Månebarnet

– opskrifter & farverig madglæde


2 kommentarer

Rødvinsstegte champignon


Rødvinsstegte champignon

Ingredienser

  • Ca. 250 g. champignon (gerne brune)
  • ¼ rød chili
  • Ca. ½ dl rødvin
  • 1 fed hvidløg (presset)
  • Friskkværnet peber
  • Havsalt

Fremgangsmåde

Skær champignonerne midt over hvis de er af lille eller mellem størrelse og i kvarte hvis de er store. Steg dem ved god varme og undgå at røre for meget i dem. Tilsæt chilien inden noget af rødvinen derefter kommes ved. Lad vinen fordampe og tilsæt lidt mere rødvin. Champignonerne skal ikke svømme rundt i rødvinen, men blot optage lidt af væden fra den, og selvfølgelig rødvinssmagen og den smukke røde farve. Tilsæt presset hvidløg, peber og til sidst noget godt havsalt.

Utrolig nemt, hurtigt og lækkert tilbehør til lune sommeraftner som evt. står i grillaftenens tegn. Som en  lille ekstra bonus virker denne ret rigtig syndig men er i virkeligheden sund og fedtfattig.


2 kommentarer

Tahinstegt tofu med aubergine


Tahinstegt tofu med aubergine

Ingredienser (2 personer)

  • 150 g.) pakke tofu (Gerne “Røget Tofu” eller ”Madagaskar Tofu”)
  • 100 g. aubergine
  • 1 spsk. Tahin

Marinade

  • 1 spsk. agave eller anden sirup
  • 4 spsk. olivenolie
  • 4 spsk. sojasauce
  • 1 tsk. røget paprika
  • 1 tsk. karry
  • 1 fed presset hvidløg
  • 2 spsk. friskpresset citronsaft

Fremgangsmåde

Skær aubergine og tofu i tern og hæld marinaden over. Rør i den ind imellem. Når tofuen og auberginen har trukket i ca. ½ time (gerne mere) steges den ved middel varme indtil den er sprød og gylden. Tahinen tilsættes til sidst og steges med indtil den er fordelt over alle tern. Server denne lille ret som tilbehør til en grøn salat og fx ris, bulgur eller quinoa, eller som fyld i pitabrød.

Tahinen er ikke gennemtrængende i smagen men tilføjer blot en dejlig nødde-agtig smag og virker også lidt som en panering…


87 kommentarer

Nøddepostej med æbler & svesker


vb-3-med-tekst

Denne opskrift er skabt ud fra erindringen om en nøddepostej min mor lavede, da jeg som purung teenager flirtede med vegetarismen i nogle år. Jeg elskede den, og var så taknemlig for hun tog sig tid til at lave noget særligt til mig, da julen dengang var en særlig tid for mig og noget noget jeg elskede og så meget frem til. Hun støttede mig, i modsætning til andre i familien, der ved synet af postejen erklærede, at det ikke var ‘rigtig jul’ med en vegetar i familien. Vegetarismen holdt desværre ikke ved, men det gjorde erindringen om nøddepostejen, og da jeg som 24-årig endnu engang stod med ønsket om ikke at spise dyr – denne gang på egne, stærkere ben – var jeg nødt til at prøve at genskabe min barndoms julepostej.

Sidenhen har jeg nærmest lavet den hvert år, og opskriften har ikke ændret sig et eneste gram siden jeg første gang fik genskabt den tilbage i 2007. Ingredienserne i postejen er få og simple, men komplimenterer hinanden perfekt. Postejen er perfekt til jul, hvor den kan nydes sammen med den øvrige traditionelle julemad, (se min store guide til en vegansk jul) men kan selvfølgelig også laves resten af året, og smager fantastisk som pålæg på ristet rugbrød med rødkål, rå løg, syltede agurker eller syltede rødbeder på.

 

Ingredienser (til 10-12 personer)

  • 450 g. knoldselleri
  • 350 g. champignon
  • 100 g. løg
  • 200 g. hasselnødder
  • 150 g. æbler
  • 100 g. svesker
  • 3 spsk. sojasauce/tamari
  • 2 spsk. urtesalt
  • Friskkværnet peber

.

Fremgangsmåde

  1. Skær den jordede skræl af knoldsellerien og skær den derefter i store tern.
  2. Kog dem møre og hæld vandet fra (gem det til f.eks saucer eller grøntsagssuppe).
  3. Mos dem med en stavblender eller blend i en foodprocessor.
  4. Tilsæt hasselnødder (jeg plejer gerne at dele nødderne og blende den ene halvdel lidt finere end den anden), finthakkede løg og finthakkede champignon. Bruger du en foodprocessor til sidstnævnte, vil postejen blive mere kompakt end på billederne her, i modsætning til, hvis du hakker dem med en kniv.
  5. Nøddefarsen smages derefter til med urtesalt, peber og sojasauce.
  6. Lad farsen hvile i 5-10 min, så den får lov til at samle sig.
  7. Kom derefter halvdelen af farsen i et ildfast fad, og læg derefter æbler i både (jeg plejer at skrælle dem) og svesker indimellem hinanden ovenpå.
  8. Afslut med den anden halvdel af farsen, og bag nøddepostejen ved 200 grader midt i ovnen i ca. 45 min.

vb-1-uden-tekst

vb-2-uden-tekst

 

Emma fra bloggen Emma Slebager er også vild med postejen, og har været så sød at lave denne lille film som viser, hvor nem den er at lave.


21 kommentarer

Hokkaidosuppe


Denne fantastiske suppe fik jeg serveret første gang for flere år siden hjemme hos en veninde. Hun gav mig opskriften med hjem, og lige siden har den haft en helt særlig plads her på bloggen. Den har fulgt mig hjemme i mit eget køkken og i min færden på nettet, hvor jeg gerne fremhæver den, fordi den bare er SÅ smuk og lækker. Derudover er den sund, billig og hurtig at lave.

Ingredienser (til 4 personer)

  • 1 lille økologisk hokkaido græskar
  • 2 fed hakkede hvidløg
  • 100 g røde spiltlinser
  • 2 spsk. olie
  • 2 tsk. karry
  • 1 tsk. tørret basilikum
  • 1/2 spsk. balsamico eller citronsaft
  • 1 spsk. urtebouillon
  • 1 spsk. sukkerfri ketchup
  • 1/2 liter koldt vand
  • 1 dl. soja- eller havrefløde
  • Smag evt. til med salt og friskkværnet peber

Fremgangsmåde

  1. Græskaret udkernes og skæres i tern. Der er ingen grund til at skrælle græskaret når den er økologisk. Skrællen bliver nemt blød og kan sagtens blendes når den er blevet kogt, og den bidrager med noget af den smukke farve til suppen.
  2. Olien kommes i en tykbundet gryde ved svag varme.
  3. Karry tilsættes og ristes (smagen træder i karakter ved at gøre dette) men må endelig ikke brænde på.
  4. Herefter tilsættes skiveskåret hvidløg som steges med et øjeblik.
  5. Græskarternene tilsættes derefter, samt vand og røde splitlinser. Lad suppen koge i ca. en halv time hvorefter den blendes helt fin i en blender eller med en stavblender.
  6. Fløden tilsættes til sidst, og suppen smages til med urtebouillon (vær opmærksom på, at meget bouillon indeholder palmeolie. Jeg har fundet bouillon i løs form i en helsekostbutik uden) , sukkerfri ketchup (alternativt kan anvendes tomatpuré, gerne økologisk fra glas), salt, friskkværnet peber, basilikum samt balsamico eller citronsaft. Hvis suppen er for tyk tilsættes mere vand.

Servér suppen som forret eller hovedret, med hakket persille, tørristede solsikkekerner og groft brød til!


15 kommentarer

Små spinat tærter


Ingredienser (til 12 stk.)

Tærtedej

  • 60 g. koldt vand
  • 40 g. god olivenolie
  • 1 tsk. havsalt
  • 55 g. grahamsmel
  • 90 g. hvedemel

Kartoffelfyld

  • 100 g. aubergine i tern
  • 1 lille finthakket løg
  • 2-3 kogte kartofler
  • 1 tsk. havsalt
  • Friskkværnet peber

Spinat stuvning

  • 200 g. helbladet spinat
  • 1 dl. sojafløde
  • 1 tsk. Marmite/gærekstrakt (kan udelades)
  • 2 spsk. gærflager
  • 1 fed presset hvidløg eller 1-2 tsk. hvidløgspulver
  • En knivspids røget paprika
  • ½ tsk. havsalt eller urtesalt
  • Frisk revet muskatnød
  • Friskkværnet peber

Fremgangsmåde

Start med at tænde ovnen på 250 grader. Lav derefter tærtedejen. Den er hurtig at samle og skal blot rulles tyndt ud lige efter. Brug en skål eller et stort krus til at stikke runde plader ud af dejen, og placer dem i en muffinform med 12 huller. Tryk dejen op af kanten af muffinformen hvis dejen ikke dækker helt. Slut af med at prikke en masse huller i dejen. De skal bage i 10-15 min afhængig af hvor tyk tærten er. Forbered dernæst kartoffelfyldet og spinatstuvningen.

Steg aubergineternene ved svag varme til de får en gylden farve og bliver bløde. Tilsæt det finthakkede løg og lad det stege med de sidste par minutter. Kartoflerne koges og moses med en gaffel og tilsættes til sidst i processen. Krydder kartoffelfyldet med salt og peber og sæt  det til side.

Ingredienserne til spinatstuvningen kommes i en gryde og koges op. Smag evt. til med mere salt eller peber.

Når de små tærter er færdigbagte tages de ud af muffinformene og lægges på en bageplade med bagepapir. Fyld først kartoffelblandningen i bunden af tærten og læg derefter et par spsk. spinatstuvning oven på hver tærte. Slut af med at fordele væden fra spinatstuvningen i hver tærte. Bag dem i 5-10 min ved ca. 200 grader midt i ovnen.


4 kommentarer

Simpel sojabønne salat


Ingredienser

  • 100 g. kogte sojabønner
  • 2-3 soltørrede tomater (I strimler)
  • 1 spsk. god koldpresset olivenolie
  • 1 spsk. balsamico
  • 1-2 spsk. gomasio (Sesamsalt)

.

Fremgangsmåde

Bland olie og balsamico og vend bønnerne og de soltørrede tomater i marinaden. Smag til med sesamsalt. Server til fx ris eller bulgur, med stegte grøntsager eller i grove pitabrød!

.

.

Salaten kan holde sig et par dage i køleskabet i en lufttæt beholder uden at blive kedelig.

.

.


14 kommentarer

Kikærte/Quinoa bøffer


.Ingredienser

  • 200 g. kikærter
  • 50 g. Quinoa
  • 4-5 kartofler
  • 2-3 gulerødder
  • 2-3 broccoli buketter
  • 1-2 små løg
  • 2 fed presset hvidløg
  • 2-3 soltørrede tomater i tern
  • Ca. 1 dl vand
  • 1-2 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. Ajvar
  • Evt. 1 tsk. Marmite
  • 1 tsk. karry
  • Salt og peber
  • Olivenolie til stegning

.

Fremgangsmåde

Kikærterne, som har stået i blød natten over eller i 8 timer, blendes til en jævn masse med en stavblender. De skal ikke koges først, men vandet hældes fra dem, og de skylles i koldt vand. Tilsæt vand og olivenolie for at gøre massen mere cremet. Hak løget fint, men giv det også en tur med stavblenderen nede i skålen med de blendede kikærter. (Kun ganske lidt) Kartoffel, gulerod og broccoli er blevet kogt møre og skal nu tilsvarende moses med stavblenderen. (I gryden hvor de er kogt i.) Der skal stadig være nogle klumper tilbage da det giver en lækker konsistens. Tilsæt kartoffel/gulerod/broccoli mosen og tilsæt også Quinoa som er kogt i 1 dl. vand til 50 g. Quinoa. Koges i 10 min ved middel varme med lidt salt.

Tilsæt de øvrige ingredienser. Nu må grøntsagsfarsen meget gerne stå og trække lidt. Det er ikke nødvendigt, men den bliver god af det. (I mellemtiden kan man jo tage opvasken 😉 ) Form farsen til store flade burgere hvor der ligger 4 stk. på en pande. Når de er gyldne og faste, er de færdige.

.

Sådan skal den færdige grøntsagsfars ca. se ud. Husk at du altid kan ændre i opskriften! Skifte ingredienser ud, tilsætte flere kogte grøntsager, mere Quinoa eller brug rester af ris eller bulgur.

8 store kikærte/Quinoa burgere og 8 små deller blev der af denne opskrift. Burgerne kan fryses ned, klar til at tage op og varmes i ovnen. Når burgerne er optøet kan de også ligges på grillen et par min…

Velbekomme! Kikærte/Quinoa burger i sesambolle med tomat, lucernespirer, rucola, rødløg, vegansk mayonnaise og vegansk ceddarost!

* Vegansk Cheddarost kan købes i helsekostforretninger. Den er lidt dyr, (ca. 33 kr. for 8 skiver) men den har smag og konsistens næsten som rigtig cheddar, så for sjov kan man jo købe det en gang imellem.