Månebarnet

– opskrifter & farverig madglæde


4 kommentarer

Chokolade smoothiebowl


Ingredienser (til 1 person)

  • 2 økologiske bananer (ca. 150 g.)
  • 50 g. frosne blåbær
  • 2 spsk. kakaopulver
  • 3-4 friske pebermynteblade
  • ca. 10 rosiner

Pynt

  • Sigtet rå kakaopulver
  • Pebermynteblade

Fremgangsmåde

Alle ingredienser blendes til en cremet uimodståelig dessert som uden dårlig samvittighed kan spises til morgenmad!


14 kommentarer

Kartoffel-lasagne


Ingredienser (til ca. 4 personer)

  • 10-12 melede kartofler
  • 400 g. hakket flået tomat
  • 4 spsk. tomatpure
  • 2 løg i strimler
  • 1 grøn peberfrugt
  • 1 frisk grøn chili
  • 4-5 fed hvidløg
  • ½ tsk karry
  • 1 knivspids røget paprika
  • 6-7 spsk. ajvar
  • Havsalt
  • Friskkværnet peber
  • Rasp til at drysse på toppen

Fremgangsmåde

Start med at lave en tomatsauce ved at stege rødløg skåret i tynde strimler i rigeligt olie ved svag varme. Tilsæt finthakket grøn peberfrugt og grøn chili. Steg eller “brænd” herefter tomatpureen af i et par min inden også den flåede tomat og ajvar tilsættes, samt hvidløg, Smag til med salt, peber og karry og lad saucen simre men du skræller og skærer kartoflerne i ca. ½ cm tykke skiver.

Start lasagnen med at lægge lag tomatsauce i en ca. 24×24 cm form og læg kartofler i et tæt lag ovenpå. Drys med salt og peber. Herefter følger endnu et lag tomatsauce, og endnu et lag kartofler. Slut af med tomatsaucen og drys evt. med rasp. Ristede og knuste nødder kan bruges i stedet for rasp af dem som ikke tåler gluten. Bag lasagnen midt i ovnen ved ca. 200 grader i 1 time. Som tilbehør kan serveres brød, salat eller som i dette tilfælde – bagte aubergineskiver og butternut squash.

Du kan selvfølgelig også vælge at lave kartoffel-lasagnen mere traditionel med en vegansk bechamelsauce som du finder en opskrift på her.


22 kommentarer

Rødbedebøffer med quinoa


Rødbedebøffer med quinoa

Er du mest til veganske bøffer der ligner og smager som de animalske? Eller dem der smager af de grøntsager de er lavet af? Jeg er selv stor fan af begge typer bøffer. Her er det den hjemmelavede og grøntsagsbaserede af slagsen. De får en flot stegeskorpe, men er saftige indeni, og de er helt perfekte i en burger, eller f.eks. sammen med en salat, kartofler og bearnaisesauce.

.

Ingredienser (til 4 – 6 personer)

  • 1 dl hel quinoa (3 dl kogt)
  • 150 g. revet rødbede
  • 1 spsk loppefrøskaller (4 g.) i 1 dl koldt vand
  • 100 g. finthakket løg
  • 1 fed revet hvidløg
  • 1 dl grahamsmel
  • 1 spsk. citronsaft
  • ½ tsk. røget paprika
  • ½ tsk. allehånde
  • 2 tsk. havsalt
  • 1 tsk. karry
  • Friskkværnet peber

Fremgangsmåde

  1. Kog quinoaen i 10 minutter i 1 ½ dl vand.
  2. Lad den hvile under låg i 5-10 minutter og tilsæt derefter 1 tsk. salt.
  3. Bland loppefrøskaller og vand i en skål og sæt det til side.
  4. Riv rødbederne ned i en skål.
  5. Tilsæt finthakket løg, revet hvidløg, grahamsmel, krydderier, citronsaft, salt og peber.
  6. Tilsæt den kogte quinoa samt loppefrøskaller-geléen.
  7. Form 4 tykke bøffer eller 6 flade af farsen. Steg dem i ca. 5 minutter på hver side eller bag dem i ovnen uden fedtstof.

Servér dem i hjemmebagte burgerboller med f.eks vegansk mayonaisse, løgringe, hjemmelavet agurkesalat, ketchup, friske salatblade og ovnbagte kartofler til.


7 kommentarer

HønseFRIsalat


Ingredienser

  • 150 g. østershatte
  • 1 dåse hvide asparges
  • 5 champignon (gerne små og faste)
  • 100 g. fine grønne frosne ærter

Ingredienser (dressing)

Fremgangsmåde

  1. Skær østershattene i strimler og rist dem på en pande i lidt olie eller plantesmør til de er gyldne. Drys med salt, peber, karry, røget paprika, samt friskpresset citronsaft. Lad de stegte østershatte køle af på en flad tallerken.
  2. Dræn derefter de hvide asparges. Vrid dem let i hånden for at få så meget væske ud af dem som muligt. Du kan også stege dem på en pande, for at fjerne overskydende væske, hvis du gerne vil have en lidt fastere hønseFRIsalat.
  3. Snit derefter champignonerne fint og skyl de frosne ærter i en sigte under koldt vand til de er optøede. Dræn dem godt og kom de tre ingredienser i en skål.
  4. Bland vegansk mayonnaise og sojayoghurt i en lille skål. Smag til med salt, peber, og røget paprika.
  5. Bland dressingen med ingredienserne i skålen og tilsæt derefter de ristede og afkølede østershatte.

HønseFRIsalaten kan spises med det samme, men har kun godt af at stå og trække en halv times tid. Den kan også fint holde sig i køleskabet i flere dage.


3 kommentarer

Oliventapenade med soltørret tomat


Ingredienser

  • 150 g. kalamati oliven
  • 150 g. grønne chilimarinerede oliven
  • 150 g. soltørrede tomater
  • ½ glas kapers
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dl. god koldpresset olivenolie

 

Fremgangsmåde

  1. Kom alle ingredienserne i en minihakker, blender eller beholder til stavblender.
  2. Blend til den ønskede konsistens er opnået, og smag til. Nogle foretrækker måske tapanaden lidt mere flydende, i så fald skal der mere olie i.

 

Variationer
Prøv dig frem med forskellige variationer af fx frisk eller syltet chili, friskkværnet peber, forskellige tørrede krydderurter (oregano, basilikum, rosmarin osv.), soltørret paprika, syltede hvidløg, artiskokhjerter, helbladet persille, ristede nødder (fx. hasselnød, valnødder eller pinjekerner) svampe, ovnbagt og let most aubergine, andre oliven (grønne eller sorte med sten – fx kalamata oliven)  eller frisk tomat.

Anvendelse
Server tapenaden som tilbehør til ris eller pastaretter, som dip til grøntsager skåret i stænger, som forret sammen med brød og basilikum, ramsløg eller persille pesto (kan også smøres på bruchetta), som topping på pizza, i pastaretter (med få ingredienser ) i stedet for dressing i pitabrød eller dürum ruller.

.HPIM7047

 


2 kommentarer

Rødvinsstegte champignon


Rødvinsstegte champignon

Ingredienser

  • Ca. 250 g. champignon (gerne brune)
  • ¼ rød chili
  • Ca. ½ dl rødvin
  • 1 fed hvidløg (presset)
  • Friskkværnet peber
  • Havsalt

Fremgangsmåde

Skær champignonerne midt over hvis de er af lille eller mellem størrelse og i kvarte hvis de er store. Steg dem ved god varme og undgå at røre for meget i dem. Tilsæt chilien inden noget af rødvinen derefter kommes ved. Lad vinen fordampe og tilsæt lidt mere rødvin. Champignonerne skal ikke svømme rundt i rødvinen, men blot optage lidt af væden fra den, og selvfølgelig rødvinssmagen og den smukke røde farve. Tilsæt presset hvidløg, peber og til sidst noget godt havsalt.

Utrolig nemt, hurtigt og lækkert tilbehør til lune sommeraftner som evt. står i grillaftenens tegn. Som en  lille ekstra bonus virker denne ret rigtig syndig men er i virkeligheden sund og fedtfattig.


4 kommentarer

Ovnbagt eller grillet tofu


Ingredienser (til 2 personer)

  • ½ pakke røget madagascar tofu fra Nagel (ca. 6 skiver)
  • 1 spsk. olivenolie
  • 2 spsk. sojasauce
  • 1 tsk. hvidløgspulver

Fremgangsmåde

Det er meget simpelt, men meget lækkert! Pensel tofu skiverne på hver side med en marinade af olie, sojasauce og hvidløgspulver. Tofuen er allerede smagt til med en masse lækre krydderier, derfor må marinaden ikke være for kraftig i smagen.

Bag skiverne midt i ovnen ved 250 grader i 15-20 min. Eller grill dem sprøde!

Server dem som tilbehør, skær dem i tern og drys dem over kartoffelmos eller brug dem kolde dagen efter som pålæg.

 

 

.