.
I går (tirsdag d. 21. februar) var det pandekagens dag!
Men se, det var jeg jo sådan set slet ikke klar over før efter vi havde spist aftensmad i går, og min kæreste læste det på nettet. Min første reaktion var at udbryde: “Neej… Så skulle vi jo have haft pandekager i dag!” Men tænk sig, det havde vi jo faktisk også fået. De var bare mexicanske! Tortilla betyder nemlig “lille kage” på spansk – og hvem siger pandekager absolut skal være søde? Disse madpandekager er super hurtige at lave, meget smagfulde og virkelig mættende!
.
Ingredienser (til 2 quesadillas )
- 4 fuldkorns tortilla
- 2 spsk. majs
- 50 g. frisk spinat
.
Tomat/auberginefyld
- ½ aubergine (ca. 150 g)
- 200 g. cherrytomater
- 2 fed presset hvidløg
- 2 tsk. havsalt
- Evt. ½ tsk. chilipulver
.
Bønnespread
- 280 g. kidneybønner
- 2 fed presset hvidløg
- 1 spsk. citronsaft
- 1 tsk. havsalt
.
Fremgangsmåde
Start med at dræne kidneybønnerne i en si hvis de er fra dåse. (Til denne ret brugte jeg chilibønner fra “Bon Apppetit” i karton som kan købes i butikker fra Dansk Supermarked) Hæld bønnerne i en skål og blend dem med en stavblender til en næsten ensartet masse – den behøver ikke at være helt cremet. Tilsæt salt, citronsaft og presset hvidløg og smør 4 tortillas med den lækre bønnespread. (Som i øvrigt med fordel kan laves og anvendes som pålæg på brød!)
Skær herefter aubergine i ca. 1 cm tykke skiver og derefter i tern. Steg dem ved jævn varm i rigeligt olivenolie samt 2 tsk. havsalt til de har fået farve og er blevet bløde. Skær cherrytomaterne i kvarte og steg dem til de begynder at væske lidt. Tag panden af varmen og tilsæt også de pressede hvidløg. Hæld derefter tomat/auberginefyldet i en si med en skål under, og vask panden af.
Fordel fyldet på to af de smurte tortillas og fordel også 1 spsk. majs samt den friske spinat på dem. Smæk de to andre smurte tortillas ovenpå og tryk dem forsigtigt ned.
Steg dem derefter på hver side ved god varme i lidt olivenolie. Det går stærkt, så de skal kun have to minutter!
.
Skær de dampende varme quesadillas i kvarte og server dem sammen med en stor skål farverig salat (du kan med fordel bruge resten af majsene til formålet) samt nachos med salsa eller guacamole!
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.
.