadig. Hvor længe det fortsætter ved hverken han eller jeg.

      Bedste hilsner!
      ~ Luna

Skriv en kommentar!

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s