Månebarnet

– opskrifter & farverig madglæde


Skriv en kommentar

Nicecream – chokolade/peanutbutter swirl


Nicecream - chokolade/peanutbutter swirl

Blend – swirl – anret – enjoy! ♡

Nicecream, eller bananis, smager helt fantastisk og er virkelig nemt at lave. Den kan varieres rigtig meget (se PlantePushernes guide med 20 opskrifter), men dette er min absolut yndlings, fordi jeg kan spise den hele året, også til morgenmad. Det er virkelig en overdådig forkælelse, bid for bid. Jeg bruger indimellem hakket chokolade som drys, men som oftest anvender jeg kakaonibs som jeg synes fungerer mindst ligeså godt, og så pakker jeg isen ind i en SWIRL af kakaopulver. Dette er ikke kun en festlig tilføjelse, men smager også virkelig godt.

Det kan være en god idé at lade bananerne tø en smule op (5 minutter) forinden, hvis du anvender en stavblender, da det kan være lidt hård kost for maskinen at udsætte den for stivfrosne bananer, og jeg bruger ikke plantemælk når jeg laver bananis, som ellers kan hjælpe den på vej. Min (billige) foodprocessor har imidlertid ingen problemer med at kaste sig over opgaven, så jeg tør godt give den en ryste/larmetur fra morgenstunden. (Undskyld naboer!)

Ingredienser (til 2 personer)

  • 4 frosne modne* bananer
  • 2 spsk. peanutbutter
  • 2-3 tsk. (Fairtrade) kakaopulver

 *jeg foretrækker at anvende bananer der kun lige er blevet modne, med få eller begyndende sukkerprikker. Det finder jeg giver isen den mest perfekte sødme og den bedste struktur.

Topping

  • Kakaonibs
  • Pinjekerner

Fremgangsmåde

  1. Kom de frosne bananer i en foodprocessor eller en høj beholder, hvis du anvender en stavblender. (En decideret blender kan ikke anbefales.)
  2. Blend bananerne til en helt cremet, hvid is.
  3. Tilsæt derefter peanutbutter og blend igen. T
  4. ag kniven op af foodprocessoren eller stavblenderen op af beholderen, og tilsæt kakaopulver. Prøv dig frem ift. til mængden (2 eller 3 tsk), men min erfaring er, at en større mængde er lækrest. Brug teskeen til forsigtig at dreje rundt i isen med kakaopulver. Den skal kun lige have en par omgange, for den vil blande sig yderligere når isen tages op og anrettes, og vi vil gerne bevare de fine lag af kakaopulver, så jo mindre du kan køre rundt i den, jo bedre.

Jeg bruger en iskugleske til at anrette isen med, og mit foretrukne topping er helt klart kakaonibs og pinjekerner – men valnødder fungerer også rigtig godt.

Nicecream - chokolade/peanutbutter swirl
Nicecream - chokolade/peanutbutter swirl
Nicecream - chokolade/peanutbutter swirl
Nicecream - chokolade/peanutbutter swirl
Nicecream - chokolade/peanutbutter swirl

(*pssst* Hvis du kommer et drys instant kaffepulver ovenpå din chokolade/peanutbutter swirl, har du dig pludselig en tiramisu-agtig dessert, eller, en måde at springe morgenkaffen over på!)


Ovnbagte selleristave med hvidløg & persille


Ovnbagte selleristave med hvidløg & persille

Selleri kan bruges på rigtig mange skønne måder. Denne opskrift er inspireret af nogle selleristave som madmor lavede, da jeg arbejde i en vuggestue engang. Både børn og voksne var vilde med dem, og der var knald på! Godt med citron, persille og hvidløg, men også en masse olie. Denne version er knap så olieholdig, men kan også sagtens laves oliefri. Jeg ovnbager sjældent kartofler med olie, men de bliver brune, lækre og sprøde, hver gang. Knoldselleri opfører sig imidlertid lidt anderledes. De kan godt blive lidt tørre uden olie, og i modsætning til kartoflerne vil vi gerne have dem bløde og saftige. Du kan derfor sætte et fad med vand i bunden af ovnen, hvis du foretrækker den oliefrie version.

Ingredienser (2-4 personer)

  • 1 lille knoldselleri
  • Saften af ½ citron
  • 1 lille håndfuld finthakket persille
  • 2 fed revet eller presset hvidløg
  • 1 tsk. havsalt
  • (Evt. en spsk. olie)

Fremgangsmåde

  1. Skær knoldsellerien i 1 cm tykke skiver. Skær derefter skrællen af med en urtekniv.
  2. Skyl skiverne, og skær dem i 1 cm tykke stave. Kom dem i en skål og rør dem med 1 spsk. olie.
  3. Læg dem på en bageplade med bagepapir, og giv dem ca. 20 minutter i ovnen ved 200 grader varmluft (med et fad med vand i bunden, hvis du laver dem oliefrie), til de begynder at få farve og er blevet bløde.
  4. Tag dem derefter ud, og lad dem køle lidt af inden du hælder marinaden over. Rør godt rundt så alle selleristavene er dækket af marinaden.
  5. Drys dem evt. med en hjemmelavet gomasio, og server dem f.eks som tilbehør til ris sammen med en god og fyldig salat af grønkål eller palmekål med en let sennepsdressing samt avokadotern og tamari-ristede solsikkekerner.


Skriv en kommentar

Tynde pandekager


Tynde veganske pandekager

Ingredienser (til ca. 6 stk)

  • 2 dl. hvedemel
  • 1 dl. boghvedemel
  • 6 dl. plantemælk
  • ½ tsk. kardemomme
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • ½ dl. kokossukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • ½ tsk. salt

Fremgangsmåde

  1. Bland alle ingredienser (tilsæt melet lidt af gangen) og lad dejen hvile i mindst 15 min, og gerne længere.
  2. Steg pandekagerne tynde og sprøde i lidt fedtstof, og server dem lune.

Server pandekagerne lune med f.eks. is, frisk frugt, syltetøj, eller ahornsirup. Prøv også variationen smør, friskpresset citronsaft og brun farin, som er én af mine personlige favoritter!

Tynde veganske pandekager

Tynde veganske pandekager


3 kommentarer

Kartoffeltærte med tomat & purløg


Kartoffeltærte med tomat & purløg

Kartoffeltærte er et nemt, mættende og hurtigt måltid. Denne tærte er med yoghurt og purløg, og hvis du gerne vil have et låg som vist herover skal du lave en dobbelt-portion, men du kan sagtens lave tærten uden.

Ingredienser (tærtedej)

  • 60 g. koldt vand
  • 40 g. olie
  • 55. grahamsmel
  • 90 g. hvedemel
  • 2 tsk. havsalt

Ingredienser (dressing)

  • ½ bæger neutral planteyoghurt
  • 1 spsk. kikærtemel
  • 1 knivspids karry
  • Purløg
  • Evt. lidt sort salt
  • Salt & peber

Øvrige ingredienser

  • 3 tomater i skiver
  • 5-6 kartofler

Fremgangsmåde

  1. Saml tærtedejen og rul den ud mellem to stykker bagepapir.
  2. Kom den i en tærteform og forbag den i 10-12 min ved 200 grader varmluft.
  3. Skær kartoflerne i skiver og bag dem ved 250 grader varmluft til de bliver gyldne.
  4. Rør dressingen sammen.
  5. Når tærtebunden er forbagt lægger du fyldet i lag, skiftevis med kartoffelskiver, yoghurtdressing og tomatskiver hen over fyldet, og pynt evt. med ekstra tomatskiver.
  6. Bag kartoffeltærten ved 200 grader varmluft i ca. 20 minutter.

Server kartoffeltærten med f.eks en sprød salat eller bagte grøntsager.


10 kommentarer

MakrelFRIsalat


Jackfruit er en fantastisk alsidig ingrediens i det plantebaserede køkken. Det skal krydres, for det er meget smagsneutralt, hvilket er smart, da det derved kan anvendes til nærmest alle retter, hvor man ønsker en kødfuld, trævlet konsistens. Du skal have fat i en dåse fra et asiatisk supermarked med “ung, grøn jackfruit” som ligger i vand og ikke sirup. Jackfruit er dog også begyndt at finde vej til de almindelige dagligvarebutikker, og da skal du have fat i en pakke neutral jackfruit til formålet.

Ingredienser (til ca. 4 personer)

  • 1 dåse jackfruit
  • 1 spsk. sukker
  • 1 spsk. sirup
  • 1 spsk. tomatpure
  • 1 spsk. sojasauce
  • 1 spsk. vegansk mayonnaise
  • ½ dl neutral sojayoghurt
  • ½ finthakket løg
  • 1 tsk. dijonsennep
  • Røget paprika
  • En knivspids karry
  • Smag til med salt og peber
  • Evt. 1 tsk. sort Cavi•Art
  • Evt. kapers
  • Evt. skiveskåret bladselleri

Fremgangsmåde

  1. Åben dåsen med jackfruit og hæld vandet fra.
  2. Adskil det trævlede frugtkød. Det sidder fast på en indre “kerne” af frugten.
  3. Skyl den trævlede jackfruit under koldt vand i et dørslag, og lad den dryppe godt af.
  4. Kom den i et rent viskestykke, og giv den en god omgang massage. På denne måde vrides det meste af vandet ud, og frugten bliver endnu mere trævlet.
  5. Frugtkødet steges derefter i en smule olie.
  6. Tilsæt tomatpure, karry, sirup og sukker og kom det derefter i en skål.
  7. Bland neutral sojayoghurt eller cremefraiche i samt vegansk mayonnaise (alternativt kan anvendes plantefløde), og bland det godt med de øvrige krydderier, løg, sennep og evt. kapers, Cavi•Art (eller et lille stykke ristet noritang blendet i en elektrisk kaffekværn) samt bladselleri.

Server den makrelFRIsalat på rugbrød iklædt dit yndlings grønt og sprødt, i madpakken eller på frokostbordet.

MakrelFRIsalat

MakrelFRIsalat


2 kommentarer

Glutenfrie minipizzaer


Hurtige, super mættende minipizzaer, som ikke kun er veganske men også gluten- og oliefrie.  Af portionen her har jeg fået 8 minipizzaer. Med lidt snilde kunne jeg have fået alle 8 til at være på pladen, men jeg valgte at forme 2 af dem som aflange forkanter i stedet. Du kan selvfølgelig også sagtens lave én stor, hvis du hellere vil det.

Ingredienser (til 8 minipizzaer)

  • 2 dl rismel
  • 1 dl quinoamel
  • 2 dl solsikkekerner
  • 1 dl hørfrø
  • 2 dl koldt vand
  • 1 spsk. loppefrøskaller
  • 2 tsk. hvidløgspulver
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. havsalt

Fremgangsmåde

Blend solsikkekerner og hørfrø fint og kom det i en skål sammen med rismel og quinoamel. Kan du ikke skaffe quinoamel kan du sagtens erstatte den med rismel. Tilsæt derefter hvidløgspulver, bagepulver og havsalt, samt loppefrøskaller der er rørt ud i de 2 dl vand i et par minutter. Lad dejen hvile mens du forbereder fyldet. Det kan f.eks være som her, kartoffelskiver bagt i ovnen, eller en cremet spinatstuvning. Kartoflerne jeg har anvendt her, er bagt midt i ovnen med lidt havsalt ved 200 grader varmluft i ca. 20 minutter, og de er også 100 % oliefrie. Det er nemlig 100 % unødvendigt at hælde olie på, og så smager de ovenikøbet 10 gange bedre.

Tomatsaucen er lavet på flået tomat (økologisk fra glasflaske) blandet i en skål og smagt til med revet hvidløg, tørret oregano, parmavegan og havsalt. Når pizzabundende er ude af ovnen er de reelt klar til at servere når fyldet er kommet på, eller de kan lunes, blot et par minutter lige inden servering.

Når kartoflerne er ude af ovnen forberedes de glutenfrie pizzabunde. Del dejen i 8 lige store stykker, og form først bundende i hænderne og pres dem til sidst helt flade på en bageplade beklædt med bagepapir. Bundende er nemme at arbejde med hvis du kommer lidt koldt vand på hænderne forinden. Bag dem midt i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 15 minutter.


2 kommentarer

Hindbærhapsere


Der var for nylig én der spurgte, om man skulle have en opskrift på dadelkugler som vegansk madblogger. Det skal man selvfølgelig ikke, med mindre den er rigtig god! …og således melder jeg mig ind i dadelkugle-klubben. Prøv den. Den er fantastisk. Jeg kalder kuglerne for hindbærhapsere. De er super bløde og søde med en anelse syrlighed fra hindbærpulveret, der giver dem et smagspift af romkugle. De er dog ganske børnevenlige og helt perfekte til fødselsdagsbordet, eller hvis det skal være lidt ekstra fint til eftermiddagskaffen.

Hindbærhapsere

Ingredienser (10-12 store kugler)

  • 400 g. dadler
  • 50 g. kakaopulver
  • ½ dl (ca. 20 g) kokosmel
  • 3 spsk. hindbærpulver
  • ½ tsk vaniljepulver
  • ½ tsk salt

Fremgangsmåde

  1. Pil stenene ud af dadlerne. Du skal bruge de store, bløde medjool dadler til formålet.
  2. Kom dem i en foodprocessor, hvis du har én. Alternativt kan anvendes en minihakker, en stavblender eller dine bare næver.
  3. Tilsæt de øvrigt ingredienser og bland hele herligheden godt.
  4. Nu skal de trilles! Brug den ene hånd til at hive klumper af dadelmassen med, og den anden hånd til at trille dem i kokosmel, evt. tilsat lidt hindbærpulver. Det kan godt være lidt svært at forme dem pænt runde da dadelmassen er ret blød, men det er meningen, så lad dem blot forblive en anelse rustikke. Når først kuglerne er rullet i kokos holder de pænt formen, men de er super lækre og bløde at bide i.

Anret de færdige hindbærhapsere på et fint fad eller en tallerken, og drys dem evt. med lidt mere hindbærpulver.

Hindbærhapsere

Hindbærhapsere

Hindbærhapsere