Månebarnet

Veganske opskrifter, farverig madglæde & bæredygtig livsstil


Skriv en kommentar

Vegansk kylling i karry


Jeg er vokset op med masser af vegetarisk kost og elsker en god dhal. Men jeg er også vokset op med traditionel “dansk” kødglad mad, og selvom jeg ikke længere spiser dyr, er jeg stadig vild med traditionelle retter med kød. Kylling i karry får mig tilbage til 90’erne. Til min far og platte jokes om, at i morgen spiser vi bamse. De mange veganske muligheder gør det let og lækkert for mig at lave retter, som (stadig) er en del af min madkultur, og nu også mine børns. 

Der er flere forskellige slags veganske alternativer til kylling i butikkerne, og du kan bruge den du foretrækker, eller anvende strimlede og ristede østershatte, som også er et godt alternativ til kylling. 

Ingredienser (til 4 personer)

  • 1 pakke (200 g.) vegansk kylling eller østershatte
  • 2 løg i strimler
  • 2 dåser kokosmælk
  • 1 dåse babymajs 
  • 2 spsk rød karrypasta
  • 2 spsk karry
  • 1 bouillonterning
  • 1 spsk citronsaft
  • 35 g. majsstivelse + 3 spsk vand
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk salt 
  • Evt. chili 

Fremgangsmåde

  1. Rist de strimlede løg af i lidt olie.
  2. Tilsæt rød karrypasta og alm karry.
  3. Kom derefter din plantebaseret kylling i gryden samt babymajs.
  4. Tilsæt kokosmælk og de øvrige krydderier. 
  5. Lad retten småkoge et par minutter og tilsæt derefter en jævning af majsstivelse og vand. 

Servér straks med fuldkornsris og en god salat til. 

Vegansk kylling i karry