Månebarnet

– opskrifter & farverig madglæde


3 kommentarer

Syrlig rødkålssalat med blåbær & hindbær


Syrlig rødkålssalat med blåbær & hindbær

Rødkål er sundt og mættende, men hvordan bruger man den, så den også smager spændende i rå form? Her er ét bud. Opskriften giver dig en ret stor portion, som kan opbevares på køl i lufttæt beholder, så du har en lækker, sund salat klar i køleskabet når som helst sulten melder sig. De bær jeg bruger er økologiske fra frost, og de må gerne tø lidt op forinden.

Ingredienser

  • 500 g. rødkål

Ingredienser (dressing)

  • 80 g. blåbær
  • 50 g. hindbær
  • 3 spsk. tamari eller sojasauce
  • 4 spsk. balsamico eddike

Fremgangsmåde

  1. Start med at snitte rødkålen. Brug evt. en “spiralizer”. Hvis du ikke har én, kan du bruge en god skarp kniv, og skære rødkålen i meget fine strimler.
  2. Kom alle de smukke violette strimler i en stor skål.
  3. Bland blåbær/hindbær dressingen. Du kan bruge en blender, en stavblender eller en skål og en gaffel.
  4. Hæld dressingen over rødkålen, og begynd at massere den godt. Kålen bevarer sin sprødhed men bliver blødere i strukturen og mængden forekommer mindre end da du først kom den snittede rødkål i skålen.

Salaten er også lækker tilsat rubinrøde granatæblekerner på toppen eller vendt med hele blåbær. Serveres salaten til en julemenu kan du tilføje appelsintern og et lille drys kanel.


7 kommentarer

Kikærtesalat


Kikærtesalat

Dette er et nemt og billigt pålæg, som kan holde sig fint i køleskabet i 4-5 dage i lufttæt beholder. Du kan selvfølgelig også lave pålægssalaten med min veganske mayonaisse, hvis du ønsker det og måske alligevel har lavet den, men varianten her er både lækker og rigtig nem at lave.

Ingredienser (til 4 personer)

  • 1 ½ dl. kogte kolde kikærter
  • ½ bladselleri i fine tern
  • 2 syltede agurker i tern
  • ½ finthakket løg

Ingredienser (dressing)

  • 1 dl. plantefløde
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 1 tsk. karry
  • 1 tsk. tørret dild
  • 2 tsk. havsalt
  • Friskkværnet peber

Kikærtesalat

Fremgangsmåde

  1. Blend de kogte kolde kikærter fint og kom dem i en skål.
  2. Tilsæt løg, bladselleri og syltede agurker i tern.
  3. Rør dressingen sammen og tilsæt den.
  4. Smag evt. salaten til med ekstra “ziiiing”. Prøv også at tilføje pålægssalaten f.eks kapers, tomater i tern eller gulerødder i tern for endnu mere smag og knas!

Servér kikærtesalaten som pålæg ovenpå brød, i lune pitabrød, som en del af en tapas eller som tilbehør ved siden af en sprød salat med brød.


33 kommentarer

Auberginesild (karry)


Veganske karrysild

Inden jeg begyndte at spise plantebaseret elskede jeg marinerede sild på et stykke rugbrød. Med deres salte, bløde fedme og syrlighed. Det gør jeg stadig, men jeg erstatter sild med aubergine, som er mild og kødfuld, og har den helt rigtige smag og konsistens når den bliver tilberedt og marineret. Tilsættes en cremet karrydressing får du virkelig fornemmelsen af at spise marineret sild.

Husk at dræne aubergineskiverne godt for kryddermarinaden, f.eks i en si, inden du kommer dem i dressingen, da den ellers vil blive vandet i stedet for tyk og cremet. Husk også at pille kanelstænger og nelliker fra. Du kan selvfølgelig også sagtens spise de marinerede aubergineskive uden at komme dem i en karrydressing, hvor de i stedet kommer til at minde om kryddersild. Men jeg er personligt ret vild med dem sådan her. Se også mine andre opskrifter på fiskeFRI retter.

Veganske karrysild

Ingredienser (til 20 stk. “sild”)

  • 1 aubergine
  • 2 dl eddike
  • 2 dl sukker
  • 2 tsk. havsalt
  • 1 spsk. olie
  • 1 lille løg i ringe
  • 1 knivspids stødt nellike
  • ½ tsk stødt kanel

Veganske karrysild

Ingredienser (Karrydressing)

  • 2 dl plantefløde
  • 2 spsk. citronsaft
  • 2 tsk. salt
  • 2 tsk. sirup
  • 2 tsk. dijonsennep
  • 2 syltede agurker i fine tern
  • ½ finthakket løg
  • 2 tsk. (tørristet) karry
  • 1 tsk. tørret dild
  • 1 knivspids stødt kanel

Fremgangsmåde

  1. Skær auberginen i ca. 10 skiver af 1 cm bredde, evt. skrå skiver, og skær dem over endnu engang, så du har ca. 20 mindre ”fileter”.
  2. Kom ingredienserne til kryddermarinaden i en gryde, og giv den et kort opkog.
  3. Kom aubergine “fileterne” i marinaden og kog dem til de lige akkurat bliver en smule gennemsigtige. Der er tale om få minutter, så hold godt øje. De skal være let bløde, men endnu have en anelse bid.
  4. Kom aubergineskiver og kryddermarinade i en luft- og lugttæt beholder, gerne af glas.
  5. Sæt låg på og lad dem køle helt af (gerne til dagen efter) inden du blander dem i karrydressingen.

Opbevar auberginesild på køl eller konsumer dem med det samme!

Veganske karrysild


5 kommentarer

Kold quinoasalat i sennep/dild dressing


Kold quinoasalat i sennep/dild dressing

Quinoa er både sundt og mætter godt, og det spises ofte som tilbehør i stedet for ris, kartofler eller pasta. Men har du aldrig prøvet at spise det på denne måde, som pålægsalat, skal du virkelig glæde dig!

Ingredienser (til 2-3 personer)

  • 1 dl kold kogt quinoa
  • ½ dl plantefløde
  • 1 spsk. citronsaft
  • 2 tsk. dijonsennep
  • 1 tsk. tørret dild
  • 1 tsk karry
  • 2 syltede agurker i tern
  • ½ lille rødløg i fine tern
  • Salt og peber
  • Evt. 1 gulerod i små tern

Fremgangsmåde

  1. Kom plantefløde, citronsaft og sennep i en skål.
  2. Smag til med krydderierne.
  3. Tilsæt finthakket løg og syltede agurker i tern.
  4. Kom også den kolde, kogte quinoa, og smag evt. til med mere salt og krydderier.

Pålægssalaten egner sig perfekt til højbelagt smørebrød, da den er både fyldig og festlig at se på. Salaten er også perfekt i en sandwich, som tilbehør i pitabrød, eller som en smagfuld salat på brunch-bordet!

Kold quinoasalat i sennep/dild dressing
Kold quinoasalat i sennep/dild dressing


4 kommentarer

Grønkålspesto


Grønkålspesto

Grønkål er fantastisk i suppe. Jeg laver nok til flere dage eller til fryseren, og suppen bliver kun bedre af det. Jeg bruger også grønkål i smoothies sammen med banan, en sjat plantemælk og frosne bær, eller jeg laver grøntkålschips af den. Når man først får smag for grønkål, og får øjnene op for dens mange anvendelsesmuligheder, er der ingen vej tilbage. Her får du en opskrift på en grøn pesto du nok hurtigt skal få gjort kål på. Den er svimlende lækker og let at lave!

Ingredienser

  • 50 g. grønkål
  • 50 g. mandler
  • 1 dl koldt vand
  • 3 spsk olie eller ½ avokado
  • 4 spsk. citronsaft
  • 3 spsk. gærflager
  • 3 fed hvidløg
  • 1 knivspids karry
  • 1 ½ tsk. havsalt

Fremgangsmåde

  1. Blend alle ingredienserne til en smuk grøn pesto!
  2. Grønkålen giver en lidt grovere konsistens end hvis du bruger f.eks basilikum, rucola eller spinat.
  3. Hold evt. lidt igen med salt og citron, og smag til efter du har blendet pestoen. Jeg foretrækker den meget smagfuld! Gærflagerne kan undlades, men giver en “ostet” smag.

Spis den på brød, f.eks med avokado som herunder, brug den som dip til gnavegrønt, som dressing  i pitabrød, i en pastasalat eller som tilbehør til risretter.


14 kommentarer

Grønkålschips


Grønkålschips

Ingredienser

  • 80 g. frisk grønkål
  • ½ dl sesamfrø
  • ½ rød peberfrugt
  • 2 spsk. citronsaft
  • 2 dadler
  • 5 spsk. gærflager
  • 1 spsk. tamari eller sojasauce
  • 3 strøgne tsk.  havsalt

Fremgangsmåde

  1. Tænd din ovn på 100 grader (ikke varmluft).
  2. Skyl grønkålen i koldt vand i en sigte. Klip de “grenede” dele af dem så du kun har bladene tilbage, og lad dem tørre godt, f.eks på et rent viskestykke. (NB: De 80 g. grønkål er vægten efter du har klippet de grenede dele af)
  3. Blend derefter alle ingredienserne til marinaden og fordel den godt i grønkålsbladene. Det gør du aller bedst ved at bruge hænderne, så du er helt sikker på, at al den lækre marinade er fordelt på de krøllede blade.
  4. Fordel derefter bladene på en bageplade beklædt med bagepapir, og sørg for at ingen af dem rører eller overlapper hinanden.
  5. Sæt dem midt i ovnen og bag dem i ca. 1 time, hvorefter du vender dem og bager dem endnu 1 time.

Spis dem som de er, anvend dem som tilbehør eller ovenpå retter der kalder på lidt ekstra kræs og knas!

Grønkålschips

Grønkålschips


11 kommentarer

Portobello ragout


Portobello ragout

Ragoût [ʁa.gu] fra fransk og betyder “at genoplive smagen.”

.

Ingredienser (til 2 personer)

  • 4 portobellosvampe
  • 2 løg i store tern
  • 1 æble med skræl i store tern
  • 2 gulerødder i store tern
  • 2 dl. flået tomat
  • 2 dl. kokosmælk
  • 50 g. ærter
  • ½ tsk. karry
  • ½ tsk. røget paprika
  • En knivspids allehånde
  • 1 tsk. gærekstrakt (eller bouillon)
  • 1 spsk. gærflager (kan udelades)
  • Evt. ½ dl. rødvin
  • Smag til med havsalt
  • og friskkværnet peber

.

Fremgangsmåde

  1. Steg svampe, æble, gulerødder og løg i store tern ved svag varme.
  2. Kom karry i og steg yderligere et par minutter.
  3. Kom derefter rødvinen i hvis du har noget, ellers tilsæt væsken – flået tomat og kokosmælk.
  4. Lad retten simre under låg. Gerne i 30 minutter eller længere ved svag varme.
  5. Smag til med salt, peber, og de øvrige krydderier, og tilsæt ærterne lige inden servering – til ris eller kartofler. Velbekomme!