Månebarnet

Veganske opskrifter, farverig madglæde & bæredygtig livsstil


Skriv en kommentar

Autentisk arabisk hummus


Den bedste autentiske arabiske hummus

Jeg er vokset op i 80’erne, hvor det blev populært at spise vegetarisk. Det havde en stor indvirkning på manges madvaner, og derfor har linseretter, fuldkornsris, bulgur, bønnepostej og sojapølser på dåse været en del af min kost som barn. Jeg har (selvfølgelig) også spist rigtig meget hummus. Men det var en grov og grynet hummus som blev lavet på faste kikærter, masser af olivenolie, en mørk, tyk (og ofte en ret bitter) uafskallet tahin fra helsekosten, gurkemeje, karry, japansk tamari eller kinesisk sojasauce, til tider en stor dusk kruspersille, et rundhåndet kast spidskommen, og brændende mængder hvidløg.

Sådan har jeg lært at lave den, og jeg har derfor lavet den på dén måde i rigtig mange år. Også på flere vegetariske caféer, hvor jeg har arbejdet, og er blevet sat til at lave hummus efter en specifik opskrift. Jeg ved at mange er vilde med lige præcis dén type hummus, og jeg er tilhænger af, at madkulturer kan folde sig ud og udvikle sig gennem tiden. Jeg anerkender samtidig vigtigheden i at holde fast i og videregive madkulturer og kulinariske traditioner, og jeg synes det er spændende at undersøge og lære om mange forskellige madkulturer. I dén forbindelse har jeg erfaret, at jeg virkelig elsker en autentisk arabisk hummus, som er blød og cremet, med kun få ingredienser. Ordet hummus betyder ganske enkelt “kikærter”. Rettens fulde navn er ḥummuṣ bi ṭaḥīna (hummus med tahini), og det siger meget om vigtigheden af denne ingrediens. Jeg har efterhånden brugt lang tid på at perfektionere at lave sådan én, og det er endelig lykkes nu.

Jeg laver den flere gange om ugen efter præcis samme opskrift. Min familie er vilde med den, og vi spiser den i store mængder. Den er helt perfekt som pålæg i madpakken, i pita, fladbrød. Serveret sammen med tomatsalat, brød og ful/foul (en populær ægyptisk ret bestående af favabønner/hestebønner, spidskommen og olivenolie), er den helt uundværlig. Jeg har glædet mig til at dele både opskriften med jer, samt de forskellige tips og tricks der sikrer en perfekt, cremet og autentisk arabisk hummus, som rammer plet hver gang!

Den bedste hummus – tips & tricks

Kikærter
Du kan godt bruge kikærter på dåse, men det bedste resultat får du ved at anvende tørrede kikærter, der har ligget i blød i mindst 12 timer, og kogt helt bløde. Ligesom med kartofler til kartoffelmos koges kikærterne uden salt, da salt er med til at binde stivelsen, og derved gør kikærterne fastere. Det er godt når de skal bruges i gryderetter, men til en rigtig cremet hummus skal kikærterne være meget bløde, på grænsen til udkogte. Jeg koger kikærter til hummus i større mængder i 45-50 minutter. Derefter vejer jeg dem og kommer de fleste af dem i fryseren i portioner af 300 g. Opskriften længere nede som angiver 600 g. kikærter giver derfor en stor portion, som hos de fleste vil kunne holde en uges tid, men hjemme hos os bliver den spist på blot 3-4 dage.

Natron
Hvis du tilsætter 1 tsk. natron til kogevandet er du sikker på at have nogle helt perfekte og bløde kikærter når du vil lave en cremet, arabisk hummus, da natron gør kikærterne blødere under kogning. Derudover får den skallerne til at løsne sig, så du nemt kan fjerne en del af dem efter kogning. Dette trin er valgfrit og kan sagtens springes over, men giver en endnu mere glat hummus.

Tahini
Hvis du gerne vil lave en autentisk arabisk hummus, er det vigtigt du bruger en helt lys og flydende tahini, i rigelige mængder. Den er lys og lækker fordi sesamfrøene er afskallede. Du kan godt finde økologisk lys tahini på nettet og i helsekostbutikker, men de er ikke nær så lækre og flydende, og de bedste fås efter min mening ikke-økologisk hos grønthandlere. Når du anvender rigeligt tahini er det unødvendigt at komme olie i, da tahini er meget fed. En oliefri hummus betyder derfor bestemt ikke en kedelig og fedtfri hummus. Tværtimod bliver den helt perfekt cremet, fed og lækker.

Hvidløg
Brug altid frisk hvidløg af god kvalitet, og anvend ikke for meget. En autentisk arabisk hummus anvendes som en let forret, eller som tilbehør sammen med andre smagfulde retter. De forskellige milde smagsnuancer skal kunne træde i karakter, og det kan de ikke, hvis de domineres af den stærke hvidløg.

Citronsaft
Når du gerne vil lave særligt velsmagende mad er det vigtigt at skabe balance mellem de 5 grundsmage, som retten indeholder. (Jeg er i gang med at skrive en større guide omhandlende dette emne.) I dette tilfælde tilsætter vi salt, kikærterne bidrager med en god mængde umami, og tahini tilføjer både salt, en let bitterhed, rig umami og en mild sødme. Den sure grundsmag får vi i form af citronsaften, og den skal ikke overdøve, men spille sammen med de øvrige smage.

Garniture
Arabisk hummus serveres nylavet og ved stuetemperatur. Hvis du har hummus på køl tages den ud så den kan nå stuetemperatur inden den serveres, gerne med en god, økologisk jomfru-olivenolie hældt ud over. Jeg synes det er særligt lækkert at varme olien forinden, og lynriste hvidløg i skriver samt strimler af citronskal i den. Prøv det! Jeg synes det smager helt vidunderligt. Denne måde at servere den på er dog så vidt jeg ved snarere persisk og ikke arabisk, som ofte serveres med olivenolie, et par hele kogte kikærter og et drys paprika.

Den bedste autentiske arabiske hummus

Den perfekte hummus – opskriften

Ingredienser

  • 600 g. kogte kikærter
  • 300 g. lys tahini
  • 90 g. citronsaft
  • 80 g. vand (+ evt. 40 gram)
  • 1 ½ tsk. salt
  • 1 fed hvidløg
  • 1/4 tsk. spidskommen

Fremgangsmåde

  1. Kom kikærter, citronsaft, hvidløg, salt, spidskommen og vand i en foodprocessor. Du kan godt bruge kogevandet fra kikærterne, som også indeholder en god mængde umami. Vær blot opmærksom på, at hummussen derved bliver mere fluffy/luftig. Blend i mindst 5 minutter, og skrab siderne med en dejskraber undervej.
  2. Tilsæt derefter tahini, og blend hummussen i yderligere 5-10 minutter. Den mængde tid du blender hummussen har stor betydning for konsistensen, så hop endelig ikke over dette trin. Det larmer og tager tid, men tro mig. Det er dét værd!
  3. Skrab endnu engang siderne med en dejskraber undervejs, og tilsæt også mere væske om nødvendigt. Ca. 40 g. (Gerne i form af isterninger, som gør hummussen endnu mere cremet) Det afhænger af, hvor udkogte dine kikærter er. Jo mere hummussen blendes, des tykkere bliver den, og derudover skal du være opmærksom på, at den også tykner på køl. Er konsistensen som en tyk yoghurt, har du ramt helt rigtigt.

Velbekomme!

Hummussen spises med det samme,
eller opbevares på køl i en lufttæt beholder i op til en uge.

Den bedste autentiske arabiske hummus


Skriv en kommentar

Feta-dip


Vegansk feta-dip

Dette er en opskrift på en helt simpelt vegansk feta-dip, som vi er vilde med at bruge som pålæg på brød herhjemme. Dippen er også virkelig lækker at bruge serveret til tortillachips, rugbrødschips, kiks, fladbrød eller grøntsager. Du kan også bage dippen i 20-25 minutter, og servere den dryppet med lidt god olivenolie samt finthakkede krydderurter.

Prøv også at tilføje forskellige ingredienser som f.eks:

Frisk koriander, purløg, rødløg, kapers, dild, timian, persille, basilikum, ramsløg, granatæblekerner, tørstegt spinat, tomat, agurk, artiskokker, grofthakkede oliven, fintsnittet radise, chili, røget paprika, citronskal, syltede agurker, bagt aubergine, finthakket broccoli, soltørret tomat, knust hvidløg, bagte cherrytomater eller grillet rød peberfrugt.

Ingredienser

  • 1 pakke (150 g.) *feta
  • 1 dl neutral sojayoghurt
  • 1 knivspids salt

*jeg har brugt den veganske greek style feta fra Vemondo.

Fremgangsmåde

  1. Findel fetaen i mindre stykker og kom den i en foodprocessor eller minihakker.
  2. Tilsæt neutral sojayoghurt og blend til det er helt blød og cremet.
  3. Kom feta-dippen i et lille fad og bag den, spis den som den er, eller tilsæt dine yndlingsingredienser.


Søger du mere inspiration til veganske opskrifter?

Jeg er aktiv på Instagram, hvor jeg også deler masser af idéer og opskrifter
på velsmagende klimamad og farverig madglæde.


Skriv en kommentar

Baba Ganoush


Baba Ganoush

Baba Ghanoush er en arabisk ret der traditionelt spises med brød (f.eks pitabrød eller arabisk fladbrød) som en appetitvækker, men den smager også skønt som tilbehør til ris- eller bulgurretter, til tapas, som dip til grøntsagsstave, eller som pålæg (se min guide til vegansk pålæg) på brød. Den er virkelig nem at lave, og i denne opskrift er der smæk på smagen, som jeg  personligt foretrækker det. Den lyse tahin kan købes hos arabiske grønthandlere, men jeg har også haft held med at finde lys tahin i øko-kvalitet i helsekostbutikker.

Ingredienser (til ca. 4 personer)

  • 3 auberginer
  • Saften fra 1 hel citron
  • 1 dl lys tahin
  • 2 fed revet hvidløg
  • ½ finthakket rødløg
  • 1 ½ tsk. havsalt
  • Friskkværnet peber
  • Evt. hakket persille eller frisk koriander

Fremgangsmåde

  1. Skær auberginerne i kvarte og placer dem på en bagplade med bagepapir med snitfladerne vendt op.
  2. Pensel dem med olivenolie, og bag dem ved 200 grader varmluft i ca. 15-20 minutter. Stik i dem med en gaffel. De skal være bløde og saftige.
  3. Lad auberginerne køle af, og skrab kødet ud med en ske. Kom det i en foodprocessor og kør den i ganske få sekunder, hvis du ligesom jeg foretrækker en lidt grov version.
  4. Kom auberginen i en skål og tilsæt de øvrige ingredienser.

Baba Ganoush

(Tomaterne på billedet er langtidsbagte tomater med vanilje)


Skriv en kommentar

Kidneybønnedip


kidneybonnedip-1

Denne kidneybønnedip har været én af mine faste go-to retter i en del år efterhånden. Den er nem og billig at lave, er hammer sund, og så smager den fantastisk. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har kastet den sammen på dage, hvor det kulinariske eventyr til min søn og jeg derudover har bestået af ovnkartofler, dampet broccoli, agurk- og gulerodsstave. Der har kidneybønnedippen, sammen med denne ærtespread, været en livredder, og trods minimal indsats forvandlet middagen til et mindre festmåltid. Jeg lavede den også dengang mødregruppen kom forbi, jeg har haft den med til små og store komsammener, og så har jeg brugt den meget som helt almindeligt hverdagspålæg.

Ingredienser

*240 g. kogte kidneybønner
½ dl. flået tomat
1 spsk. tomatpure
1 tsk. havsalt
2 spsk. citronsaft
1 lille fed hvidløg
1 knivspids røget paprika

*svarer til 1 dåse, men giv dig selv den fornøjelse at koge bønnerne selv. De smager meget bedre og du skåner miljøet for metal der skal bortskaffes efterfølgende.

Fremgangsmåde

Blend alle ingredienser til en fin eller grov (som på billederne her) men cremet bønnedip. Smag evt. til med mere salt eller citronsaft, hvis du foretrækker det.
Kidneybønnedip er også lækker i lune pitabrød eller wraps, eller mellem to tortillas i en sprød quesadilla med revet vegansk ost, tomatskiver og frisk spinat.
kidneybonne-2


4 kommentarer

Grønkålspesto


Grønkålspesto

Grønkål er fantastisk i suppe. Jeg laver nok til flere dage eller til fryseren, og suppen bliver kun bedre af det. Jeg bruger også grønkål i smoothies sammen med banan, en sjat plantemælk og frosne bær, eller jeg laver grøntkålschips af den. Når man først får smag for grønkål, og får øjnene op for dens mange anvendelsesmuligheder, er der ingen vej tilbage. Her får du en opskrift på en grøn pesto du nok hurtigt skal få gjort kål på. Den er svimlende lækker og let at lave!

Ingredienser

  • 50 g. grønkål
  • 50 g. mandler
  • 1 dl koldt vand
  • 3 spsk olie eller ½ avokado
  • 4 spsk. citronsaft
  • 3 spsk. gærflager
  • 3 fed hvidløg
  • 1 knivspids karry
  • 1 ½ tsk. havsalt

Fremgangsmåde

  1. Blend alle ingredienserne til en smuk grøn pesto!
  2. Grønkålen giver en lidt grovere konsistens end hvis du bruger f.eks basilikum, rucola eller spinat.
  3. Hold evt. lidt igen med salt og citron, og smag til efter du har blendet pestoen. Jeg foretrækker den meget smagfuld! Gærflagerne kan undlades, men giver en “ostet” smag.

Spis den på brød, f.eks med avokado som herunder, brug den som dip til gnavegrønt, som dressing  i pitabrød, i en pastasalat eller som tilbehør til risretter.


69 kommentarer

Mirakelmayo


Mayonnaise på vegansk? Ja da! Det er faktisk slet ægge så svært, når du først får det lært. Følg mine anvisninger nøje. Ligesom med ikke-vegansk mayonnaise er fremgangsmåden vigtig. Nogle oplever nemlig lidt begyndervanskeligheder, men hold dig ikke tilbage. For når du første gang laver (og smager!) denne veganske mayo, er det et lille mirakel. Dette er mayonnaise med medfølelse. Glæd dig!

Ingredienser 

  • 1 dl. neutral sojamælk
  • 1½ dl neutral rapsolie
  • 2 tsk. citronsaft
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 1 tsk. havsalt
  • 1 fed hvidløg
  • 1/4 tsk. karry
  • Evt. en knivspids sort salt

Fremgangsmåde – sådan lykkes din mirakelmayo

Du skal bruge en stavblender, og komme sojamælk samt alle ingredienser undtaget olien i et blenderglas eller andet høj beholder. Blend et par sekunder så sojamælken opvarmes, og tilsæt derefter olien.

Du kan vælge at lade olien flyde ovenpå, og ganske langsomt løfte stavblenderen i den ene side når du blender, mens den anden side stadig rører bunden. Olien skal forsvinde langsomt i en lille hvirvelstrøm, og når du fornemmer at mayonnaisen begynder at tykne, kan du blende den igennem og evt. smage den til med mere salt, sennep, karry eller andre spændende krydderier.

Hjælp – min mayo tykner ikke!

Hvis du oplever den førnævnte metode ikke fungerer for dig, skal du i stedet vælge den skudsikre metode. Det er også denne metode du skal bruge, hvis du laver mayonnaisen i en foodprocessor. Tilsæt olien i en meget tynd stråle mens du blender/kører maskinen. Det kan tage adskillige minutter, men det er dét værd, hvis du vil have en mayo der er TYK og lækker, og du kan sagtens lave den tykkere (tilføj da blot mere olie) end du kan se på billederne herunder, hvis du ønsker det. F.eks hvis du skal spise det lille (store) mirakel under eller ovenpå brød, eller komme den i min hønseFRIsalat. En tyndere mayonnaise, som vist herunder, egner sig godt til ovnbagte fedtfri pomfritter eller i varme, sprøde, bagte kartofler. Til dette formål kan en bearnaise mayonnaise med tørret estragon og knald på citronsaften, i særdeleshed anbefales!


8 kommentarer

To slags mexicansk inspireret smørepålæg


To slags mexicansk inspireret smørepålæg

.

Ingredienser (Spicy bønnespread)

  • 300 g. røde kidneybønner
  • 2 cm frisk chili
  • 2 fed hvidløg
  • 50 g. grillet rød peberfrugt
  • 1 tsk. salt
  • 2 soltørrede tomater

.

Fremgangsmåde

  1. Blend alle ingredienser til en cremet spread. Smag den evt. til med mere chili eller hvidløg for en stærkere version, og tilsæt lidt koldt vand hvis du finder den for fast.

.

Spis den som pålæg ovenpå rugbrød med agurkeskiver eller brug den som smørelse i tortillas.

.

.

Ingredienser (rød hummus)

  • 150 g. kogte kikærter
  • 100 g. grillet rød peber
  • 2 fed presset hvidløg
  • 2 spsk. tahin
  • 2 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. havsalt
  • ½ dl. koldt vand
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 cm frisk chili
  • 1 spsk. citronsaft
  • 2 soltørrede tomater

.

Fremgangsmåde

  1. Blend alle ingredienser. Smag evt. den røde hummus til med mere chili eller hvidløg for en stærkere version.

.

Spis den som pålæg ovenpå rugbrød eller brug den som dip til f.eks agurke eller gulerodsstave.

 

.