Månebarnet

Veganske opskrifter, farverig madglæde & bæredygtig livsstil


Skriv en kommentar

Test af vegansk deodorant (af mærket Relevant)


Vegansk deodorant

Som nogle af jer der har fulgt min blog længe måske allerede ved, har jeg i omkring 7 år brugt en hjemmelavet kokos-deodorant. (Du kan læse om den i mit indlæg her). Grunden til jeg har brugt den så længe er selvfølgelig at jeg har været glad for den, og i de fleste situationer har den fungeret rigtig godt. Der er dog nogle tidspunkter, hvor jeg ikke synes min hjemmelavede kokos-deodorant er helt så optimal. F.eks om sommeren i 30 graders varme, hvor kokos-deodoranten smelter (duh?), og dét har jeg især fundet upraktisk, hvis jeg har haft den med på farten ved besøg hos venner og familie med overnatning. Jeg har også været udfordret når jeg har været i svømmehallen, og der ikke lige har været en vask tæt ved når jeg har anvendt den. Jeg har indimellem stået med alt tøj og sko på i omklædningsrummet, og nærmest været klar til at gå, med kokos-deo på fingrene. Hvilket jeg ikke synes er super fedt.

Jeg har derfor længe gerne villet finde en backup-deo, som kunne leve op til den samme gode erfaring jeg har med min kokos-deodorant, med hensyn til at forhindre lugtgener uden aluminium, men uden udfordringerne rent praktisk. Derudover skulle den ikke koste for meget og være drøj i brug, være parfumefri og selvfølgelig være vegansk og ikke testet på dyr.

De sidste 3 måneder har jeg testet en deo fra Relevant, og den lever helt klart op til de forventninger. Jeg har valgt at teste den i lang nok tid til, at jeg kunne vurdere, hvorvidt den er drøj i brug, og dermed overkommelig i pris (jeg har jo været vant til at bruge en meget billig deodorant), og det synes jeg bestemt den er. (Opfølgning: Ved dagligt brug varede deodoranten i 9 måneder, hvilket jeg må sige at jeg er mere end tilfreds med.)

Jeg har også testet deodoranten i situationer såsom ved fysisk aktivitet, som jeg ved er udfordrende for nogle naturlige deodoranter, ligesom de kan have en begrænsning ift. at bekæmpe lugtgener i forbindelse med øget stress. Så vidt jeg forstår er det netop især dem uden aluminium, da aluminium fungerer som en svedhæmmende ingrediens. Jeg er ikke interesseret i ikke at svede, eller ikke at lugte af mig selv. Det synes jeg er en misforstået tilgang til hygiejne og renlighed, og en usædvanlig lugtgene synes jeg kan være en hjælpende faktor og være med til at indikere, at der er behov for at tage fat om årsagen til den øgede stress. Deodoranten består består dog begge dele helt perfekt, med undtagelse af et par gange, hvor jeg er 99 % sikker på, at jeg grundet øget stress simpelthen bare har glemt at tage den på! Ja, sådan finder man jo altså virkelig ud af, at den virker.

En sidste ting jeg synes er fedt ved lige præcis denne deodorant er ift. bæredygtighed, da emballagen er lavet af genbrugsplast (deraf den mørkegrønne farve), hvor kasserede fiskenet genanvendes til ny emballage. Det er med til at sikre et cirkulært koncept for plastikaffald og forhindre, at der ender mere plastik i vores verdenshave, hvilket især truer havdyr såsom hvaler og havskildpadder. 79 tusind tons havplast flyder lige nu rundt i “The Great Pacific Garbage Patch” og 46 % af den består af brugte fiskenet, eller såkaldte spøgelsesnet. (Kilde: Sea Shepher Global) Hver deodorant solgt forhindrer hvad der svarer til 50 plastikposer fra at ende i verdenshavene. (Læs mere om Relevant deodoranten ift. bæredygtighed her)

(Bemærk at siden indeholder affiliate links, læs mere her.)


7 kommentarer

Er æg en hønes menstruation?


“Hvis der ingen hane er til stede bliver æggene jo ikke befrugtet. Så er æg i virkeligheden en hønes menstruation?”

Dette spørgsmål er indimellem oppe at vende i debatter, og jeg vil gerne knytte et par kommentarer til emnet. Ikke mindst fordi sætningen “æg er en hønes menstruation” ofte bliver brugt af nogle veganere som argument imod dét at spise æg. Herunder ses et eksempel på dette, af PETA (People for the Ethichal Treatment of Animals), som gennem årene har lavet kampagner jeg har været kritisk overfor, og dette er bestemt én af dem.

Nej. Æg er ikke en hønes menstruation.

Lad mig bare slå det fast med det samme og én gang for alle. Et hønseæg er ikke en hønes menstruation. 

Æglæggende høner er domesticeret og avlet gennem årtusinde, primært fra røde junglehøns fra de syd/østasiatiske jungler (kilde), til at lægge mange flere æg, end hvad der sundhedsmæssigt er forsvarligt. Junglehøner lægger cirka et dusin (dvs. 12 stk.) æg om året, mens vores tids domesticerede høner kan lægge over 300 æg om året. Æggene bliver ikke befrugtede fordi der ingen haner er, og det er derfor nærliggende at tolke, at æggene derfor blot er hønernes “menstruation”.

Men æg er “organiske kar” der fungerer lidt ligesom en slags livmoder uden for kroppen. Det er ret sejt, hvis man sådan lige tænker over det. Menstruation derimod, som udelukkende ses hos mennesket og andre primater, indeholder godt nok et æg, men det er på størrelse med hovedet på en knappenål (0,1 millimeter!), og det er ved menstruation allerede begyndt at blive brudt ned. Resten består af den afstødte slimhinde fra livmoderen, samt frisk blod fra overfladiske blødninger i livmodervæggen som brydes ned, når ægget ikke har sat sig fast.

Jeg er sikker på rigtig mange allerede er klar over dette, og da “æg er en hønes menstruation” er et faktuelt forkert udsagn, mener jeg det er et rigtig dårligt argument, som ikke fremmer eller styrker den veganske sag, men tværtimod trækker i en negativ retning. Det er forsimplet at sammenligne en hønes æg med menstruation, og veganisme kommer på dét punkt til at virke utroværdig og en smule grinagtig, når sagens kerne i virkeligheden er et alvorligt emne omhandlende de store etiske problemer ved æggeindustrien. Personlige smagspræferencer til side er det ikke ulækkert at spise æg, men der er etiske problematikker forbundet med produktionen af æg, som får mange mennesker til at agere med afsky. Jeg er personligt ikke stoppet med at spise æg fordi jeg ikke kan lide smagen, men fordi jeg er kritisk overfor måden æg produceres på, og fordi jeg fandt ud af at bruge plantebaserede alternativer til æg. Min opskrift på f.eks æggeFRIsalat samt min store guide til æggefri madlavning, er eksempler på dette.

Der er nok ikke mange der finder menstruation appetitlig i en kulinarisk sammenhæng. Men da der i forvejen hersker en negativ indstilling til menstruation, er udsagnet “æg er en hønes menstruation” med til at forstærke billedet af, at der er noget ulækkert over menstruation. Jeg påstår ikke, at alle der bruger udsagnet er af dén holdning, men reaktionen fra personen man deler den med vil ofte være: “Ad. Menstruation.” Så hvis man som veganer bevidst bruger påstanden til at skabe association mellem æg og menstruation med hensigten at få modtageren til at føle afsky (og dermed få dem til at stoppe med at spise æg), mener jeg ikke kun man forvrænger fakta og mudrer debatten, man også bidrager til at understøtte den negative indstilling til menstruation. Det har vi ikke brug for i et samfund, hvor forholdet til menstruation i forvejen er forbundet til tabu og skam, og menstruerende udsættes for hån og nedgørelse. Det vil jeg gerne være med til at gøre op med.

Så hvis du finder menstruation uappetitlig, lader du bare være med at spise den. Men forhold dig faktuelt til emnet vedrørende æg og menstruation, og lad være med at tage afstand til én form for undertrykkelse for blot at deltage i en anden. Den verbale undertrykkelse af menstruerende mennesker.


13 kommentarer

Hjemmelavet deodorant


Da jeg i 2014 faldt over dokumentarfilmen “The age of aluminium” blev jeg så skeptisk overfor anvendelsen af aluminium i deodoranter, at jeg gik direkte ud for at anskaffe mig én uden. Det skulle vise sig at være sværere end antaget, og jeg fandt ud af, hvor omfattende brugen af aluminium i deodoranter er.  Jeg begyndte derfor at lave min egen deodorant bestående af bare to ingredienser, som jeg alligevel havde i mit køkkenskab. Kokosolie og natron.  Kokosolien virker bakteriehæmmende og natron neutraliserer lugtgener forårsaget af bakterier.

Opskrift på hjemmelavet kokos-deodorant

  • 3 spsk. økologisk koldpresset kokosolie
  • 1 spsk. natron
  1. Bland de to ingredienser godt så der ikke er nogen klumper i din deodorant.
  2. Kom den i en lille bøtte og opbevar den på badeværelset, klar til brug.
Hjemmelavet deodorant

Jeg har annbefalet denne deodorant til rigtig mange mennesker, men vær opmærksom på, at nogle mennesker ikke kan tåle natron, hvorfor denne hjemmelavede deodorant desværre ikke vil kunne fungere. Det er vigtigt at huden er ren og tør når den kommes på, og jeg tager altid min trøje på inden jeg påfører den, for at undgå oliepletter på tøjet. Jeg vasker mig kun med vand under armene hver morgen inden jeg kommer den på (hvad der svarer til ca. en ært), og den forhindrer mig derefter i at lugte af sved dagen igennem.

Der er dog nogle tidspunkter, hvor jeg ikke synes min kokos-deodorant er helt så optimal. F.eks om sommeren i 30 graders varme, hvor kokos-deodoranten smelter (duh?), og dét har jeg især fundet upraktisk, hvis jeg har haft den med på farten ved besøg hos venner og familie med overnatning. Jeg har også været udfordret når jeg har været i svømmehallen, og der ikke lige har været en vask tæt ved når jeg har anvendt den. Jeg har indimellem stået med alt tøj og sko på i omklædningsrummet, og nærmest været klar til at gå, med kokos-deodorant på fingrene. Hvilket jeg ikke synes er super fedt.

Jeg har derfor længe gerne villet finde en backup-deodorant, som kunne leve op til den samme gode erfaring jeg har med min kokos-deodorant, med hensyn til at forhindre lugtgener uden aluminium. Derudover skulle den ikke koste for meget og være drøj i brug, være parfumefri og selvfølgelig være vegansk og ikke testet på dyr. Jeg har testet denne deodorant fra Relevant, og den lever helt klart op til de forventninger. Du kan læse min anmeldelse af deodoranten her.

(Bemærk at siden indeholder affiliate links.)


25 kommentarer

Min fars død gav mig respekt for liv


»Min far var mange ting. Han var far til seks børn. Morfar til to. Han var igangsætter, et stort legebarn og klunserkonge. Han var livsnyder, og elskede mad. Gerne fed mad. Hans yndlingsdel på anden var gumpen (den lille fedtklump hvor andens halefjer sidder på) og når mine søskende og jeg var på weekend hos ham som børn, var bordet spækket med medister og kødpølse, remulade og mayonnaise, smør og leverpostej. Aftensmaden bestod gerne af lørdagskylling eller én eller anden form for steg, gerne med tyk bearnaisesauce og ovnkartofler til. Det var hans måde at forkæle os på.

Da mine forældre endnu boede sammen, levede vi en overgang som vegetarer. Linser, Tartex, sojapølser, bønnepostej og Nuttolene var derfor alt sammen noget jeg stiftede bekendtskab med tidligt i min barndom. Senere, hjemme hos min mor og hendes daværende mand, varierede kosten meget. Helsekostbutikker var ikke til at finde i miles omkreds, men om sommeren bugnede haven er friske grøntsager og sprøde frugter. Om vinteren bestod menuen som oftest af hvad der var i fryseren af diverse færdigretter. Fiskepinde, forårsruller, og forskellige former for skært kød. Da jeg i mine tidlige teenageår fik serveret svinehjerte, hakket, og på meget kreativ vis forvandlet til en, næsten uspiselig, kødsovs, nægtede jeg i lang tid derefter at spise kød. Men da jeg manglende viden om det sundhedsmæssige og det etiske aspekt af vegetarisme, og da jeg intet netværk af andre vegetarer havde, vendte jeg efter et par år atter tilbage til at spise koteletter, frikadeller og røde bøffer.

Det skulle dog atter ændre sig.

En lun maj aften i 2007, havde jeg lige sat en pande honningmarinerede kyllingefiletter på bordet, da jeg fik en telefonopringning fra min søster, og mine dage som altspisende, var talte. Min søster fortalte mig at vores far, som kun lige var fyldt 50 år sommeren forinden, som var sund og stærk og stoffri gennem syv år, havde fået et tilbagefald, og var blevet indlagt med en blodprop i hjertet. 25 dage senere var min far død, og efterlod mig med et gabende hul i mit liv, med tusinde ubesvarede spørgsmål, samt minderne om en stor mand jeg havde set svinde ind på hospitalet.

Selvom jeg aldrig havde rørt hverken cigaretter eller stoffer, sjældent drak alkohol, og var ung, 24 år, kun halvt så gammel som min far, blev jeg i den efterfølgende tid, grebet af en overvældende angst for døden. Min egen og andres. …og jeg savnede min far. Jeg savnede ham og alt det han betød i mit liv. Hvad jeg aldrig havde forestillet mig var, at savn og angst skulle blive to meget vigtige katalysatorer for hvad der efterfølgende ændrede mit liv på en drastisk, men helt fantastisk og livsbekræftende måde!

Savnet tvang mig til at søge efter noget at holde mig beskæftiget med, og angsten for sygdom og død, motiverede mig til at leve sundere, samt at tabe de 13-14 kg jeg vejede for meget. Jeg begyndte at svømme to gange om ugen, og mit forhold til mad ændrede sig markant. Den angst jeg havde for døden, blev lige så stille erstattet, af respekt for livet. Mit liv.

Savnet fik mig til at kigge indad. Hvilket slags menneske ville jeg gerne blive husket som, når jeg selv en dag var borte? Hvilke valg kunne jeg træffe, som ville gøre min far stolt, hvis han endnu var hos mig? Jeg huskede min fars kærlighed, til os, sine børn og til andre mennesker. Han nærede et dybt ønske om at hjælpe dem som havde det svært, eller som var afviste, fornægtede eller forhadte. Jeg kiggede på kyllingen i køledisken. Jeg mindedes min barndom på landet og den kærlighed jeg havde følt for alle de dyr som jeg var vokset op med, og den smerte jeg oplevede når jeg så dem blive dårligt behandlet, eller slået ihjel. Hvilken værdi havde lige netop dette dyr haft mens det levede? Havde nogen elsket det? Respekteret det? Hvordan kunne jeg gå rundt med et rungende savn til min far, et helt specielt og unikt væsen som jeg havde elsket meget højt, som nu var død og borte, men ikke et øjeblik tænke over hvordan jeg, ved at spise et andet væsen, som ingen måske nogensinde havde elsket, var medvirkende til at det nu lå koldt og dødt i køledisken. Anonymt, ligegyldigt, blot endnu et nummer i rækken? Det virkede for hårdt, for forkert, jeg kunne ikke retfærdiggøre det, og jeg kunne ikke længere tage del i det. Den angst jeg havde følt ved tanken om døden, blev som en helt naturlig konsekvens af disse tanker, erstattet med kærlighed og respekt for liv!

I november 2007 besluttede jeg, at fisk var det eneste kød jeg ville spise, og jeg havde derfor levet som pescetar i en uge. Men en aften voksede kødet i min mund, og jeg måtte spytte det ud. Da lukkede jeg den sidste dør til et liv med døde dyr på tallerkenen, men jeg oplevede med det samme hvordan der åbnede sig TI nye døre ind til et kulinarisk grønt køkken! Til min store glæde, fandt jeg alle mine barndomsprodukter på hylderne i helsekostbutikkerne. Nuttolene, bønnepostej, Tartex… Jeg fandt og eksperimenterede også med helt nye fødevarer, og jeg fandt fornyet glæde i at lave mad. Faktisk så meget at jeg måtte starte en madblog så jeg kunne dele min glæde og passion med alle som gad læse med. Min daværende kæreste støttede mig fuldt ud i min nye livsstil, og han spiste vegetarisk sammen med mig derhjemme. Men han forstod ikke hvad jeg forstod, min sandhed var ikke hans sandhed. Mine etiske overvejelser og valg født heraf, gav mig blot flere overvejelser, og en masse nye spørgsmål. Jeg kendte (endnu engang) ikke andre vegetarer, og jeg følte mig alene med mine overbevisninger. Men en tilfældig Google søgning drev mig direkte i favnen på Vegetarkontakt.dk! Der fandt jeg de ligesindede jeg havde savnet som teenager. Nogen som var lige så passionerede omkring vegetarisk/vegansk madlavning som jeg selv var. Nogen som havde oplevet lignende modgang og sejre som vegetar som jeg havde. Nogen jeg kunne dele mine tanker og etiske overbevisninger med, som satte gang i endnu flere tanker, og er derved grunden til at jeg i dag nærmer mig ét års dagen som veganer. Jeg er dybt taknemlig for de mange unikke mennesker jeg, ved at tage del i fællesspisninger rundt omkring i landet, lærer at kende, og for de mange mennesker som læser min blog og prøver mine veganske opskrifter.

…og selvom jeg ofte brændende ville ønske at min far endnu var hos mig, og med stolthed kunne se hvilket slags menneske jeg er blevet, er jeg taknemlig for at jeg tog imod den gave han gav mig da han døde. Respekten for liv.«

(Også udgivet i Dansk Vegetarforenings medlemsblad “Vegetaren” nr. 2 -2011. s. 6-7)