Månebarnet – veganske opskrifter

Farverig madglæde & bæredygtig livsstil


Skriv en kommentar

Peanutbutter-cupcakes med hindbær og chokolade (no-bake)


Cupcake 1

Opskriften her er inspireret af Mia Sommers Snickerskage, som jeg efterhånden har lavet (og fået serveret) rigtig mange gange. Jeg har udeladt de hele peanuts men tilføjet græskarkerner og (mere) sirup i stedet for sukker samt friske hindbær. Disse no-bake peanutbutter cupcakes er helt fantastiske, og fungerer som små eksplosioner af knas, sødme og friskhed.

Ingredienser (til 9 stk cupcakes)

  • 100 g. knuste cornflakes
  • 100 g. græskarkerner
  • 200 g. lys sirup
  • 100 g. peanutbutter
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 150 g. smeltet mørk chokolade
  • 1 bakke friske hindbær (125 g.)

 

Fremgangsmåde

  1. Varm siruppen op i en gryde til den bliver lidt mere flydende. (I stedet for lys sirup kan du anvende agave- eller ahornsirup.)
  2. Tag gryden af/sluk for varmen, tilsæt peanutbutter og rør det godt ud.
  3. Tilsæt også de knuste cornflakes og græskarkerner samt vaniljesukker.
  4. Smelt chokoladen over vandbad. (Brug gerne en økologisk og Fairtrade chokolade)
  5. Fordel massen i cupcake/muffinforme og pres dem lidt flade.
  6. Kom hindbær ovenpå og derefter den smeltede chokolade.
  7. Lad kagerne køle helt af til chokoladen er stivnet inden de serveres.
  8. (Kan fint holde sig spiseklare på køl et par dage)

 

Cupcake 3


Skriv en kommentar

Vegansk Bounty


Red2

Ingredienser (til ca. 24 stk)

  • 300 g. groft kokosmel
  • 50 g. kokosfibremel
  • 50 g. smeltet kokosolie
  • 1 dåse kondenseret kokosmælk (490 g.)
  • 100 g. (minimum 70 % Fairtrade) smeltet chokolade

 

Fremgangsmåde

  1. Smelt kokosolien i en gryde.
  2. Vej kokosmel og kokosfibre af og tilsæt smeltet kokosolie samt den kondenserede kokosmælk (kan købes af mærket Sunbest i Føtex) og bland det hele godt sammen.
  3. Kom derefter massen i en form beklædt med bagepapir og pres det godt sammen. Kom evt. lidt vand på hænderne eller skeen hvis det klistrer for meget.
  4. Kom formen i fryseren i 15-20 minutter.
  5. Smelt chokoladen over vandbad.
  6. Tag Bountyen ud af fryseren og skær den ud i ca. 24 stykker.
  7. Form evt. hvert stykke med hænderne så det får en mere “bar-agtig” form.
  8. Dyb dem derefter i den smeltede chokolade (jeg synes det er lettest med en gaffel) og læg dem på et stykke madpapir på et fladt underlag.
  9. Drys dem evt. med kokaonibs inden chokoladen størkner.
  10. Opbevares ved stuetemperatur i en lufttæt boks.

Red3

 


Skriv en kommentar

Indbagte hyldeblomster


Det er lige nu de skal plukkes! De smukke, hvide hyldeblomstskærme med den velkendte aromatiske sødme. Den er nok bedst kendt i saft, men hjemme hos os betyder hyldeblomst også – pandekager! Her har jeg været i køkkenet med min store pige, hvor vi kastede dem hele i en en nem pandekagedej. De er helt bevidst ikke sødet så meget, da vi (selvfølgelig) dyppede dem i (rigeligt) ahornsirup ved servering.

IMG_4537

 

Ingredienser (til ca. 13 små pandekager)

  • 1 lille buket hyldeblomster
  • 1 dl kikærtemel
  • 3 dl hvedemel
  • 3 dl koldt vand
  • 3 spsk. brun farin
  • 1 moden most banan
  • 1 tsk. bagepulver
  • 3 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. salt

 

Fremgangsmåde

Klip hyldeblomsterne i mindre buketter. Det er bedst at undgå at vaske dem, da smagen også sidder i blomsternes pollen, men sørg for at tjekke dem godt efter for smådyr.

Dejen piskes let sammen og blomsterne dyppes deri, og steges sprøde i plantesmør (vi brugte Smørbar fra Naturli’) ved middel varme. Klip den grove stilk af inden du vender dem.

IMG_4556

IMG_4575


1 kommentar

Kagemand


Kagemand 3

I sidste uge fyldte mindstebarnet 5 år, og dagen blev fejret med en kagemand efter hans eget ønske. Det gik op for mig, at jeg aldrig havde lavet en kagemand før, og jeg vist nok ikke selv havde fået kagemand siden jeg selv var barn. Så jeg måtte i gang med at undersøge, hvordan sådan én traditionelt bliver lavet. Jeg valgte at gå udenom de gængse wienerbrød- og brunsvigeropskrifter, og formede i stedet kagemanden af kringledej (med udgangspunkt i Mia Sommers lækre kanelstænger) med fyld af creme og marcipan. Han blev selvfølgelig også fint pyntet med flag, glasur og vegansk slik.

Han var overraskende nem at lave på denne måde, og han blev godkendt af sønnike (som dog indrømmet nok var aller mest begejstret for slikket) såvel som af gæsterne.

 

Kagecreme

  • 1 brev vegansk kagecreme (F.eks fra Dr. Oetker)
  • 1 dåse kokosmælk fra Änglamark

Kom kokosmælken i en skål og tilsæt pulveret. Pisk cremen godt med en elpisker i 2-3 minutter, indtil den er lækker luftig og cremet. Sæt den på køl indtil den skal bruges. Du kan selvfølgelig komme lige præcis det fyld i du ønsker. F.eks remonce, chokolade og nødder, frugt eller marmelade.

 

Øvrige ingredienser 

  • 200 g. revet marcipan
  • Hasselnøddeflager

 

Kringledej

  • 50 g. gær
  • 4 dl fingervarmt vand
  • 100 g. sukker
  • 50 g. flormelis
  • 100 g. smeltet plantesmør
  • 2 tsk. havsalt
  • 800 g. hvedemel

Opløs gæren i vandet og tilsæt salt og sukker. Kom skiftevis det smeltede plantesmør og melet i lidt af gangen. Ælt dejen godt igennem til den er pæn og ensartet, og sæt den derefter til hævning med et viskestykke over et lunt sted i ca. 1 time.

Slå dejen ned og ælt den igennem, og del den i 5 lige store stykker. Hvis du ønsker en krop på kagemanden kan du dele den i 6 stykker. Han vil da få en lidt anden form, og han vil få nogle lidt smallere og kortere arme og ben.

Rul fire af stykkerne ud som rektangler og fordel creme, revet marcipan og hasselnøddeflager på midten. Fold siderne ind og anret dem som arme og ben på en bageplade med sammenføringerne nedad. Til hovedet deles dejen yderligere i to, og rulles ud i lige store cirkler. Kom fyldet på midten af den ene, og læg den anden ovenpå. Fold siderne ind og anret hovedet, ligeledes med sammenføringen nedad.

Bag kagemanden i 10-15 minutter ved 175 grader. Lad ham køle helt af inden han pyntes med glasur og slik. (Den brune glasur er med kakaopulver og den lyserøde er lavet med den siede saft fra jordbær.)

Dej

Dej 2Kage mumsDej foldet

Kagemand

Kagemand 2


3 kommentarer

Kokos-karameller


Disse karameller er utroligt nemme at lave, kræver kun ganske få ingredienser, ingen særlige temperaturmåle-dimser, og så smager de bare hammer godt! Karamellerne bliver bløde men ikke klistrer-fast-til-tænderne-og ganen bløde, og så har de (selvklart) en lækker smag af kokos. Jeg har anvendt økologisk kokosmælk fra Änglamark samt uraffineret kokosolie fra Urtekram. Har du små køkkenhjælpere i huset, vil de elske at være med til at veje ingredienser af, skære karamellen ud, knække chokoladen i stykker (vigtigt liige at tjekke om den smager godt nok) og derefter dyppe karamellerne i chokoladen.

kokos-8

Ingredienser 

  • 200 g. *kokossukker
  • 375 g. fuldfed kokosmælk
  • 3 spsk. uraffineret kokosolie
  • ½ tsk. havsalt
  • Kornene af ½ vaniljestang
  • 150 g. chokolade til overtræk

*hvis du foretrækker en lysere karamel kan du udskifte halvdelen af kokossukkeret med almindeligt sukker.

 

Fremgangsmåde

Bland alle ingredienser i en gryde og giv et let opkog til sukkermassen bobler med skum, og kog den derefter ved middel varme i 30 minutter. Rør jævnligt i gryden og gå ikke fra den. Sæt dig i køkkenet og læs en bog mens du drikker en kop te. (Eventuelle små køkkenhjælpere kan indhente lidt stille leg på værelset.) Efter 20 minutter tykner karamellen, og du skal skrue lidt mere ned og røre konstant i bunden af gryden. Vær opmærksom og tålmodig på dette tidspunkt, og lad den hellere tykne færdig på helt lav temperatur end risikere at ødelægge hele portionen. Er du i tvivl om den stivner som den skal når den køles, kan du tage en lille smule op med en ren ske, og lægge på en kold tallerken.

Når karamelmassen er tyknet nok kommer du den over i et 27×18 cm fad beklædt med bagepapir, og spreder den ud i et jævnt lag. Lad den køle helt af inden du skærer den ud.

Knæk derefter chokoladen i stykker (gå efter en ca. 70 % økologisk og Fairtrade chokolade), og smelt den over vandbad. Brug en tandstik eller en strikkepind til at få karamellerne vendt i chokoladen, og placer dem derefter på et fladt underlag, f.eks et skærebræt, på et stykke bagepapir. Chokoladen vil flyde lidt ud under stykkerne, også selvom du drypper dem godt af først. Du kan skære dem til så snart de er kølet af, eller fryse karamellen så chokoladen størkner hurtigere, men jeg foretrækker mine chokolade lidt rustikke, og lidt ekstra chokolade anser jeg ikke ligefrem som en dårlig idé.

Lad karamellerne køle helt af inden du pakker dem ind i små stykker bagepair (jeg bruger ubleget, svanemærket bagepapir fra COOP), som gør hvert enkelt stykke mere særligt og nydelsesværdigt, og de ser rigtig fine ud sådan, hvis de foræres væk som gave.

Tilsæt 1 tsk. kakaopulver til sukkermassen, hvis du ønsker en endnu mere chokolade’et version, og skal det være rigtig luksus kommer du et stykke vegansk nougat og en ristet  hasselnødder ned i hvert stykke karamel inden du dypper dem i chokolade.

kokos-2

kokos-3

kokos-4

kokos-7

kokos-6

 


Skriv en kommentar

Nice Cream – chokolade/peanutbutter swirl


bananis-1-tekst

Når jeg fortæller min søn og jeg har spist is til morgenmad (igen igen) tænker folk enten jeg er småtosset, eller, at jeg røv forkæler mit barn. Sandheden ligger vel nok et sted dér ind imellem, og slet ikke. Nice Cream, som denne is hedder, er nemlig “bare” en smoothie i frossen og cremet form, så den kan spises med god samvittighed, også til morgenmad. Men det føles virkelig som en overdådig forkælelse. Bid for bid. At spise bananis til morgenmad har både været noget helt normalt og noget ganske særligt hjemme hos os, og jeg ved vi ikke er de eneste der har det sådan. Der findes da også et hav af opskrifter på Nice Cream, hvoraf følgende er inspireret af opskriften her fra bloggen NeoHippie. Hun anvender peanutbutter og chokolade, men jeg har valgt at erstatte chokoladen med kakaonibs (som jeg synes fungerer mindst ligeså godt) samt pakke isen ind i en SWIRL af kakaopulver. Dette er ikke kun en festlig og sjov tilføjelse, men smager samtidig fantastisk godt!

Som sagt er bananis/Nice Cream slet ikke noget nyt, og PlantePusherne skrev allerede for 2 år siden denne store guide med 20 opskrifter, hvor du kan blive gode (måske endda bedste?) venner med den. Når jeg alligevel vælger at lægge en opskrift ud her på bloggen nu, i slutningen af oktober (!) er det fordi dette er MIN absolut yndlings, fordi den sagtens kan spises hele året, og fordi jeg taler med alt for mange mennesker der ikke ved hvad bananis er, ikke helt forstår hvordan det skal gribes an, eller forestiller sig det er svært. Det er det virkelig ikke! Kom SÅ i gang.

Ingredienser (til 2 personer)

  • 4 frosne modne* bananer
  • 2 spsk. peanutbutter
  • 2-3 tsk. (Fairtrade) kakaopulver

 *jeg foretrækker at anvende bananer der kun lige er blevet modne, med få eller begyndende sukkerprikker. Det finder jeg giver isen den mest perfekte sødme og den bedste struktur.

Topping

  • Kakaonibs
  • Pinjekerner

Fremgangsmåde

Kom de frosne bananer i en foodprocessor eller en høj beholder, hvis du anvender en stavblender. (En decideret blender kan ikke anbefales.) Det kan være en god idé at lade bananerne tø en smule op (5 minutter) forinden, hvis du anvender en stavblender, da det kan være lidt hård kost for maskinen at udsætte den for stivfrosne bananer, og jeg bruger ikke plantemælk når jeg laver bananis, som ellers kan hjælpe den på vej. Min (billige) foodprocessor har imidlertid ingen problemer med at kaste sig over opgaven, så jeg tør godt give den en ryste/larmetur fra morgenstunden. (Undskyld naboer!)

Blend bananerne til en helt cremet, hvid is. Tilsæt derefter peanutbutter (eller undlad den for en mere fedtfattig udgave) og blend igen. Tag kniven op af foodprocessoren eller stavblenderen op af beholderen, og tilsæt kakaopulver. Prøv dig frem ift. til mængden (2 eller 3 tsk), men min erfaring er, at en større mængde er lækrest. Brug teskeen til forsigtig at dreje rundt i isen med kakaopulver. Den skal kun lige have en par omgange, for den vil blande sig yderligere når isen tages op og anrettes, og vi vil gerne bevare de fine lag af kakaopulver, så jo mindre du kan køre rundt i den, jo bedre.

Jeg bruger en iskugleske til at anrette isen med, og mit foretrukne topping er helt klart kakaonibs og pinjekerner – men valnødder fungerer også rigtig godt.

Blend – swirl – anret – enjoy! ♡

bananis-3

bananis-5

bananis-2

bananis-1

bananis-4

(*pssst* Hvis du kommer et drys instant kaffepulver ovenpå din chokolade/peanutbutter swirl, har du dig pludselig en tiramisu-agtig dessert, eller, en måde at springe morgenkaffen over på!)


1 kommentar

Blåbærmuffins med banan og blå birkes


Hvis du endnu aldrig har smagt kombinationen af blåbær, saftige bananer og knasende blå birkes, kan du glæde dig til en herlig overraskelse! Dette er en opskrift til alle der fortjener lidt forkælelse og måske har hørt, at det ægge er så svært at bage veganske kager ♡

Ingredienser (til ca. 10 stk. muffins)

  • 150 g. hvedemel
  • 150 g. sukker
  • 50 g. blå birkes
  • 50 g. smeltet plantesmør
  • 2 ½ modne moste bananer
  • 100 g. frosne blåbær + 1 spsk. hvedemel
  • 1 tsk. havsalt
  • 1 spsk. eddike
  • ½ tsk. natron

 

 

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 200 grader, varmluft. Bland mel, sukker, blå birkes, salt og natron i en skål. Mos bananerne let med en gaffel i en anden skål, og tilsæt smeltet plantesmør og eddike. Blandt de tørre ingredienser med de våde, og rør dejen sammen. Tilsæt derefter de frosne blåbær, som du har vendt i en spsk. hvedemel. Forsøg ikke at røre for meget rundt. De skal bare lige vendes i med en dejskraber. Jeg bruger økologiske blåbær fra frost, fordi det er de “ægte” blåbær (blå hele vejen igennem), og dermed de smukkeste og sundeste af slagsen.

…ja, den er god nok. Der skal ikke tilsættes noget væske. Men sørg for, at dine bananer er modne. Dvs. gule med sorte sukkerprikker. Kom dejen i muffinforme. En isske er genial til formålet, og gør det både sjovt og nemt at fylde formene.

Bag dem midt i ovnen ved 200 grader (varmluft)  i 17-20 min, og gå ombord i dem, når de er afkølede. De kan holde sig uden at blive den mindste smule tørre i flere dage ved stuetemperatur med et viskestykke over, og er også fryseegnede.