Månebarnet – veganske opskrifter

(Inspiration til spiselige dyre- og klimavenlige løsninger!)


11 kommentarer

Portobello ragout


Ragoût [ʁa.gu] fra fransk og betyder “at genoplive smagen.” …og det må man sige er sandt. Egentligt, ville jeg bare have smækket en svampesauce med løg og tomat sammen med noget kokosmælk til lidt ris i går aftes. Min fantasi rækkede ikke til mere, og vi alle var lidt overtrætte, så det måtte gerne gå hurtigt. Men portobellosvampene havde helt andre planer. Jeg kunne allerede se dem tage styringen da jeg begyndte at stege dem sammen med løg og æbler i tern. Jeg troede først gryden var brændt på, men opdagede, at det var svampene der farvede det hele, og jeg nåede lige at sukke: “Ej, hvad skal dét her ende med?” Min kæreste havde købt de lækreste økologiske svampe i en helsekostbutik samme dag, og der stod jeg og rørte i en gryde med grå/sort misk mask. Da jeg kom flået tomat i, forsvandt den smukke, røde farve i alt det grå, og det så fuldstændigt ud som om jeg havde kommet kulør i. Det mindede mig om de gryderetter jeg ofte fik som barn, bare uden sejt kød med klumper af fedt der røg af, og svømmede diskret rundt blandt grøntsagerne, parat til at ende som en ubehagelig overraskelse inde i munden. Det her var bare meget bedre på alle måder. Barndoms nostalgi, men med friske ingredienser, saft og kraft!

Retten tog langsomt form, med noget røget paprika, lidt allehånde og friskkværnet peber! Hopla, en lækker vegansk ragout ved et tilfælde. Æbleternene fungerede rigtig godt i, og gav retten sødme. Men jeg savnede dog nogle tykke skiver gulerødder da retten var færdig, for deres milde sødme, struktur og smukke farve. Så dem må du endelig huske! …og har du en rest rødvin vil det bestemt heller ikke skade at spilde lidt af den ned i gryden.

.

Ingredienser (til 2 personer)

  • 4 økologiske portobellosvampe
  • 2 økologiske løg i store tern
  • 1 økologisk æble med skræl i store tern
  • 2 økologiske gulerødder i store tern
  • 2 dl. økologisk flået tomat
  • 2 dl. kokosmælk
  • 50 g. ærter
  • ½ tsk. karry
  • ½ tsk. røget paprika
  • En knivspids allehånde
  • 1 tsk. gærekstrakt (eller bouillon)
  • 1 spsk. gærflager (kan udelades)
  • Evt. ½ dl. rødvin
  • Smag til med havsalt
  • og friskkværnet peber

.

Fremgangsmåde

Steg svampe, æble, gulerødder og løg i store tern ved svag varme. Kom karry i og steg yderligere et par minutter. Kom rødvinen i hvis du har noget, ellers tilsæt væsken – flået tomat (jeg foretrækker dem på glas!) og kokosmælk – og lad retten simre under låg. Gerne i 30 minutter eller længere ved svag varme. Smag til med salt, peber, og de øvrige krydderier, og tilsæt ærterne lige inden servering – til ris eller kartofler. Velbekomme!