Månebarnet

Veganske opskrifter, farverig madglæde & bæredygtig livsstil


61 kommentarer

Fredsfisk


Fredsfisk

Retten her hedder oprindeligt “Krigsfisk” da den blev spist under 2. verdenskrig. Farvandet var for farligt for de danske fiskere at begive sig ud med deres både, og det var en udfordring at skaffe fisk til de traditionelle fiskefileter. Det blev en anledning til at finde de kreative kulinariske evner frem i de små hjem, og derfor blev pastinakker, et billigt, sundt og tilgængeligt alternativ, skåret i filetter og paneret i æg og rasp.

Da jeg 70 år senere støtte på opskriften på Krigsfisk havde jeg dog også en lille udfordring. Jeg havde et par år forinden valgt at leve vegansk, og pastinakkerne skulle dyppes i æg. Jeg valgte derfor yderligere at nytænke retten, og valget faldt på at dyppe pastinakkerne i en dej bestående af vand, kikærtemel og krydderier.  Det fungerede perfekt!

Den veganske version har jeg valgt at kalde for Fredsfisk, og det er blevet meget populært at spise denne dyre- og klimavenlige ret, som serveres på flere og flere restauranter og caféer, som pålæg på højtbelagt smørebrød til julefrokosten (se min store guide til en vegansk jul), eller med frisk salat, bagte kartofler og persillesauce på varme sommerdage.

Alternativ til pastinak
Du kan sagtens bruge andre grøntsager end pastinakker til at lave Fredsfisk. Jeg ved at mange er glade for at bruge f.eks aubergine i skiver, knoldselleri eller søde kartofler. Jeg foretrækker selv at bruge pastinak, men prøv dig frem og find dine egne favoritter.

Alternativ til kikærtemel
Hvis du ikke har kikærtemel kan du sagtens bruge almindeligt hvedemel i paneringen, men jeg synes personligt at kikærtemel fungerer bedst, og det er en basisvare jeg altid har i mit skab, da jeg kan bruge til mange veganske retter såsom frikadeller, ommeletter, muffins, scrambled chickpea, tærte, og meget mere.

Glutenfri Fredsfisk
Hvis du ønsker at lave glutenfri Fredsfisk kan du udover at bruge kikærtemel i paneringen (som er naturligt glutenfri), anvende f.eks sesamfrø, groft majsmel eller knuste cornflakes. Det giver et lidt andet resultat, men bestemt ligeså lækkert.

Fredsfisk

Fredsfisk

Ingredienser (til 4 personer)

  • 300 g. store pastinakker
  • 2 dl. kikærtemel
  • 2 – 2 ½ dl. vand
  • ½ tsk. karry
  • ½ tsk. røget paprika
  • 2 tsk. salt
  • Friskkværnet peber
  • Evt. 1/4 tsk. sort salt/Kala Namak
  • Evt. kværnet tang (giver fiskesmag)

Øvrige ingredienser

  • Rasp til panering

Fremgangsmåde

  1. Skræl pastinakkerne og skær dem i ca. ½ cm tykke skiver på langs.
  2. Bag skiverne uden olie (så har dejen lettere ved at sidde fast) ved 200 grader i ca. 10 minutter i ovnen. Du kan også vælge at koge dem let møre.
  3. Bland derefter dejen til paneringen. Den skal have konsistens som en tyk pandekagedej.
  4. Vend først de afkølede pastinakskiver i dejen og derefter i rasp. Glider dejen af stykkerne har du lavet den for tynd, og du skal tilføje lidt mere mel til den.
  5. Steg Fredsfiskene ved middel varme på en pande til de er gyldne, eller pensl dem med olie og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 15-20 minutter.

Spis Fredsfiskene lune sammen med f.eks en bagt kartoffel med cremet estragondressing – eller gem dem til dagen efter og server dem kolde som pålæg til højtbelagt smørebrød.

Fredsfisk