Månebarnet – veganske opskrifter

Farverig madglæde & bæredygtig livsstil


2 kommentarer

Langtidshævede grovboller


IMG_5173

Jeg laver altid grovboller på gefühl, i et stort lerfad hvor dejen får lov til at hæve natten over, og hvor jeg får lov til at ælte absolut så lidt som muligt. På dén måde får jeg rent faktisk bagt, ofte, og så er der super lækre friskbagte boller til morgenmad og madpakken. En del af mine følgere på Instagram har spurgt efter en opskrift når jeg har lagt billeder ud af det nybagte bagværk, og det gik op for mig, at jeg sagtens kunne dele en god basisopskrift på mine grove boller. Jeg har angivet speltmel og hvedemel, men jeg skifter mellem forskellige typer mel (hvad jeg lige har), som f.eks rugmel, grahamsmel, spelt- og hvedemel. Jeg er også vild med at tilføje en 7-korns blanding med knækkede kerner. Dén portion jeg laver svarer til at 4 mennesker kan gufle boller i ca. 2 dage (12 dl vand – halver opskriften, hvis du ikke skal bruge så store mængder), og jeg bruger altid loppefrøskaller som gør, at bollerne bliver dejligt saftige og fint kan holde sig mindst to dage på køkkenbordet med et viskestykker over.

Ingredienser (ca. 25 stk)

  • 12 dl fingervarmt vand
  • 2 tsk. tørgær
  • 4 tsk. loppefrøskaller
  • 2 dl sesamfrø
  • 2 dl solsikkefrø
  • 1 dl græskarkerner
  • 1 ½ spsk. salt
  • 800 g. speltmel
  • 200 g. hvedemel

 

Fremgangsmåde

  1. Kom det fingervame vand i en skål og tilsæt salt (ja, det er en korrekt mængde jeg har angivet), loppefrøskaller og tørgær. Bruger du almindeligt gær skal du blot bruge et par klumper på størrelse med to kikærter.
  2. Sørg for at gær og salt er helt opløst, og tilsæt derefter mel.
  3. Rør dejen sammen med hånden 1-2 minutter. Dejen skal være lind men ikke alt for flydende. Tilsæt mere mel hvis du finder det nødvendigt.
  4. Sæt dejen til at hæve på køkkenbordet tildækket med et viskestykke natten over, eller, hvis du er kommet lidt sent i gang, i mindst 3 timer.
  5. Når dejen har hævet tager du en skål med vand som du dypper hånden i, hiv derefter en passende mængde dej op fra skålen og læg den forsigtigt på en bageplade med bagepapir. Undlad at flytte rundt på bollerne når de først er lagt på pladen. Det ødelægger de fine glutentråde, og bollerne ser i øvrigt pænest ud når de er lidt rustikke.
  6. Bag bollerne i 20 minutter ved 200 grader varmluft, og læg dem til at køle af på en rist når de er færdige.
  7. Server f.eks som herunder med plantesmør, frisk feldsalat, samt vegansk ost og plantepølse fra SPIR.

 

IMG_5149


Skriv en kommentar

Müesli-boller med æble og kanel


Müesli-boller med æble og kanel

Langtidshævede müesli-boller med æble, kanel – en lille smule mørk chokolade – og masser af gods i! Perfekte til den lidt lækre madpakke, eller som en eftermiddags-snack.

Ingredienser (ca. 14 stk)

  • 3 ‘kikærter’ gær
  • 9 dl lunken vand
  • 900 g. hvedemel
  • 2 dl havregryn
  • 2 tsk. havsalt
  • 2 dl sesamfrø
  • 2 dl solsikkekerner
  • 1 dl tranebær (eller rosiner)
  • 2 dl kokosmel
  • 1 moden most banan
  • 50 g. grofthakket chokolade
  • 2 revede æbler (med skræl)
  • 3 tsk. loppefrøskaller
  • 2 revede æbler
  • 3 tsk. stødt kanel
  • ½ tsk. stødt nellike
  • (Æblebåde til pynt inden bagning)

Fremgangsmåde

Opløs gær (‘kikærter’ angiver størrelsen) i vandet i en skål og tilsæt havsalt, most banan, hakket chokolade, revet æble, tranebær, loppefrøskaller, krydderier, nødder og kerner. Kom hvedemelet i lidt af gangen. Dejen skal være let fast, men til at røre i og skal ikke æltes (jeg plejer blot at mixe den sammen med hånden). Sæt dejen til at hæve et lunt sted med et viskestykker over, gerne natten over, eller i mindst 6-7 timer.

Når dejen har hævet hives stykker af som formes forsigtigt til nogle let aflange boller. Tryk skiver af æblebåde ned i bollerne, og smør dem evt. med lidt sirup. Bag bollerne ved 200 grader i 20 minutter, og lad dem køle helt af inden de spises.


2 kommentarer

Glutenfrie minipizzaer


Hurtige, super mættende minipizzaer, som ikke kun er veganske men også gluten- og oliefrie.  Af portionen her har jeg fået 8 minipizzaer. Med lidt snilde kunne jeg have fået alle 8 til at være på pladen, men jeg valgte at forme 2 af dem som aflange forkanter i stedet. Du kan selvfølgelig også sagtens lave én stor, hvis du hellere vil det

Ingredienser (til 8 minipizzaer)

  • 2 dl rismel
  • 1 dl quinoamel
  • 2 dl solsikkekerner
  • 1 dl hørfrø
  • 2 dl koldt vand
  • 1 spsk. loppefrøskaller
  • 2 tsk. hvidløgspulver
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. havsalt

Fremgangsmåde

Blend solsikkekerner og hørfrø fint og kom det i en skål sammen med rismel og quinoamel. Kan du ikke skaffe quinoamel kan du sagtens erstatte den med rismel. Tilsæt derefter hvidløgspulver, bagepulver og havsalt, samt loppefrøskaller der er rørt ud i de 2 dl vand i et par minutter. Lad dejen hvile mens du forbereder fyldet. Det kan f.eks være som her, kartoffelskiver bagt i ovnen, eller en cremet spinatstuvning. Kartoflerne jeg har anvendt her, er bagt midt i ovnen med lidt havsalt ved 200 grader varmluft i ca. 20 minutter, og de er også 100 % oliefrie. Det er nemlig 100 % unødvendigt at hælde olie på, og så smager de ovenikøbet 10 gange bedre.

Tomatsaucen er lavet på flået tomat (økologisk fra glasflaske) blandet i en skål og smagt til med revet hvidløg, tørret oregano, parmavegan og havsalt. Når pizzabundende er ude af ovnen er de reelt klar til at servere når fyldet er kommet på, eller de kan lunes, blot et par minutter lige inden servering.

Når kartoflerne er ude af ovnen forberedes de glutenfrie pizzabunde. Del dejen i 8 lige store stykker, og form først bundende i hænderne og pres dem til sidst helt flade på en bageplade belædt med bagepapir. Bundende er nemme at arbejde med hvis du kommer lidt koldt vand på hænderne forinden. Bag dem midt i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 15 minutter.

 


10 kommentarer

Veganske pølsehorn & namsere!


.

Ingredienser (til 24 pølsehorn)

.

Dej:

  • 25 g. olie
  • 5 dl. vegetabilsk mælk
  • 25 g. gær
  • 2. tsk. sukker
  • 3. tsk. havsalt
  • 300 g. grahamsmel
  • 500 g. hvedemel

.

Tomatdressing:

  • 10 spsk. ketchup
  • 5 spsk. vegetabilsk fløde
  • 1 fed presset hvidløg
  • 2 tsk. havsalt

.

Øvrigt:

  • 2 pakker tofupølser

.

Fremgangsmåde

Lun mælk og olie i en gryde til det er fingervamt (dvs. når det har samme temperatur som din finger og du ikke kan mærke at det er hverken koldt eller varmt), hæld det i en skål og opløs gæren deri. Tilsæt salt og sukker samt mel og ælt derefter dejen på et meldrysset bord i ca. 5-7 min. Dejen skal være smidig men ikke klæbe fast til bordet eller din hænder.

Lad dejen hæve under et klæde et lunt sted i ca. 1 time. Slå derefter dejen ned og del den i 3 stykker. Rul hvert stykke ud til en stor cirkel (ca. 30 cm. i diameter) og del den derefter i 8 lagkagesnit. Læg  en stribe af 1 tsk. tomatdressing på den bredeste del af hvert stykke. Læg et stykke sojapølse (jeg brugtelange wieners fra Nagel med 4 pølser i en pakke – delt i 12 stykker) ovenpå og træk dejen fra hver side hen over dressing og pølsestykket for at forsegle det. Rul derefter ned mod spidsen til du har et horn. Læg hornene på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve i ½ time inden de bages i 15 min. ved 200 grader (alm. ovn)

.

.

Variation!

Da jeg kun havde købt én pakke sojapølser (svarende til 12 pølsehorn), og der var dej nok til 24, fik jeg lov til at udfolde mig kreativt! De sidste 12 stykker blev derfor til:

  • 4 horn med tomatdressing, to soltørrede tomater i skiver, en kalamata oliven og godt med tørret timian (kærestens favorit)
  • 4 horn med tomatdressing og revet vegansk ost (af mærket VeGourmet fra Vegan Wonderland)
  • 4 horn med tomatdressing og en grøn rå asparges delt i to (min favorit!)

.

Pølsehornene var rigtig lækre, som pølsehorn jo kan være. Men de tre forskellige variationer endte med at stjæle al opmærksomheden! Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg skal bage horn igen, uden pølser men med forskelligt spændende fyld. Jeg tænker allerede nu på hvordan bløde løg med røget paprika, frisk spinat, forårsløg, ovnbagt aubergine eller marineret tahinstegt tofu mon smager deri?

Allan har fået lov til at navngive hornene der ikke er pølsehorn. “Namsere…” 😉 😀

.

.

.

.

.

.

.

.


Skriv en kommentar

Super lækre burgerboller!


Ingredienser

  • 1,5 liter lunken vand
  • 2 kg sigtet speltmel
  • 3 ”kikærter” gær
  • 2 spsk. loppefrøskaller
  • ½ dl olivenolie
  • 2 ½ spsk. salt
  • 4-5 revede gulerødder

.le

Fremgangsmåde

Rør gær på størrelse med 3 kikærter ud i lidt af vandet og tilsæt derefter resten. Tilsæt salt (ja, det virker til at være meget salt, men stol på mig, det gør hele forskellen), olie, loppefrøskaller og de revede gulerødder. Rør speltmelet i lidt efter lidt mens du rører i dejen med en træske. Når det sidste mel er kommet i skal dejen kunne æltes med hænderne i skålen, men den skal ikke ud på bordet. Dejen skal være blød, men hænge sammen. Ælt den indtil den slipper hænderne og siderne af skålen.

Det tager ca. 7-10 min. Dæk derefter dejen til med et viskestykke og lad den hæve natten over.

Dagen efter varmes ovnen på varmluft ved 200 grader og dejen “hives”  én efter én i stykker på størrelse med en lille appelsin med hænderne og lægges på en bageplade med bagepapir. Pensel bollerne med vand og drys dem med sesamfrø eller dine foretrukne kerner.

Lad ikke bollerne hæve men kom dem direkte i ovnen og bag dem i ca. 20 min. Hvis du er i tvivl om de er færdige, kan du tage én ud og banke eller knipse den med pege og tommelfinger på undersiden. Den skal lyde hul.

.

Server burgerbollerne med din yndlings veggie bøf i. Jeg er ret vild med disse rødbede/quinoa bøffer. Det øvrige fyld kan f.eks være en cremet sojafløde/sennepsdressing, sandwichspread med tomat fra Urtekram, hjemmelavet frisk agurkesalat, tomatskiver, løgringe og rucolasalat. Bollerne kan selvfølgelig også gøres mindre og bruges som morgenboller eller som mellemmåltid i børnenes madpakke.


4 kommentarer

Koldhævede brændenælde/spinatboller


Ingredienser

  • 10 dl vand
  • 1 brev tørgær
  • 1 spsk. rørsukker
  • 100 g. hørfrø
  • 75 g. solsikkekerner
  • 300 g. grahamsmel
  • 500 g. hvedemel
  • Ca. 15 g. tørret brændenælde
  • ca. 50 g. økologisk helbladet spinat
  • 1 tsk. salt

Fremgangsmåde

Bland vand, sukker og tørgær og lad blandingen stå et øjeblik indtil gæren er opløst. Tilsæt frø/kerner. (Hvis du har hørfrø tilovers efter at have lavet hørfrø slim, er disse perfekte i bagværk. Tilsæt dem i stedet for nogle af de tørrede hørfrø. Tilsæt også spinat, tørret brændenælde, salt og mel. Rør dejen med en røremaskine. Dejen skal ikke æltes men blot være tyk og endelig ikke for vandet. Nu skal den i køleskabet, gerne natten over – eller ca. 8 timer.

Når dejen har stået i køleskabet i det angivne tidsrum skulle den gerne være blevet trevlet og lige til at sætte på et stykke bagepapir med en ske dyppet i koldt vand. De skal ikke se “pæne” ud men være rustikke og grove. Bages ved 200 grader i ca. 20-25 min.


10 kommentarer

Grove madkiks


.Ingredienser

  • ½ dl. sesamfrø
  • ½ dl. solsikkekerner
  • ½ dl. græskarkerner
  • ½ dl. hørfrø
  • ½ dl havregryn
  • 100 g. grahamsmel
  • 1 dl. koldt vand
  • ½ dl olivenolie
  • 1 tsk. salt
  • Evt. ½ tsk. hvidløgspulver
  • Evt. ½ tsk. løgpulver

Fremgangsmåde

Frø, kerner og gryn blendes i ca. 10 sekunder og kommes i en skål. Tilsæt mel, bagepulver, løgpulver/hvidløgspulver og salt.  Vand og olie tilsættes derefter og det hele røres sammen med en træske. Dejen skal være godt fugtigt.

Læg nu dejen på et stykke bagepapir og bred den let ud med en ske. Et stykke bagepapir lægges ovenpå og dejen rulles med en kagerulle. (Som i øvrigt ikke skal gøres rent bagefter – smart!) Når kiksedejen har fået den ønskede tykkelse, (jeg kan anbefale at rulle den meget tyndt ud, så bliver kiksene mere sprøde) fjernes det øverste bagepapir blot. Skær kiksedejen ud i ruder, kvadrater eller stikkes ud med en form. Drys evt. med  groft flagesalt, oregano, rosmarin, timian, basilikum, nigellafrø/jomfru i det grønne, fennikelfrø eller røget paprika!

Bag kiksene midt i ovnen ved 200 grader i ca. 8-10 ved varmluft eller 11-13 min ved almindelig ovn – afhængig af tykkelsen på dem. Hold godt øje med dem i de sidste par minutter, da de ellers lige pludselig har fået for meget, men de må gerne være godt sprøde da smagen derved træder langt mere i karakter. Jeg plejer at give dem lidt mere end jeg tror de skal have, (lyset i ovnen kan også godt snyde!) så har de fået nok.

Opbevar kiksene i en lufttæt boks, og læg et par stykker i din egen eller ungernes madpakke. Sæt eventuelt kiksene uden for rækkevide, hvis det er for svært ikke at gufle dem allesammen på en gang. 😉

.