Månebarnet

Veganske opskrifter, farverig madglæde & bæredygtig livsstil


2 kommentarer

SkinkeFRIsalat


Jeg har allerede et stort og spændende udvalg af opskrifter på veganske pålægssalater, og I skal glæde jer til at prøve denne nye opskrift jeg har udviklet. Skinkesalat er total retro-mad, og det er én af mine egne favoritter blandt pålægssalater. Det stammer oprindeligt fra USA, hvor det siden ca. 1920 har været populært at blande revet eller hakket skinke med mayonnaise og f.eks. agurk, grøn peberfrugt og selleri, og komme i sandwichs både derhjemme og til sammenkomster.

Denne veganske version rammer virkelig plet smagsmæssigt ift. den traditionelle danske variant, som blot indeholder lidt rødløg og purløg. Den er derudover meget nem at lave, og kræver ikke mange ingredienser. Jeg har lavet den et utal af gange henover julen, og den er 100 % godkendt af alle der har prøvesmagt den.

Ingredienser (til 4-5 personer)

  • 180 g. revet røget tofu
  • 1 spsk rødbedesaft
  • 150 g. vegansk mayonnaise
  • 100 g. neutral sojayoghurt
  • 1 tsk. dijonsennep1/2 finthakket rødløg (30 g.)
  • 1 lille bundt fintklippet purløg (12 g.)
  • Smag til med salt og peber

Fremgangsmåde

  1. Riv den røgede tofu groft på et rivejern. (Jeg bruger den røgede tofu fra Lidl.)
  2. Kom den i en skål og tilsæt rødbedesaft. (Kan juices af rå rødbede, eller købes på flaske i COOP butikker.) Rør det let sammen til tofuen er ensfarvet lyserød.
  3. I en seperat skål røres mayonnaise (jeg bruger den veganske fra Hellmann’s) sammen med neutral og sukkerfri sojayoghurt, samt de øvrige ingredienser.
  4. Tilsæt den lyserøde revede tofu, og smag til med salt og peber.

Pålægssalaten opbevares på køl i en lufttæt beholder, og spises på f.eks. rugbrød som højtbelagt smørrebrød eller i en klassisk sandwich med salatblade.


Skriv en kommentar

TunFRIsalat


TunFRIsalat

I dag er det 15 år siden jeg blev vegetar. 3 år senere tog jeg også skridtet og blev veganer, men fisk var det sidste dyr jeg spiste, og jeg har derfor været i køkkenet for at kreere en velkendt klassiker, tunsalaten, men gjort den fiskeFRI. Jeg har leget med en kombination af tofu og artiskok, hvilket fungerer fremragende til at give tunFRIsalaten en kødfuld, trevlet og autentisk konsistens.  Derudover har jeg tilsat finthakket rødløg, fed mayo, masser af dild, samt tørret tang for that seafood flavor. 

Nej, det smager ikke 100 % som tunsalat, men det nærmer sig SAFTsuseme, og jeg synes faktisk at TunFRIsalat smager bedre. Se også mine andre opskrifter på fiskeFRIT pålæg.

Ingredienser (4-5 personer)

  • 200 g. røget tofu
  • 150 g. artiskokhjerter
  • 100 g. vegansk mayonnaise 
  • 50 g. neutral sojayoghurt 
  • 1/2 finthakket rødløg
  • 2 tsk tørret dild
  • 1 tsk. nori tang (drys)
  • Smag til med salt og peber

Fremgangsmåde 

  1. Blend tofu fint i en foodprocessor. Tilsæt artiskokker, og blend dem så de stadig har lidt trevlet struktur. Tilsæt evt. også lidt af olien fra artiskokkerne.
  2. Kom de blendede ingredienser i en skål og tilsæt derefter vegansk mayonnaise (jeg har brugt Hellmann’s vegan mayo), neutral sojayoghurt, finthakket rødløg samt krydderier. 
  3. Smag tunFRIsalaten til med salt og peber, og opbevar den på køl i en lufttæt beholder i 5-6 dage. 

Pålægssalaten er ideel til både påske- eller julefrokosten, picnics, til højtbelagt smørebrød,
eller til børnenes madpakke.

TunFRIsalat


Skriv en kommentar

Tofu-frikadeller med rosenkål & lilla spidskål


Tofu-frikadeller med rosenkål & lilla spidskål

Dette er min kærestes absolut yndlingsfrikadeller, og alle der har smagt dem har spurgt efter en opskrift. Den kommer selvfølgelig her. Glæd jer! Disse veganske frikadeller er nemme at stege, mættende, glutenfrie, umami-rige, og bare helt perfekte til både højtider og hverdage. (Find i øvrigt mange flere opskrifter på veganske frikadeller her.)

Ingredienser (til 12 stk)

  • 100 g. rosenkål
  • 100 g. broccoli
  • 50 g. lilla snittet spidskål
  • 200 g. røget tofu
  • 2 spsk sojasauce
  • 1 dl kikærtemel
  • 1 1/2 dl koldt vand
  • 3 tsk loppefrøskaller
  • 1 spsk ribsgelé
  • 1/4 tsk cayennepeber
  • 1/2 tsk røget paprika
  • 2 tsk salt

Fremgangsmåde

  1. Halver rosenkål og hæld kogende vand over dem. Lad dem stå tildækket i 15-20 minutter.

  2. Steg derefter rosenkål, snittet lilla spidskål og broccoli i buketter på en god varm pande i lidt olie. Sørg for grøntsagerne får en god karamellisering (den såkaldte maillard-reaktion), og tilsæt først sojasaucen til sidst. Lad grøntsagerne køle af, og hak dem derefter fint.

  3. Rør loppefrøskaller i 1 ½ dl koldt vand og sæt blandingen til side.

  4. Smuldr tofuen i en skål, og tilsæt kikærtemel, ribsgelé, krydderier og de stegte og hakkede grøntsager. Tilsæt også blandingen med loppefrøskaller, og rør det hele godt sammen.

  5. Form 12 runde frikadeller og læg dem på et skærebræt. For at farsen ikke klistrer for meget til hænderne kan det hjælpe at dyppe dem i vand mellem hver frikadelle.

  6. Steg frikadellerne på en god varm pande til de er faste og mørkebrune.

Kan serveres straks, men de er også super gode kolde som pålæg.


Søger du mere inspiration til veganske opskrifter?

Jeg er aktiv på Instagram, hvor jeg også deler masser af idéer og opskrifter
på velsmagende klimamad og farverig madglæde.


Skriv en kommentar

Autentisk arabisk hummus


Den bedste autentiske arabiske hummus

Jeg er vokset op i 80’erne, hvor det blev populært at spise vegetarisk. Det havde en stor indvirkning på manges madvaner, og derfor har linseretter, fuldkornsris, bulgur, bønnepostej og sojapølser på dåse været en del af min kost som barn. Jeg har (selvfølgelig) også spist rigtig meget hummus. Men det var en grov og grynet hummus som blev lavet på faste kikærter, masser af olivenolie, en mørk, tyk (og ofte en ret bitter) uafskallet tahin fra helsekosten, gurkemeje, karry, japansk tamari eller kinesisk sojasauce, til tider en stor dusk kruspersille, et rundhåndet kast spidskommen, og brændende mængder hvidløg.

Sådan har jeg lært at lave den, og jeg har derfor lavet den på dén måde i rigtig mange år. Også på flere vegetariske caféer, hvor jeg har arbejdet, og er blevet sat til at lave hummus efter en specifik opskrift. Jeg ved at mange er vilde med lige præcis dén type hummus, og jeg er tilhænger af, at madkulturer kan folde sig ud og udvikle sig gennem tiden. Jeg anerkender samtidig vigtigheden i at holde fast i og videregive madkulturer og kulinariske traditioner, og jeg synes det er spændende at undersøge og lære om mange forskellige madkulturer. I dén forbindelse har jeg erfaret, at jeg virkelig elsker en autentisk arabisk hummus, som er blød og cremet, med kun få ingredienser. Ordet hummus betyder ganske enkelt “kikærter”. Rettens fulde navn er ḥummuṣ bi ṭaḥīna (hummus med tahini), og det siger meget om vigtigheden af denne ingrediens. Jeg har efterhånden brugt lang tid på at perfektionere at lave sådan én, og det er endelig lykkes nu.

Jeg laver den flere gange om ugen efter præcis samme opskrift. Min familie er vilde med den, og vi spiser den i store mængder. Den er helt perfekt som pålæg i madpakken, i pita, fladbrød. Serveret sammen med tomatsalat, brød og ful/foul (en populær ægyptisk ret bestående af favabønner/hestebønner, spidskommen og olivenolie), er den helt uundværlig. Jeg har glædet mig til at dele både opskriften med jer, samt de forskellige tips og tricks der sikrer en perfekt, cremet og autentisk arabisk hummus, som rammer plet hver gang!

Den bedste hummus – tips & tricks

Kikærter
Du kan godt bruge kikærter på dåse, men det bedste resultat får du ved at anvende tørrede kikærter, der har ligget i blød i mindst 12 timer, og kogt helt bløde. Ligesom med kartofler til kartoffelmos koges kikærterne uden salt, da salt er med til at binde stivelsen, og derved gør kikærterne fastere. Det er godt når de skal bruges i gryderetter, men til en rigtig cremet hummus skal kikærterne være meget bløde, på grænsen til udkogte. Jeg koger kikærter til hummus i større mængder i 45-50 minutter. Derefter vejer jeg dem og kommer de fleste af dem i fryseren i portioner af 300 g. Opskriften længere nede som angiver 600 g. kikærter giver derfor en stor portion, som hos de fleste vil kunne holde en uges tid, men hjemme hos os bliver den spist på blot 3-4 dage.

Natron
Hvis du tilsætter 1 tsk. natron til kogevandet er du sikker på at have nogle helt perfekte og bløde kikærter når du vil lave en cremet, arabisk hummus, da natron gør kikærterne blødere under kogning. Derudover får den skallerne til at løsne sig, så du nemt kan fjerne en del af dem efter kogning. Dette trin er valgfrit og kan sagtens springes over, men giver en endnu mere glat hummus.

Tahini
Hvis du gerne vil lave en autentisk arabisk hummus, er det vigtigt du bruger en helt lys og flydende tahini, i rigelige mængder. Den er lys og lækker fordi sesamfrøene er afskallede. Du kan godt finde økologisk lys tahini på nettet og i helsekostbutikker, men de er ikke nær så lækre og flydende, og de bedste fås efter min mening ikke-økologisk hos grønthandlere. Når du anvender rigeligt tahini er det unødvendigt at komme olie i, da tahini er meget fed. En oliefri hummus betyder derfor bestemt ikke en kedelig og fedtfri hummus. Tværtimod bliver den helt perfekt cremet, fed og lækker.

Hvidløg
Brug altid frisk hvidløg af god kvalitet, og anvend ikke for meget. En autentisk arabisk hummus anvendes som en let forret, eller som tilbehør sammen med andre smagfulde retter. De forskellige milde smagsnuancer skal kunne træde i karakter, og det kan de ikke, hvis de domineres af den stærke hvidløg.

Citronsaft
Når du gerne vil lave særligt velsmagende mad er det vigtigt at skabe balance mellem de 5 grundsmage, som retten indeholder. (Jeg er i gang med at skrive en større guide omhandlende dette emne.) I dette tilfælde tilsætter vi salt, kikærterne bidrager med en god mængde umami, og tahini tilføjer både salt, en let bitterhed, rig umami og en mild sødme. Den sure grundsmag får vi i form af citronsaften, og den skal ikke overdøve, men spille sammen med de øvrige smage.

Garniture
Arabisk hummus serveres nylavet og ved stuetemperatur. Hvis du har hummus på køl tages den ud så den kan nå stuetemperatur inden den serveres, gerne med en god, økologisk jomfru-olivenolie hældt ud over. Jeg synes det er særligt lækkert at varme olien forinden, og lynriste hvidløg i skriver samt strimler af citronskal i den. Prøv det! Jeg synes det smager helt vidunderligt. Denne måde at servere den på er dog så vidt jeg ved snarere persisk og ikke arabisk, som ofte serveres med olivenolie, et par hele kogte kikærter og et drys paprika.

Den bedste autentiske arabiske hummus

Den perfekte hummus – opskriften

Ingredienser

  • 600 g. kogte kikærter
  • 300 g. lys tahini
  • 90 g. citronsaft
  • 80 g. vand (+ evt. 40 gram)
  • 1 ½ tsk. salt
  • 1 fed hvidløg
  • 1/4 tsk. spidskommen

Fremgangsmåde

  1. Kom kikærter, citronsaft, hvidløg, salt, spidskommen og vand i en foodprocessor. Du kan godt bruge kogevandet fra kikærterne, som også indeholder en god mængde umami. Vær blot opmærksom på, at hummussen derved bliver mere fluffy/luftig. Blend i mindst 5 minutter, og skrab siderne med en dejskraber undervej.
  2. Tilsæt derefter tahini, og blend hummussen i yderligere 5-10 minutter. Den mængde tid du blender hummussen har stor betydning for konsistensen, så hop endelig ikke over dette trin. Det larmer og tager tid, men tro mig. Det er dét værd!
  3. Skrab endnu engang siderne med en dejskraber undervejs, og tilsæt også mere væske om nødvendigt. Ca. 40 g. (Gerne i form af isterninger, som gør hummussen endnu mere cremet) Det afhænger af, hvor udkogte dine kikærter er. Jo mere hummussen blendes, des tykkere bliver den, og derudover skal du være opmærksom på, at den også tykner på køl. Er konsistensen som en tyk yoghurt, har du ramt helt rigtigt.

Velbekomme!

Hummussen spises med det samme,
eller opbevares på køl i en lufttæt beholder i op til en uge.

Den bedste autentiske arabiske hummus


Skriv en kommentar

Feta-dip


Vegansk feta-dip

Dette er en opskrift på en helt simpelt vegansk feta-dip, som vi er vilde med at bruge som pålæg på brød herhjemme. Dippen er også virkelig lækker at bruge serveret til tortillachips, rugbrødschips, kiks, fladbrød eller grøntsager. Du kan også bage dippen i 20-25 minutter, og servere den dryppet med lidt god olivenolie samt finthakkede krydderurter.

Prøv også at tilføje forskellige ingredienser som f.eks:

Frisk koriander, purløg, rødløg, kapers, dild, timian, persille, basilikum, ramsløg, granatæblekerner, tørstegt spinat, tomat, agurk, artiskokker, grofthakkede oliven, fintsnittet radise, chili, røget paprika, citronskal, syltede agurker, bagt aubergine, finthakket broccoli, soltørret tomat, knust hvidløg, bagte cherrytomater eller grillet rød peberfrugt.

Ingredienser

  • 1 pakke (150 g.) *feta
  • 1 dl neutral sojayoghurt
  • 1 knivspids salt

*jeg har brugt den veganske greek style feta fra Vemondo.

Fremgangsmåde

  1. Findel fetaen i mindre stykker og kom den i en foodprocessor eller minihakker.
  2. Tilsæt neutral sojayoghurt og blend til det er helt blød og cremet.
  3. Kom feta-dippen i et lille fad og bag den, spis den som den er, eller tilsæt dine yndlingsingredienser.


Søger du mere inspiration til veganske opskrifter?

Jeg er aktiv på Instagram, hvor jeg også deler masser af idéer og opskrifter
på velsmagende klimamad og farverig madglæde.


Skriv en kommentar

Frikadeller med løg & selleri


Frikadeller med løg & selleri
Frikadeller med løg & selleri
Frikadeller med løg & selleri

Dette er nogle meget simple frikadeller, som ikke kræver mange specialprodukter. Når først du har købt loppefrøskaller (som anvendes i opskriften som bindemiddel i stedet for æg) kan du bruger dem til mange andre spændende madprojekter. Jeg bruger selv loppefrøskaller flere gange ugentligt, f.eks i bagværk, frikadeller og bøffer. Som med mine tidligere opskrifter på veganske frikadeller har jeg fokus på at både smag og konsistens er helt i top, at de er lette at stege, og at de fungerer både til det varme og det kolde bord. Hvis du ikke er så vild med smagen af knoldselleri bør du nok alligevel lige give disse frikadeller en chance. Smagen af selleri er ikke gennemtrængende, og de har en super lækker konsistens der minder lidt om fiskefrikadeller.

Ingredienser (8 stk)

  • 1 ½ dl kikærtemel (100 g.)
  • 200 g. knoldselleri
  • 1 finthakket løg
  • ½ dl kogevand
  • 2 tsk. loppefrøskaller
  • 1 tsk salt

Fremgangsmåde

  1. Skær skrællen af knoldsellerien og skær den i store tern. Kog den mør i letsaltet vand. 
  2. Hæld derefter vandet fra sellerien, men gem ½ dl til frikadellerne. Mos den med en stavblender så den er helt cremet.
  3. Bland loppefrøskaller og ½ dl kogevand og sæt det til side.
  4. Kom kikærtemel, finthakket løg og salt i en skål og tilsæt sellerimosen.
  5. Tilsæt også blandingen med loppefrøskaller, og rør farsen godt sammen.
  6. Lad farsen hvile i 10-15 minutter og form den derefter til frikadeller der steges gyldne i lidt vegetabilsk smør eller olie.

Frikadellerne kan som sagt både nydes varme og kolde, og de er genialt gode på rugbrød med remoulade og masser af farver, knas og sprødhed. 


Søger du mere inspiration til veganske opskrifter?

Jeg er aktiv på Instagram, hvor jeg også deler masser af idéer og opskrifter
på velsmagende klimamad og farverig madglæde.




Skriv en kommentar

TorskerognFRIsalat


Rating: 1 out of 5.
Vegansk torskerognsalat

Jeg har med denne torskerognFRIsalat genskabt en dansk klassiker, som er én af mine favoritter blandt pålægssalater. Inden jeg begyndte at leve plantebaseret var torskerognssalat bare nemt at lave, lækkert og luksus-agtigt, det var billigt (yay) at lave en stor portion, og så mættede det godt. Alt det opfylder denne torskerognFRIsalat også, og jeg har forfinet en opskrift til jer, så I også kan få glæde af den. Jeg har i øvrigt mange flere veganske pålægssalater, såsom æggeFRIsalat, makrelFRIsalat og en super lækker quinoasalat i sennep/dilddressing, som er helt perfekte både til hverdag og højtider.

Ingredienser

  • 200 g. røget tofu
  • 1 lille finthakket rødløg
  • 3 små syltede agurker
  • 1 spsk grofthakkede kapers
  • 50 g. vegan mayo
  • 50 g. plantefløde
  • 1 tsk citronsaft
  • 1/2 tsk paprika
  • 1 knivspids røget paprika
  • 1 knivspids karry
  • 1/2 tsk salt
  • (Evt. noritang for havsmag)

Fremgangsmåde

  1. Findel tofuen med fingrene og kom den i en minihakker eller foodprocessor sammen med halvdelen af de finthakkede rødløg. Tilsæt mayonnaise og plantefløde (du kan også anvende planteyoghurt) og blend torskerognFRIsalaten til den har fået en blød konsistens.
  2. Kom torskerognFRIsalaten i en skål og tilsæt resten af de finthakkede rødløg, finthakkede syltede agurker, grofthakkede kapers, samt krydderierne.

Server den klassiske pålægssalat på ristet rugbrød og pynt med grønt og sprødt. Jeg er vild med at tilføje et lille kick fra en frisk chili, samt noget køligt i form af hjemmedyrkede lucernespirer og agurk.

Søger du mere inspiration til veganske opskrifter?

Jeg er aktiv på Instagram, hvor jeg også deler masser af idéer og opskrifter
på velsmagende klimamad og farverig madglæde.