Månebarnet

– opskrifter & farverig madglæde


23 kommentarer

Rødvinssauce med svampe


.

Vegansk rødvinssauce

Ingredienser (til 2 personer)

  • ½ finthakket løg
  • 125 g. champignon
  • 1 dl. rødvin
  • 1 brik plantefløde  (250 ml)
  • 1 knivspids røget paprika
  • 1 knivspids karry
  • 1 tsk. hvidløgspulver
  • 1 tsk. ribsgelé eller tyttebærsyltetøj
  • Smag til med salt og godt med peber
  • Farv saucen brun med madkulør
  • 2 tsk. gærflager (kan udelades)
  • ½ tsk. gærekstrakt (kan udelades)

Fremgangsmåde

  1. Finthakket løg steges ved svag varme i lidt smagsneutral olie eller plantesmør.
  2. Svampene børstes, skæres i kvarte og steges til de begynder at væske lidt. Jeg foretrækker at anvende brune markchampignon, men jeg kan også godt finde på at kombinere brune og hvide champignon samt en god håndfuld østershatte.
  3. Skru op for varmen til svampene får lidt farve og tilsæt rødvinen, som koges fri for alkohol under låg i 10-15 minutter. Skru derefter ned for varmen, tilsæt plantefløde og smag til med krydderier og ribsgelé.

Denne sauce er perfekt til den traditionelle julemad, men den kan selvfølgelig laves hele året når maden kalder på en god, cremet og smagfuld rødvinssauce.


24 kommentarer

Risalamande (plantebaseret)


Vegansk risalamande

Du kan sagtens lave risalamande som du kan nyde sammen med resten af familien juleaften, når du spiser plantebaseret. Du skal bare bruge vegetabilske ingredienser. Den traditionelle dessert er præcis lige så cremet og lækker som den skal være, og den er præcis lige så nem at lave som den altid har været.

Ingredienser (til 5-6 personer)

  • 150 g. grødris
  • 1,4 liter koldt vand
  • 1 brik flødeskum (Alpro)
  • 1 vaniljestang
  • 150 g. mandler
  • ½ tsk salt
  • 3 spsk sukker

Fremgangsmåde

  1. Vej risene af og kog dem sammen med 4 dl vand i et par minutter.
  2. Tilsæt resten af vandet samt vaniljestangen der er skåret op på langs og kornene skrabet ud og tilsat.
  3. Lad grøden koge ved middel varme i ca. 50 min. Rør jævnligt i grøden så den ikke sætter sig fast på bunden.
  4. Når grøden er blevet tyk og cremet smages den til med salt, og sættes på køl. Gerne til dagen efter.
  5. Inden servering tilsættes smuttede og hakkede mandler (husk at gemme én!) samt plantebaseret flødeskum.

Vegansk risalamande

Hvis du ikke er så meget til flødeskum kan du vælge at bruge vaniljeis i stedet. Jeg har god erfaring med vaniljeisen fra Choice til formålet. Du skal bruge én bøtte (750 ml) til denne opskrift, og den skal blot piskes let inden den blandes med den kolde risengrød før den serveres. Tro mig, den fungerer! Smag desserten til med sukker, hvis du foretrækker den lidt sødere. Serveres med den traditionelle lune kirsebærsauce.


7 kommentarer

Aubergine ambrosia


Aubergine ambrosia

Ingredienser

  • Ca. ½ aubergine

Pandekagedej

  • Plantemælk og hvedemel til dejen bliver godt tyk og klistret
  • Havsalt eller urtesalt
  • Friskkværnet peber
  • Friskrevet muskatnød
  • ½ tsk. bagepulver
  • Gærflager

Fremgangsmåde

Skær auberginen i ca. 1 cm tykke skiver og dyp dem i pandekagedejen. Steg dem (behøver ikke meget olie) til de er gyldne, smukke og sprøde – bag dem i 10 min ved 200 grader – og konsumer dem derefter som den gudeføde de er!