Månebarnet – veganske opskrifter

Farverig madglæde & bæredygtig livsstil


5 kommentarer

Frikadeller (grundopskrift)


Friskefrikadeller 3Jeg har eksperimentet meget med at bruge kikærtemel som base i frikadeller de sidste par måneder, og jeg har glædet mig til at dele denne opskrift med jer!

Disse dunser er ligeså nemme at stege som mine populære labre linse-lunser, men de er hurtigere at lave, glutenfrie, og så kan de varieres i en uendelighed, alt efter, hvad man lige har i køleskabet af grøntsager. Jeg skifter meget mellem at komme enten ærter, hakket persille, spinat, grønkål, tørret tang, ramsløg, broccoli eller andre grønne sager i sammen med løg og tomat, som jeg nærmest aldrig udelader, da løg understreger den velkendte frikadelle-dunse-smag, og tomat gør dunserne perfekt saftige.

Tænk rød, gul, grøn!

Friskefrikadeller 1

Indimellem steger jeg finthakkede løg og svampe sammen, eller kommer en spsk. ribsgelé i for sødme (1 lille revet sødkartoffel kan med fordel tilsættes i stedet) samt et par spsk. gærflager i for et give dem endnu mere umami. Hvis du vælger ikke at stege svampene først er det en god idé at hakke dem fint og marinere dem inden de tilsættes farsen. Husk da blot ikke at tilsætte for mange andre våde ingredienser (såsom tomat) da svampene udgiver ret meget væske. (Ønsker du at forme farsen til bøffer kan du med fordel undlade ½ dl væske) Jeg tilsætter også jævnligt valnødder i mine kikærtedunser. De smager virkelig godt i, giver lidt crunch og så er de super sunde. Du kan også med fordel tilsætte en rest kartoffelmos, kogt ris, bulgur eller quinoa. Som sagt, dunserne kan varieres i det undelige, og kun fantasien sætter grænser!

Kikærtemelet giver dellerne en ‘ægget’ og ‘meaty’ smag, men de skal have et drys loppefrøskaller således, at konsistensen ikke bliver for kompakt og dunserne tørre. Både kikærtemel og loppefrøskaller kan købes i helt almindelige dagligvarebutikker. Har du en god blender der kan klare jobbet (jeg har selv en Vitamix) kan du endda lave dit  eget kikærtemel af tørrede kikærter. Det er super nemt og billigere end at købe det færdiglavet.

Hvis du ønsker nogle endnu mere ‘meaty’ dunser kan du tilsætte et par tsk. rasp eller hvedegluten/glutenmel til grundopskriften. Glutenmel kan købes i flere helsekoster og på nettet, men må ikke forveksles med meltyper med et højt indhold af gluten. Glutenmel er ren gluten, uden stivelse.

Ingredienser (10-12 stk.)

  • 2 dl kikærtemel
  • 2 dl koldt vand
  • 4 tsk. loppefrøskaller
  • *1 tomat i fine tern (eller andet rødt)
  • 1 finthakket løg
  • 1/4 tsk. karry
  • 1 knivspids cayennepeber
  • 1 knivspids røget paprika
  • ½ tsk. allehånde
  • 2 tsk. havsalt
  • 1 ½ dl frosne ærter (eller andet grønt)

*har du ingen tomater kan du sagtens erstatte noget (eller det hele) af vandet med hakket flået tomat.

 

Fremgangsmåde

Bland kikærtemel, krydderier, loppefrøskaller, salt og de finthakkede grøntsager i en skål. Tilsæt koldt vand og lad farsen hvile i 5 minutter. Steg derefter frikadellerne på begge sider ved middel varme. De skal kun vendes en enkelt gang, når de begynder at blive let faste, og har fået en sprød og gylden skorpe.

Friskefrikadeller 4

Server frikadellerne til f.eks en kartoffelsalat, kom dem i pitabrød, eller brug dem kolde som pålæg.


27 kommentarer

Frække dunser med grønkål!


.

Ingredienser (til ca. 12 store deller)

  • 400 g. ukogte kikærter
  • 4 spsk. sojayoghurt
  • ½ dl. koldt vand
  • ½ dl. olivenolie
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 stort finthakket løg
  • 50 g. hakket grønkål
  • 50 g. havregryn
  • 3 tsk. No Egg (kan udelades!)
  • 2 tsk. almindelige paprika
  • ½ tsk. røget paprika
  • 1 tsk. karry
  • 2 fed presset hvidløg
  • 3 tsk. havsalt
  • Evt. 2 tsk. tranebær eller anden syltetøj

.

Fremgangsmåde

Blend kikærterne, der har ligget i blød natten over (ca. 8 timer) med en stavblender eller i en minihakker. Kom dem i en skål og tilsæt de våde og de tørre ingredienser, den hakkede grønkål, det finthakkede løg samt alle de skønne krydderier. Ukogte kikærter bør man ikke spise, og de smager heller ikke godt. Jeg smager dog altid på farsen for at vurdere om den f.eks mangler salt eller syre ved at komme en lille smule af farsen i munden, hvorefter jeg spytter det ud igen i vasken eller i skraldespanden.

Lad farsen hvile i ca. 10 min mens du evt. forbereder noget af det øvrige tilbehør. Steg derefter dellerne ved svag varme til de er sprøde på begge sider. Farsen er fast og de er nemme at stege. Du kan som regel se om de er færdige indeni, ved at farven på siden af dem skifter fra en lysere farve til en mørkere. Hvis du er i tvivl bliver du jo nødt til at prøvesmage én inden aftensmaden sættes på bordet. 😉

.

Servér frikadellerne sammen med f.eks en farvestrålende tomatsalat og nye kogte kartofler med en simpel dressing af olivenolie, citronsaft, presset hvidløg, havsalt og tørret dild. Skal det være rigtig frækt, går det bestemt også an at servere en brun sauce, en grønkålssauce eller en spinatsauce til – samt ikke mindst tyttebær, tranebær eller en anden form for syltetøj velegnet til formålet. Dellerne er også perfekte som et sundt og mættende pålæg i madpakken dagen efter.

.


.

.

.

.

.

.


27 kommentarer

Frikadeller med grønne linser


Ingredienser (til ca. 8 store linsedeller)

  • 200 g. revet squash
  • 100 g. finthakket løg
  • 1 dl grønne linser
  • 1 dl solsikkekerner
  • 2 spsk. kikærtemel
  • 2 spsk. rismel
  • 2 spsk. citronsaft
  • ½ dl olie
  • ½ tsk. karry
  • 2 fed presset hvidløg
  • 2 tsk. havsalt
  • ½ dl hørfrø
  • Friskkværnet peber

 

Fremgangsmåde

  1. Kog 1 dl grønne linser  (jeg foretrækker de små Le Puy linser til dette formål) i ca. 10 minutter i letsaltet vand. De skal ikke koges ud, men bevare deres bid.
  2. Vask squashen, riv den og kom den i en skål sammen med hakket løg og tilsæt derefter olie, mel, hørfrø, solsikkekerner og krydderier.
  3. Lad farsen hvile. Saltet trækker væsken ud af squashen, og gør farsen dejlig nem at have med at gøre.
  4. Form derefter dellerne i hånden og steg dem på en god varm pande i lidt olie. Vend dem et par gange undervejs indtil de er sprøde på begge sider.

 


68 kommentarer

Labre linse-lunser


Dette er frikadellerne til alle der gerne vil overbevise eller overbevises om, at linsefrikadeller ER lækre. Det er den mest læste opskrift på min blog med noget der nærmer sig 100.000 views. Se også min opskrift på super nemme frikadeller med base af kikærtemel, hvis du er vild med veganske frikadeller der fungerer (læs: ikke falder fra hinanden, for, hvem har ærligt talt hverken tid eller nerver til det?). Det er en noget nyere og mere ukendt opskrift, som jeg ofte laver flere gange om ugen. Så, er du fan er mine Labre linse-lunser skal du  tage at give dem et forsøg.

Ingredienser (til ca. 10 store deller)

  • 2 dl røde splitlinser
  • 1 dl græskarkerner
  • 1 dl. havregryn
  • 1 dl hvedemel
  • 1 dl vand
  • 2 finthakkede løg
  • 2 tsk. salt
  • 3 tsk. karry
  • 3 tsk. paprika
  • 1 knivspids røget paprika
  • 1 tsk. garam masala
  • 2 spsk. citronsaft
  • 1-2 fed presset hvidløg
  • 1 tsk. løgpulver
  • 1 spsk. sojasauce
  • Friskkværnet peber

 

Fremgangsmåde

  1. Kog linserne ved svag varme i 3 dl vand med 1 tsk salt i 7-8 min. Der må gerne være lidt bid i dem.
  2. Hæld evt. overskydende vand fra og kom dem i en skål.
  3. Blend (eller hak) græskarkernerne og tilsæt disse.
  4. Tilsæt alle de øvrige ingredienser, og lad linsefarsen hvile 5-10 min inden de steges til små lækre dunse-lunser på en varm pande (de skal kun vendes én gang og er nemme at stege) eller i bages sprøde i ovnen.

Gode med f.eks en kartoffelsalat til, i pitabrød, i ruller eller som pålæg dagen efter!


16 kommentarer

Falafel


Ingredienser (til 2-3 personer)

  • 200 gr. tørrede kikærter (Sat i blød natten over – eller ca. 8 timer)
  • ½ dl koldt vand
  • ½ dl olivenolie
  • 1-2 tsk. citronsaft
  • 1 lille løg
  • 2-3 fed hvidløg
  • ca. ½ finthakket rød chili
  • ½ tsk. karry
  • ca. 1 tsk garam masala
  • ca. 1 tsk. spidskommen
  • 20-30 gr. bredbladet persille
  • 1 tsk havsalt
  • 2 spsk. sojasauce
  • Evt. 1 knivspids røget paprika
  • Friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Hæld vandet fra de iblødsatte kikærter og skyl dem. (De skal ikke koges først!) Blend dem sammen med olivenolie, citronsaft og vand med en stavblender, i en blender eller en minihakker. Kom kikærtemassen i en skål. Hak og tilsæt meget finthakket løg og tilsæt krydderierne. Smag til men vær opmærksom på at smagen er lidt speciel. (Jeg plejer at komme en lille smule i munden for at vurdere om der f.eks skal mere salt eller krydderier i, hvorefter jeg spytter det ud igen.)

Form farsen til små deller i hånden, dyp evt. skeen i et glas med koldt vand for hver delle. Steg derefter falaflerne i lidt olie på en pande. Det kan være svært at få dem helt runde når de steges og ikke frituresteges – men med lidt øvelse kan de blive rigtig fine og runde. Du kan også sagtens bage dem i ovnen, hvilket gør hele affæren nemmere, hurtigere og mere fedtfattig.


5 kommentarer

Sellerifrikadeller


Ingredienser

  • 1 stor revet bagekartoffel (eller to almindelige)
  • 1 revet pastinak eller persillerod
  • 1 stort stykke revet knoldselleri
  • 1-2 spsk. hvedemel
  • 2 spsk. grovvalsede havregryn
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 finthakkede løg
  • 1-2 spsk. citronsaft
  • 2 tsk. salt
  • 2 tsk. karry
  • 2 tsk. paprika
  • 1 knivspids røget paprika
  • 2 fed presset hvidløg
  • Godt med friskkværnet peber

.

Fremgangsmåde

Bland revet selleri, pastinak/persillerod, kartoffel og olivenolie i en skål. Bland mel, salt, peber og de øvrige krydderier i en anden skål.

Det hele blandes godt. Gerne med hænderne! Farsen kan godt virke tør i starten. Fortvivl ikke, og stop dig selv fra at begynde at komme vand eller plantemælk i! Salten skal have tid til at blødgøre rodfrugterne, så giv det lidt tid. Rør i farsen så skal du se, pludselig bliver den blød og medgørligt og er klar til at blive formet til deller-  som forsigtigt placeres på en god varm pande i lidt olie. Rør ikke ved dellerne før der er gået 5-7 min – men skru evt. ned for varmen hvis du kan se at de bliver lidt for brune. Vend dem forsigtigt når det er tid til det – og steg dem 5-7 min på den anden side! Lad dellerne køle lidt af på noget køkkenrulle, og konsumer dem derefter grådigt…!

.

.

hpim2456erytblog.jpg
.
.
.