Månebarnet – veganske opskrifter

Farverig madglæde & bæredygtig livsstil


1 kommentar

Vaniljespecier


Specier er én af mine absolut favoritsmåkager. Jeg elsker dem for deres sprødhed og bløde sødme der skyldes, at der ikke anvendes groft sukker men fint florsukker. Lad dig endelig ikke narre af småkagernes simple udseende og ingredienser. Det er klart en meget undervurderet småkage.

Ingredienser (til ca. 40 stk småkager)

  • 190 g. plantesmør
  • 250 g. hvedemel
  • 100 g. flormelis
  • 1 tsk. havsalt (strøget)
  • 1 tsk. vaniljepulver

Fremgangsmåde

Alle ingredienser kommes i en skål og samles til en smidig dej. Rul den til en pølse i bagepapir og kom den i fryseren i mindst en halv time, og gerne længere. Varm ovnen til 200 grader varmluft. Skær specierne i ca. ½ cm tykke skiver og læg dem på en plade med bagepapir. Bag dem midt i ovnen i 8-10 minutter. Hold godt øje med kagerne. De må kun lige begynde at blive gyldne i kanten. Når du tager dem ud vil de endnu være let bløde, men bliver helt sprøde så snart de køler af. Opbevar småkagerne i en kagedåse, så længe de varer. ッ

Hvis du er så heldig at have et lille småkage-stempel, kan du også markere det kærlige budskab om mad med medfølelse direkte på dine småkager. Made with love ♡


7 kommentarer

Peanutbutter cookies


Disse peanutbutter cookies er ud af denne verden fantastiske. Hemmeligheden? Grundingrediensen ER peanutbutter! Oh yeah. Du fornemmer allerede, hvor gode de er ikk? Der er ingen mel i, ingen (plante)smør, ingen (plante)mælk og (selvfølgelig) ingen æg i dem. I den originale opskrift (som skal findes her) skulle der æg i, men dem har jeg selvfølgelig bare erstattet med de fantastiske loppefrøskaller, som kan købes i de fleste dagligvarebutikker fra Urtekram eller under navnet HUSK. (Det er let at huske, og hvis du ikke ved hvad det er, er det ikke et øjeblik for sent. Loppefrøskaller er dyrevennens ven i køkkenet, hvor der skal bages kage uden æg, som kræver lidt ekstra bindemiddel. Derudover har jeg ændret lidt mere ved opskriften, blandt andet ved at justere mængden på peanutbutter, så kagerne bliver mere lette og flade, og ved at tilsætte kikærtemel. Det giver en god smag og gør småkagen sprød udenpå men ‘chewy’ indeni, som jeg synes er virkelig lækkert. Rigtig god fornøjelse!

Ingredienser (til 5 store cookies)

  • 125 g. smooth peanutbutter
  • 150 g. rørsukker
  • 7 g. loppefrøskaller (HUSK)
  • 50 g. koldt vand
  • 30 g. kikærtemel
  • 50 g. hakket mørk (økologisk og Fairtrade) chokolade
  • 50 g. hakkede mandler
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • 1 tsk. bagepulver (strøget)
  • 2 tsk havsalt (strøget)

Fremgangsmåde

Start med at piske loppefrøskaller og vand og derefter rørsukker til det samler sig. Tilsæt derefter alle øvrige ingredienser, undtaget peanutbutter. Den tilsættes nemlig helt til sidst, og så er dejen klar til at blive sat på bagepapir i den ønskede cookie-størrelse. Kagerne flyder kun let ud, så du skal lave dem ca. så flade som du ønsker dem. Kom lidt vand på fingrene når du fordeler dejen, så klistrer den ikke, og du får nogle pæne og flotte cookies som på billederne her.

Bag dem i ovnen ved 150 grader (varmluft) i ca. 12-14 min. De skal være let gyldne og må gerne være bløde når de lige kommer ud. Når de køler af bliver de nemlig fine og sprøde udenpå. Opbevar dem i en kagedåse, hvor de får lov til at ligge i ét lag.

Har ud lyst til at finde flere dyrevenlige opskrifter på småkager? Så klik videre her:

♡ Jødekager
♡ Cookies med karamelstykker
♡ De bedste cookies
♡ Sprøde småkager med ingefær
♡ Veganske havegrynskager
♡ Kæmpe veganske Oreos 

♡ Sprøde nøddesmåkager 


7 kommentarer

Sprøde småkager med ingefær


Disse småkager er inspireret af Mia Sommers lækre veganske jødekager. Jeg har blot ændret opskriften en smule, blandt andet ved at tilsætte skønne julekrydderier med fokus på ingefær. Småkagerne bliver virkelig sprøde, og er perfekte til kolde og mørke efterår- og vinteraftener, serveret til en kop varm urtete, og de bevarer deres sprødhed når man dypper dem deri.

Ingredienser (ca. 28 stk.)

  • 300 g. hvedemel
  • 1 tsk. hjortetaksalt
  • 180 g. plantesmør
  • 120 g. rørsukker
  • 50 g. *hørfrøæg
  • 3 tsk. stødt ingefær
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • 1 strøget tsk. havsalt
  • Evt. lidt fintrevet appelsinskal

* Se også Det er ægge så svært – min guide til hønsevenlig madlavning

 

Fremgangsmåde

Bland hvedemel, hjortetaksalt og krydderier. Rør margarinen (jeg foretrækker mærket FRI der kan købes i Coop butikkerne) ind i dejen. Bland sukker og hørfrøslim, og tilsæt det også. Ælt dejen godt og stil den på køl i en halv time eller længere.

Tilføjelse: Vær gerne rundhåndet med krydderierne. Eller, smag på dejen inden du bager kagerne. Hvis du synes de mangler lidt, kan du godt nå at ælte mere krydderier ind i den inden du sætter den på køl.

Rul dejen ud i en ca. ½ cm tykkelse og stik småkager ud med dine favorit småkageforme eller med kanten af et glas, i den størrelse du foretrækker. Læg dem forsigtigt på en bageplade med bagepapir, og drys dem med stødt ingefær gennem en fintrådet si.

Bag småkagerne ved 200 grader (alm ovn) i 8-9 minutter til de er let gyldne. Lad dem køle af på en ovnrist eller en tallerken inden du serverer dem.

Tip! Har du dej til overs, eller ønsker du at kunne servere friskbagte småkager f.eks når du får gæster? Så kan du med fordel gemme noget af dejen i køleskabet i op til en uge.

.


20 kommentarer

Veganske havregrynskager


.Ingredienser (giver 10 store eller 20 små havregrynskager)

  • 100 g. havregryn
  • 1 spsk. hvedemel
  • 1 spsk. kikærtemel
  • 125. g. flormelis
  • 1 ts.k. bagepulver
  • ½ tsk. vaniljekorn
  • 1 tsk. havsalt
  • 75 g. smeltet plantesmør
  • 2 spsk. koldt vand

.

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 200 grader. Bland først de tørre ingredienser i en skål, og tilsæt herefter de våde. Rør rundt til det er en ensartet masse og fordel dejen i kugler (eller toppe) på en bageplade beklædt med bagepapir. Jeg lavede en plade med 9 kugler, som smeltede lidt sammen. Det gik bestemt ikke udover smagen, og jeg synes de er fine når de er lidt rustikke, men vil du hellere have dem helt runde vil jeg anbefale at du bager dem af to omgange, med fem kugler på hver.

Bag kagerne midt i ovnen i 10 minutter. Hold øje med dem til sidst, så de ikke får for meget. Lad havregrynskagerne køle let af inden du løsner dem fra bagepapiret og kommer dem i en kagedåse, eller direkte på et fad til konsumering.