Månebarnet

…mad med medfølelse ♡


Skriv en kommentar

Nice Cream – chokolade/peanutbutter swirl


bananis-1-tekst

Når jeg fortæller min søn og jeg har spist is til morgenmad (igen igen) tænker folk enten jeg er småtosset, eller, at jeg røv forkæler mit barn. Sandheden ligger vel nok et sted dér ind imellem, og slet ikke. Nice Cream, som denne is hedder, er nemlig “bare” en smoothie i frossen og cremet form, så den kan spises med god samvittighed, også til morgenmad. Men det føles virkelig som en overdådig forkælelse. Bid for bid. At spise bananis til morgenmad har både været noget helt normalt og noget ganske særligt hjemme hos os, og jeg ved vi ikke er de eneste der har det sådan. Der findes da også et hav af opskrifter på Nice Cream, hvoraf følgende er inspireret af opskriften her fra bloggen NeoHippie. Hun anvender peanutbutter og chokolade, men jeg har valgt at erstatte chokoladen med kakaonibs (som jeg synes fungerer mindst ligeså godt) samt pakke isen ind i en SWIRL af kakaopulver. Dette er ikke kun en festlig og sjov tilføjelse, men smager samtidig fantastisk godt!

Som sagt er bananis/Nice Cream slet ikke noget nyt, og PlantePusherne skrev allerede for 2 år siden denne store guide med 20 opskrifter, hvor du kan blive gode (måske endda bedste?) venner med den. Når jeg alligevel vælger at lægge en opskrift ud her på bloggen nu, i slutningen af oktober (!) er det fordi dette er MIN absolut yndlings, fordi den sagtens kan spises hele året, og fordi jeg taler med alt for mange mennesker der ikke ved hvad bananis er, ikke helt forstår hvordan det skal gribes an, eller forestiller sig det er svært. Det er det virkelig ikke! Kom SÅ i gang.

Ingredienser (til 2 personer)

  • 4 frosne modne* bananer
  • 2 spsk. peanutbutter
  • 2-3 tsk. (Fairtrade) kakaopulver

 *jeg foretrækker at anvende bananer der kun lige er blevet modne, med få eller begyndende sukkerprikker. Det finder jeg giver isen den mest perfekte sødme og den bedste struktur.

Topping

  • Kakaonibs
  • Pinjekerner

Fremgangsmåde

Kom de frosne bananer i en foodprocessor eller en høj beholder, hvis du anvender en stavblender. (En decideret blender kan ikke anbefales.) Det kan være en god idé at lade bananerne tø en smule op (5 minutter) forinden, hvis du anvender en stavblender, da det kan være lidt hård kost for maskinen at udsætte den for stivfrosne bananer, og jeg bruger ikke plantemælk når jeg laver bananis, som ellers kan hjælpe den på vej. Min (billige) foodprocessor har imidlertid ingen problemer med at kaste sig over opgaven, så jeg tør godt give den en ryste/larmetur fra morgenstunden. (Undskyld naboer!)

Blend bananerne til en helt cremet, hvid is. Tilsæt derefter peanutbutter (eller undlad den for en mere fedtfattig udgave) og blend igen. Tag kniven op af foodprocessoren eller stavblenderen op af beholderen, og tilsæt kakaopulver. Prøv dig frem ift. til mængden (2 eller 3 tsk), men min erfaring er, at en større mængde er lækrest. Brug teskeen til forsigtig at dreje rundt i isen med kakaopulver. Den skal kun lige have en par omgange, for den vil blande sig yderligere når isen tages op og anrettes, og vi vil gerne bevare de fine lag af kakaopulver, så jo mindre du kan køre rundt i den, jo bedre.

Jeg bruger en iskugleske til at anrette isen med, og mit foretrukne topping er helt klart kakaonibs og pinjekerner – men valnødder fungerer også rigtig godt.

Blend – swirl – anret – enjoy! ♡

bananis-3

bananis-5

bananis-2

bananis-1

bananis-4

(*pssst* Hvis du kommer et drys instant kaffepulver ovenpå din chokolade/peanutbutter swirl, har du dig pludselig en tiramisu-agtig dessert, eller, en måde at springe morgenkaffen over på!)


Ovnbagte selleristave med hvidløg og persille


Så er selleri-sæsonen sat ind, og knolden kan jo bruges på rigtig mange skønne måder. Denne opskrift er inspireret af nogle selleristave som madmor lavede, da jeg arbejde i en vuggestue engang. Både børn og voksne var vilde med dem, og der var knald på! Godt med citron, persille og hvidløg, men også en masse olie. Denne version er knap så olieholdig, men kan også sagtens laves oliefri. Jeg ovnbager aldrig kartofler med olie, men de bliver brune, lækre og sprøde, hver gang. Knoldselleri opfører sig imidlertid lidt anderledes. De kan godt blive lidt tørre uden olie, og i modsætning til kartoflerne vil vi gerne have dem bløde og saftige. Du kan derfor sætte et fad med vand i bunden af ovnen, hvis du foretrækker den oliefrie version.

Ingredienser (2-4 personer)

  • 1 lille knoldselleri
  • Saften af ½ citron
  • 1 lille håndfuld finthakket persille
  • 2 fed revet eller presset hvidløg
  • 1 tsk. havsalt
  • (Evt. en spsk. olie)

Fremgangsmåde

Skær knoldsellerien i 1 cm tykke skiver. Skær derefter skrællen af med en urtekniv. Skyl skiverne, og skær dem i 1 cm tykke stave. Kom dem i en skål og rør dem med 1 spsk. olie. Læg dem på en bageplade med bagepapir, og giv dem ca. 20 minutter i ovnen ved 200 grader varmluft (med et fad med vand i bunden, hvis du laver dem oliefrie), til de begynder at få farve og er blevet bløde. Tag dem derefter ud, og lad dem køle lidt af inden du hælder marinaden over. Rør godt rundt så alle selleristavene er dækket af marinaden. Drys dem evt. med en hjemmelavet gomasio, og server dem f.eks som tilbehør til ris sammen med en god og fyldig salat af grønkål eller palmekål (som også er i sæson lige nu) med en let sennepsdressing samt avokadotern og tamari-ristede solsikkekerner.