Månebarnet

…mad med medfølelse ♡


21 kommentarer

Hokkaidosuppe


Denne fantastiske suppe fik jeg serveret første gang for flere år siden hjemme hos en veninde. Hun gav mig opskriften med hjem, og lige siden har den haft en helt særlig plads her på bloggen. Den har fulgt mig hjemme i mit eget køkken og i min færden på nettet, hvor jeg gerne fremhæver den, fordi den bare er SÅ smuk og lækker. Derudover er den sund, billig og hurtig at lave. Jeg elsker den året rundt!

Ingredienser (til 4 personer)

  • 1 lille økologisk hokkaido græskar
  • 2 fed økologiske hvidløg
  • 100 g økologiske røde spiltlinser
  • 2 spsk. olie
  • 2 tsk. karry
  • 1 tsk. tørret basilikum
  • 1/2 spsk. balsamico eller citronsaft
  • 1 spsk. urtebouillon
  • 1 spsk. sukkerfri ketchup
  • 1/2 liter koldt vand
  • 1 dl. soja- eller havrefløde
  • Smag evt. til med salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Græskaret udkernes og skæres i tern. Der er ingen grund til at skrælle græskaret når den er økologisk. Skrællen bliver nemt blød og kan sagtens blendes når den er blevet kogt, og den bidrager med noget af den smukke farve til suppen. Olien kommes i en tykbundet gryde ved svag varme. Karry tilsættes og ristes (smagen træder i karakter ved at gøre dette) men må endelig ikke brænde på. Herefter tilsættes skiveskåret hvidløg som steges med et øjeblik. Græskarternene tilsættes derefter, samt vand og røde splitlinser. Lad suppen koge i ca. en halv time hvorefter den blendes helt fin i en blender eller med en stavblender. Fløden tilsættes til sidst, og suppen smages til med urtebouillon (vær opmærksom på, at meget bouillon indeholder palmeolie. Jeg har fundet bouillon i løs form i en helsekostbutik uden) , sukkerfri ketchup (alternativt kan anvendes tomatpuré, gerne økologisk fra glas), salt, friskkværnet peber, basilikum samt balsamico eller citronsaft. Hvis suppen er for tyk tilsættes mere vand.

Servér suppen som forret eller hovedret, (tæppebombet) med hakket persille, tørristede solsikkekerner og groft brød til!