Månebarnet

– opskrifter & farverig madglæde


2 kommentarer

Tofu-frikadeller


Tofu-frikadeller

Disse veganske frikadeller er lækre, mættende, nemme at lave, og minder om klassiske frikadeller i smag og konsistens. I stedet for æg anvender jeg kikærtemel samt loppefrøskaller som bindemiddel, som begge er praktiske og langtidsholdbare ingredienser, som jeg altid har som en del af mit basislager. Tofu, løg og svampe sørger for masser af umami til madpakken, aftensmaden – eller måske de kommende julefrokoster? Se også mine andre opskrifter på frikadeller.

𝙸𝚗𝚐𝚛𝚎𝚍𝚒𝚎𝚗𝚜𝚎𝚛

  • 400 g fast tofu
  • 4 spsk kikærtemel
  • 3 tsk loppefrøskaller
  • 1 1/2 dl koldt vand
  • 1 finthakket løg
  • 200 g. finthakkede svampe
  • 2 spsk gærflager
  • 2 spsk ribsgelé eller tyttebærmarmelade
  • 1/4 tsk karry
  • 1/4 tsk timian
  • 2 tsk dijonsennep
  • 2 tsk salt

𝙵𝚛𝚎𝚖𝚐𝚊𝚗𝚐𝚜𝚖𝚎𝚝𝚘𝚍𝚎

  1. Rør loppefrøskallerne i det kolde vand og sæt blandingen til side.
  2. Steg derefter finthakkede løg og svampe på en pande i lidt fedtstof.
  3. Imens smuldres tofu i en skål og kikærtemelet tilsættes.
  4. Tilsæt derefter de øvrige ingredienser, herunder loppefrøskalle-blandingen.
  5. Steg tofu-frikadellerne gyldne ved middel varme.

Tofu-frikadellerne bliver fastere og mere skærbare når de er blevet kolde, hvis de skal bruges til pålæg.

Tofu-frikadeller


3 kommentarer

Plantepølse med oliven & rød peber


Plantepølse med oliven & rød peber

Jeg har jævnligt eksperimentet med plantepølse, hvor jeg har prøvet mig frem ift. hvad jeg synes der fungerer vedrørende smag og konsistens. Jeg har desværre endnu ikke haft held med at lave en sojafri variant, som jeg synes har en konsistens der er god nok, så for nu vil jeg dele denne opskrift baseret på sojamælk, som jeg og alle der har smagt den synes er super lækker!

Ingredienser

  • 6 dl neutral sojamælk
  • 3 spsk. sesamfrø
  • 1 spsk. bouillon/1 terning
  • 1 dl gærflager
  • 3 spsk. neutral kokosolie
  • 3 spsk. agar agar pulver (ikke flager)
  • 1 skive rødbede (rå eller tilberedt)
  • 1 tsk. flydende røg, eller, ½ tsk. røget paprika
  • 1 spsk. friskpresset citronsaft
  • ½ glas grønne oliven (ca. 65 g.)
  • 50 g. syltet rød peber
  • 1 tsk. salt

Fremgangsmåde

  1. Mål og vej alle ingredienser af, undtaget oliven og syltet rød peber. Blend det godt til det har en helt jævn konsistens.
  2. Tilsæt derefter oliven og rød peber men blend dem blot et par sekunder, så der stadig er små synlige stykker til steder.
  3. Hæld massen over en i gryde og giv den et opkog, mens du rører i den undervejs. Den skal blot tykne en smule og ikke andet end lige op at koge.
  4. Kom derefter den varme masse på glas der egner sig godt til formålet. (NB: Glassene skal være helt lige, eller, være smallere for neden. Er der en kant for oven vil du ikke kunne få pølsen ud af det igen.)
  5. Sæt glassene til afkøling på køkkenbordet, og derefter i køleskabet.
  6. Plantepølsen løsnes forsigtigt med en skarp kniv i kanten af glasset, og glider derefter nemt ud.
  7. Opbevares i en lufttæt boks i køleskabet i 4-5 dage.
Plantepølse med oliven & rød peber


Skriv en kommentar

Peanutbutter-cupcakes med hindbær & chokolade (no-bake)


Peanutbutter-cupcakes med hindbær og chokolad

Opskriften her er inspireret af Mia Sommers Snickerskage, som jeg efterhånden har lavet (og fået serveret) rigtig mange gange. Jeg har udeladt de hele peanuts men tilføjet græskarkerner og (mere) sirup i stedet for sukker samt friske hindbær. Disse no-bake peanutbutter cupcakes er helt fantastiske, og fungerer som små eksplosioner af knas, sødme og friskhed.

Ingredienser (til 9 stk cupcakes)

  • 100 g. knuste cornflakes
  • 100 g. græskarkerner
  • 200 g. lys sirup
  • 100 g. peanutbutter
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 150 g. smeltet mørk chokolade
  • 1 bakke friske hindbær (125 g.)

Fremgangsmåde

  1. Varm siruppen op i en gryde til den bliver lidt mere flydende. (I stedet for lys sirup kan du anvende agave- eller ahornsirup.)
  2. Tag gryden af/sluk for varmen, tilsæt peanutbutter og rør det godt ud.
  3. Tilsæt også de knuste cornflakes og græskarkerner samt vaniljesukker.
  4. Smelt chokoladen over vandbad. (Brug gerne en økologisk og Fairtrade chokolade)
  5. Fordel massen i cupcake/muffinforme og pres dem lidt flade.
  6. Kom hindbær ovenpå og derefter den smeltede chokolade.
  7. Lad kagerne køle helt af til chokoladen er stivnet inden de serveres.
  8. (Kan fint holde sig spiseklare på køl et par dage)
Peanutbutter-cupcakes med hindbær og chokolad


Skriv en kommentar

Ratatouille


Ratatouille

Denne ret er lige så smuk som den er lækker. Lav gerne en stor portion, hvis du ikke bruger den som tilbehør, men spiser den som hovedret. Serveres til f.eks en grøn salat, frikadeller og hvidløgsflüte.

Ingredienser (til 4 personer)

  • 4 kartofler
  • 4 tomater
  • 3 små rødløg
  • 1 lille zucchini
  • ½ aubergine
  • 4 fed hvidløg
  • 1 dl tomatsauce
  • 4 spsk. olie
  • 2 spsk. citronsaft
  • 1 tsk. salt
  • Evt. tørrede krydderurter

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  2. Snit alle grøntsagerne fint. Aubergineskiverne kan med fordel skæres over på midten, så de passer bedre i størrelsen med de øvrige grøntsager.
  3. Kom tomatsaucen i bunden af en springform eller et tærtefad, og læg grøntsagerne oprejst i en spiral ovenpå. Kom hvidløg, ligeledes skåret i skiver, ind imellem grøntsagsskiverne til sidst.
  4. Bland en marinade af olie, citronsaft og salt, og fordel den over grøntsagerne.
  5. Drys evt. med tørrede krydderurter (f.eks timian eller oregano) til sidst.
  6. Bag ratatouillen i 20-25 minutter til den bobler i bunde og er sprød på toppen.


Skriv en kommentar

Indbagte hyldeblomster


De smukke, hvide hyldeblomstskærme med den velkendte aromatiske sødme. Den er nok bedst kendt i saft, men hjemme hos os betyder hyldeblomst også – pandekager! Her har jeg været i køkkenet med min store pige, hvor vi kastede dem hele i en en nem pandekagedej. De er helt bevidst ikke sødet så meget, da vi (selvfølgelig) dyppede dem i (rigeligt) ahornsirup ved servering.

Indbagte hyldeblomster

Ingredienser (til ca. 13 små pandekager)

  • 1 lille buket hyldeblomster
  • 1 dl kikærtemel
  • 3 dl hvedemel
  • 3 dl koldt vand
  • 3 spsk. brun farin
  • 1 moden most banan
  • 1 tsk. bagepulver
  • 3 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. salt

Fremgangsmåde

Klip hyldeblomsterne i mindre buketter. Det er bedst at undgå at vaske dem, da smagen også sidder i blomsternes pollen, men sørg for at tjekke dem godt efter for smådyr.

Dejen piskes let sammen og blomsterne dyppes deri, og steges sprøde i plantesmør (vi brugte Smørbar fra Naturli’) ved middel varme. Klip den grove stilk af inden du vender dem.

Indbagte hyldeblomster

Indbagte hyldeblomster


Skriv en kommentar

Müesli-boller med æble & kanel


Müesli-boller med æble og kanel

Langtidshævede müesli-boller med æble, kanel – en lille smule mørk chokolade – og masser af gods i! Perfekte til den lidt lækre madpakke, eller som en eftermiddags-snack.

Ingredienser (ca. 14 stk)

  • 3 ‘kikærter’ gær
  • 9 dl lunken vand
  • 900 g. hvedemel
  • 2 dl havregryn
  • 2 tsk. havsalt
  • 2 dl sesamfrø
  • 2 dl solsikkekerner
  • 1 dl tranebær (eller rosiner)
  • 2 dl kokosmel
  • 1 moden most banan
  • 50 g. grofthakket chokolade
  • 2 revede æbler (med skræl)
  • 3 tsk. loppefrøskaller
  • 2 revede æbler
  • 3 tsk. stødt kanel
  • ½ tsk. stødt nellike
  • (Æblebåde til pynt inden bagning)

Fremgangsmåde

  1. Opløs gær (‘kikærter’ angiver størrelsen) i vandet i en skål og tilsæt havsalt, most banan, hakket chokolade, revet æble, tranebær, loppefrøskaller, krydderier, nødder og kerner. Kom hvedemelet i lidt af gangen. Dejen skal være let fast, men til at røre i og skal ikke æltes (jeg plejer blot at mixe den sammen med hånden).
  2. Sæt dejen til at hæve et lunt sted med et viskestykker over, gerne natten over, eller i mindst 6-7 timer.
  3. Når dejen har hævet hives stykker af som formes forsigtigt til nogle let aflange boller.
  4. Tryk skiver af æblebåde ned i bollerne, og smør dem evt. med lidt sirup. Bag bollerne ved 200 grader i 20 minutter, og lad dem køle helt af inden de spises.


5 kommentarer

Frikadeller (grundopskrift)


Frikadeller (grundopskrift)

Jeg har eksperimentet meget med at bruge kikærtemel som base i frikadeller de sidste par måneder, og jeg har glædet mig til at dele denne opskrift med jer!

Disse dunser er ligeså nemme at stege som mine populære labre linse-lunser, men de er hurtigere at lave, glutenfrie, og så kan de varieres i en uendelighed, alt efter, hvad man lige har i køleskabet af grøntsager. Jeg skifter meget mellem at komme enten ærter, hakket persille, spinat, grønkål, tørret tang, ramsløg, broccoli eller andre grønne sager i sammen med løg og tomat, som jeg nærmest aldrig udelader, da løg understreger den velkendte frikadelle-dunse-smag, og tomat gør dunserne perfekt saftige.

Tænk rød, gul, grøn!

Frikadeller (grundopskrift)

Indimellem steger jeg finthakkede løg og svampe sammen, eller kommer en spsk. ribsgelé i for sødme (1 lille revet sødkartoffel kan med fordel tilsættes i stedet) samt et par spsk. gærflager i for et give dem endnu mere umami. Hvis du vælger ikke at stege svampene først er det en god idé at hakke dem fint og marinere dem inden de tilsættes farsen. Husk da blot ikke at tilsætte for mange andre våde ingredienser (såsom tomat) da svampene udgiver ret meget væske. (Ønsker du at forme farsen til bøffer kan du med fordel undlade ½ dl væske) Jeg tilsætter også jævnligt valnødder i mine kikærtedunser. De smager virkelig godt i, giver lidt crunch og så er de super sunde. Du kan også med fordel tilsætte en rest kartoffelmos, kogt ris, bulgur eller quinoa. Som sagt, dunserne kan varieres i det undelige, og kun fantasien sætter grænser!

Kikærtemelet giver dellerne en ‘ægget’ og ‘meaty’ smag, men de skal have et drys loppefrøskaller således, at konsistensen ikke bliver for kompakt og dunserne tørre. Både kikærtemel og loppefrøskaller kan købes i helt almindelige dagligvarebutikker. Har du en god blender der kan klare jobbet (jeg har selv en Vitamix) kan du endda lave dit  eget kikærtemel af tørrede kikærter. Det er super nemt og billigere end at købe det færdiglavet.

Hvis du ønsker nogle endnu mere ‘meaty’ dunser kan du tilsætte et par tsk. rasp eller hvedegluten/glutenmel til grundopskriften. Glutenmel kan købes i flere helsekoster og på nettet, men må ikke forveksles med meltyper med et højt indhold af gluten. Glutenmel er ren gluten, uden stivelse.

Ingredienser (10-12 stk.)

  • 2 dl kikærtemel
  • 2 dl koldt vand
  • 4 tsk. loppefrøskaller
  • *1 tomat i fine tern (eller andet rødt)
  • 1 finthakket løg
  • 1/4 tsk. karry
  • 1 knivspids cayennepeber
  • 1 knivspids røget paprika
  • ½ tsk. allehånde
  • 2 tsk. havsalt
  • 1 ½ dl frosne ærter (eller andet grønt)

*har du ingen tomater kan du sagtens erstatte noget (eller det hele) af vandet med hakket flået tomat.

Fremgangsmåde

Bland kikærtemel, krydderier, loppefrøskaller, salt og de finthakkede grøntsager i en skål. Tilsæt koldt vand og lad farsen hvile i 5 minutter. Steg derefter frikadellerne på begge sider ved middel varme. De skal kun vendes en enkelt gang, når de begynder at blive let faste, og har fået en sprød og gylden skorpe.

Frikadeller (grundopskrift)

Server frikadellerne til f.eks en kartoffelsalat, kom dem i pitabrød, eller brug dem kolde som pålæg.