Månebarnet – veganske opskrifter

(Inspiration til klima – og dyrevenlig mad)


16 kommentarer

ÆggeFRIsalat


Jeg synes ikke det interessante ved en æggesalat – er æggene. Det interessante ved en æggesalat er den cremede konsistens på brødet og de smagfulde ingredienser man kommer i den! F.eks den stærke sennep, den krydrede karry, de sur/søde agurker og de sprøde æbletern.

.

Ingredienser

  • 200 g. fast neutral tofu
  • 100 g. tomater (uden kerner!) i fine tern
  • 2 syltede agurker (ca. 50 g.) i fine tern
  • 1 æble i fine tern
  • 4 spsk. vegansk mayonnaise
  • 4 spsk. sojayoghurt
  • 2 tsk. dijon sennep
  • 3 tsk. karry
  • ½ tsk. paprika
  • Finthakket purløg
  • Havsalt (ca. 2 tsk)
  • Friskkværnet peber
  • Evt. 1-2 knivspids sort salt

.

Fremgangsmåde

Skær halvdelen af tofuen i ca ½ cm tykke tern. Smuldr den anden halvdel og steg begge dele i lidt olie ved middel varme til det har fået en smule farve. (Hvis du ønsker en mere findelt “ikke-salat” vil jeg anbefale at du smuldrer alt tofuen) Tilsæt ½ tsk. havsalt samt 1 tsk. karry og kom tofuen i en skål til afkøling mens du forbereder de øvrige ingredienser.

Fjern kernerne fra tomaterne og skær dem i fine tern. Skær også de syltede agurker samt æblet i fine tern og kom begge dele ned i skålen til den stegte tofu.

Tilsæt vegansk mayonnaise (kan laves selv eller købes i helsekostbutikker) samt sojayoghurt. Smag til med krydderierne. Måske ønsker du en salat der smager meget af karry eller sennep? Tilsæt da mere efter smag.

Brug “ikke-salaten” på den traditionelle måde, i en sandwich med grøn salat eller rucola og evt. lidt karse – eller kom den f.eks i lune pitabrød som et smagfuldt og saftigt fyld!

.

.