Månebarnet

Veganske opskrifter, farverig madglæde & bæredygtig livsstil


3 kommentarer

Syrlig rødkålssalat med blåbær & hindbær


Syrlig rødkålssalat med blåbær & hindbær

Rødkål er sundt og mættende, men hvordan bruger man den, så den også smager spændende i rå form? Her er ét bud. Opskriften giver dig en ret stor portion, som kan opbevares på køl i lufttæt beholder, så du har en lækker, sund salat klar i køleskabet når som helst sulten melder sig. De bær jeg bruger er økologiske fra frost, og de må gerne tø lidt op forinden.

Ingredienser

  • 500 g. rødkål

Ingredienser (dressing)

  • 80 g. blåbær
  • 50 g. hindbær
  • 3 spsk. tamari eller sojasauce
  • 4 spsk. balsamico eddike

Fremgangsmåde

  1. Start med at snitte rødkålen. Brug evt. en “spiralizer”. Hvis du ikke har én, kan du bruge en god skarp kniv, og skære rødkålen i meget fine strimler.
  2. Kom alle de smukke violette strimler i en stor skål.
  3. Bland blåbær/hindbær dressingen. Du kan bruge en blender, en stavblender eller en skål og en gaffel.
  4. Hæld dressingen over rødkålen, og begynd at massere den godt. Kålen bevarer sin sprødhed men bliver blødere i strukturen og mængden forekommer mindre end da du først kom den snittede rødkål i skålen.

Salaten er også lækker tilsat rubinrøde granatæblekerner på toppen eller vendt med hele blåbær. Serveres salaten til en julemenu kan du tilføje appelsintern og et lille drys kanel.


4 kommentarer

Rødbedetzatziki


Dette er en ganske fantastisk variation af den kendte agurketzatziki, men med et nordisk fussions twist! Rødbederne mætter godt, de er sunde og så giver de tzatzikien den smukkeste farve!

.

Ingrediesner

  • 2 økologiske rødbeder
  • 1 økologisk æble
  • 2 spsk. sojayoghurt
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk. agavesirup
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 knivspids karry
  • 1-2 spsk. gærflager (kan udelades)
  • 1 tsk. garam masala (kan udelades men smager fantastisk i!)
  • 1 tsk. havsalt
  • Friskkværnet peber

.

Fremgangsmåde

Riv rødbederne med skræl på ned i en skål. Tilsæt sojayoghurt og smag til med krydderierne.

Lad gerne tzatzikien stå i 10-15 min inden servering. Smager skønt sammen med falafler, hummus og brød.

.

Tip: Sojayoghurten kan fint skiftes ud med lys tahin!

.

.

 .

.

.


5 kommentarer

Tomatsalat med gul kiwi og kapers


.

Ingredienser (til 2 personer)

  • 10 cherrytomater
  • 4 gule kiwier
  • 4 tsk. kapers
  • 15-20 smagfulde soltørrede oliven
  • Krydderurter – fx oregano eller timian
  • 1 tsk. koldpresset olivenolie
  • 1-2 tsk. friskpresset citron eller limesaft
  • Flagesalt og friskkværnet peber

.

Fremgangsmåde

Skær tomaterne i både og kom dem i en skål. De gule kiwier skæres fri for skræl. Dette gøres nemmest ved at skære begge ender af først. Disse skæres ligeledes i både, men dele derudover også på midten. Tilsæt hakket oliven samt kapers og vend salaten med olie og citron/lime. Anret derefter salaten på et fad eller i skåle og krydder med salt og peber.

Denne salat kan med fordel tilsættes tørristede og hakkede nødder eller kerner som fx hasselnød eller græskarkerner.

.

.

.

.

.

.

.


2 kommentarer

Lun forårssalat med grønne linser og spidskål


Ingredienser (til 2 personer)

  • 100 g. grønne linser
  • 1 stor tomat i tern
  • To blade spidskål i tynde strimler
  • 1- 1½ spsk. friskpresset citronsaft
  • 1 tsk. sojasauce
  • ½ fed presset hvidløg
  • 1 tsk. gul currypaste
  • 2 knivspids urte eller havsalt

.

Fremgangsmåde

Kog linserne i rigeligt vand tilsat 1 tsk. salt i 15-20 min. Til salater bruger jeg gerne små Le Puy linser som er mindre end almindelige linser. De skal ikke koge så længe og holder bedre deres form. Bruger du i stedet almindelige, lidt større grønne linser, skal du beregne lidt længere kogetid. Når linserne er kogt, hældes vandet fra dem, og de stilles til side uden låg for at afkøle. Snit spidskål fint og tilsæt dem de endnu lune linser sammen med tomat i tern. Lav en marinade af citronsaft, hvidløg, sojasauce og gul currypaste, og hæld den over salaten som har godt af at trække 5-10 min inden servering.

Gul currypaste kan købes i asiatiske butikker. Har du ikke mulighed for at handle i en sådan butik, kan du bruge nogle forskellige andre krydderier som karry, paprika, citrongræs, ingefær (evt. som pulver), lidt chili osv. Vigtigst er, at du ikke giver op mht. krydderier, men eksperimenterer og finder lige præcis dem du kan lide!

Pynt salaten med smukke hvide ramsløg blomster, som ligesom ramsløget også er spiselige og har, afhængigt af hvor sent i sæsonen de plukkes, en sødme samt en pikant smag af purløg! Blomsterne jeg har brugt til denne opskrift, lå i en kasse fra Aartiderne, men blomsterne kan endnu plukkes selv i danske skove. Er du så heldig, som jeg er, at bo i nærheden af Riis Skov i Aarhus, har du et af Danmarks største forekomster af ramsløg lige ved døren. Læs i øvrigt mere om ramsløget og hvordan du bruger det i denne artikel.

.

.

.


4 kommentarer

Simpel sojabønne salat


Ingredienser

  • 100 g. kogte sojabønner
  • 2-3 soltørrede tomater (I strimler)
  • 1 spsk. god koldpresset olivenolie
  • 1 spsk. balsamico
  • 1-2 spsk. gomasio (Sesamsalt)

.

Fremgangsmåde

Bland olie og balsamico og vend bønnerne og de soltørrede tomater i marinaden. Smag til med sesamsalt. Server til fx ris eller bulgur, med stegte grøntsager eller i grove pitabrød!

.

.

Salaten kan holde sig et par dage i køleskabet i en lufttæt beholder uden at blive kedelig.

.

.


Skriv en kommentar

Krydret gul bulgur


Først et stort hurra for min (meget snart lokale) tyrkiske frugt og grønthandel! Hvor service og kvalitet altid er i top – og hvor du garanteret kommer slæbende hjem med alt for mange (men heldigvis billige!) varer.

For omkring 100 kr. fik jeg:

  • 1 kilo store og modne stilktomater
  • 100 g. bredbladet persille
  • 2 røde peberfrugter
  • 3 blommer (Store og perfekte!)
  • 4 pærer
  • ½ kilo grønne vinduer
  • 10 kinesiske hvidløg
  • 3 agurker
  • 4 bananer (Kæmpe store)
  • 1 kilo gulerødder (Nyopgravede med stoppe)

“Klostergrønt & frugt” Klostergade 33 Århus C

Et sådant mad og farveorgie må fejres med denne simple men lækre ret:

Ingredienser (2 personer)

  • 50 g. bulgur
  • ½ rød peberfrugt
  • 2 gulerødder i tern
  • 1-2 soltørrede tomater
  • 1 hakket rødløg
  • 2-3 spsk. sojafløde
  • 1 spsk. Ajvar (Peberfrugt pure)
  • 1 spsk. Mango Chutney
  • 25-50 g. bredbladet persille
  • 1-2 fed presset hvidløg
  • 1 tsk. Marmite
  • 2-3 spsk. Nutritional Yeast
  • Peber

Fremgangsmåde

Bulguren vejes af og skylles i koldt vand. Tilsæt dobbelt så meget vand som bulgur. (Til 50 g. bulgur ca. 1 dl vand) Tilsæt salt og karry når det begynder at koge. ( Koges 10-12 min.)

Steg først gulerødderne da de skal have længst tid. Tilsæt løg, peberfrugt og soltørret tomat. Når grøntsagerne er færdigstegte tilsættes sojafløde, Ajvar, mango chutney og persille. Til sidst smages retten til med marmite, nutritional yeast, hvidløg og peber. Server med groft brød og en stor skål salat til…

Nemt og lækkert!

NB: Hvis bulguren ikke skal bruges til en varm ret men derimod en kold bulgursalat, køles den blot af på en flad tallerken i 10-15 min. (Gerne ved et åbent vindue) Den kan selvfølgelig også spises uden at blive blandet sammen med noget – den er jo helt fantastisk smuk!


2 kommentarer

Kold grøn bønnesalat med Nuttolene


Denne salat er virkelig hurtig at smække sammen om morgenen, og rigtig lækker at have med på arbejdet eller i skolen i en beholder. Man kan tilsætte mange andre ingredienser – såsom tomat i både, kolde kartofler, agurk og rød peberfrugt i tern, spirer, oliven osv…

.

Ingredienser

  • 150-200 g. frosne grønne bønner
  • 100 g. små frosne ærter
  • 100 g. Nuttolene i tern
  • 1-2 soltørrede tomater
  • 1 fed hvidløg
  • 1 spsk. olie (Gerne koldpresset rapsolie, hørfrøolie eller “Oil Of Life”)
  • 1 spsk. Sojasauce
  • ½ tsk. Marmite
  • 1 spsk. Gomasio (Eller ristede sesamfrø)
  • Peber

.

Fremgangsmåde

Kom de frosne grønne bønner i kogende vand og tilsæt salt. Det er meget vigtigt at bønnerne bevarer deres sprødhed, så vandet skal kun lige begynde at koge igen efter at bønnerne er kommet i. Så er de færdige… Skyld dem med det samme i koldt vand og pres vandet ud af dem med hænderne og kom dem i en skål. Det gør ikke noget at de kommer til at se rynkede ud når ligger i skålen, de skal nok folde sig ud igen. Ærterne kommes i en si og skyldes med koldt vand til de er optøede. Nuttolenen skæres i tern, de soltørrede tomater i strimler. Det hele blandes med bønnerne.

Marinaden som består af sojasauce, olie, hvidløg, Marmite, peber og Gomasio/sesamfrø blandes og hældes over den kolde bønnesalat.

.

.

.

.

.