Månebarnet

…mad med medfølelse ♡

Miljø


At spise plantebaseret er én af de mest direkte måder vi kan værne om miljøet på og adressere de voksende klimaudfordringer vi står overfor.

Ikke mindre end 70 % af jordens landbrugsland anvendes i dag til opdræt af dyr, fremfor at dyrke mad til mennesker. Meget af det anvendes som græsningsarealer, men en tredjedel af det dyrkbare land anvendes til at dyrke foder til dyrene. Meget af det er genmodificeret soja. Uvurderlige naturområder som f.eks regnskoven, ryddes for at gøre plads til græsning af kvæg og til dyrkning af afgrøder, der ikke fungerer som direkte ernæring for mennesker, men som går en omkostningsfuld omvej, via dyrene. FN konkluderer, at 70 % af den ryddede regnskov i Amazonas anvendes som græsningsarealer, og 30 % til dyrkning af foder, og dermed er hovedårsagen til den rydning der finder sted. (Kilde)

Så mens mange af os genbruger og sparer på papir (og det skal vi fortsætte med) fordi vi ønsker at modvirke unødvendig træfældning, er den primære årsag til ødelæggelsen af regnskoven, at jord ryddes til dyrkning af foder til opdrættede dyr. På bare ét år, spares en hel hektar træer, som løber op i millioner af stykker papir, blot ved at spise plantebaseret.

Vandressourcer

At opdrætte dyr er ikke blot verdens største kilde til vandforurening (med f.eks udledning af dyrenes afføring, antibiotika, hormoner samt sprøjtemidler der brug ved dyrkning af dyrenes foder) det kræver også enorme mængder rent vand. Det estimeres, at ca. 1 milliard mennesker mangler adgang til rent drikkevand, men samtidig anvender landbruget ca. 70 % af verdens samlede forbrug af ferskvand. (Kilde)

For at producere bare 400 g. kød kræves i gennemsnit næsten 10.000 liter vand! En liter komælk, kræver næsten 4000 liter vand. I teorien betyder det, at du ved at leve vegansk kan spare over 1,3 millioner liter vand, på bare 1 år! Det er så meget vand, at du ved at spise plantebaseret (i teorien, du skal ikke gøre det), kunne tænde for dit brusebad og lade vandet løbe 24 timer i døgnet, 365 dage om året, og du ville stadigvæk ikke kunne bruge ligeså meget vand som én der indtager en animalsk baseret kost. (Kilde)

CO2 og klimaforandringer

De fleste har efterhånden forstået, at der er en sammenhæng mellem kødproduktion og klimaforandringer. Det er blevet populært at sænke kødforbruget, ved f.eks at tage én vegetarisk dag om ugen. Men ganske få er imidlertid klar over, hvor klimabelastende den stadigt voksende produktion af animalske produkter i nutidens industrialiserede landbrug i virkeligheden er. Den udleder enorme mængder drivhusgasser ud i atmosfæren. Ifølge en FN rapport fra 2006 står den animalske fødevareproduktion bag ca. 18 % af verdens CO2 udslip. Det er mere end alle verdens former for trafik, til sammen! En nyere rapport fra World Watch Institute fra 2009 mener imidlertid, at FN rapporten bruger forældede tal, har brugt forkerte tal og har glemt tal. De mener at den animalske fødevareproduktion har ansvar for ikke mindre end 51 % af verdens CO2-udslip. (Kilde)

Illustrationen herunder viser hvordan en vegansk/ren plantebaseret og økologisk kost giver den mindste udledning af drivhusgasser.

Læs mere

.