Månebarnet

– opskrifter & farverig madglæde


5 kommentarer

Iskonfekt


Iskonfekt! De søde, bløde chokolader der smelter på tungen så snart de kommes i munden. De har været en lidt særlig julegodte for mig som barn. Denne veganske version består af blot FIRE ingredienser og kan laves på ligeså få minutter!

Ingredienser (til ca. 16 stk)

  • 50 g. mørk (Fairtrade) chokolade
  • 50 g. mælkefri (Fairtrade) nougat
  • 50 g. koldpresset kokosolie
  • En knivspids salt

Fremgangsmåde

  1. Bræk chokoladen i mindre stykker, og smelt den sammen med nougaten over vandbad.
  2. Kom derefter salt og kokosolie i, og lad den forsigtigt smelte i den varme chokolademasse. Jeg kan godt lide den karakteristiske men milde smag af kokos, men hvis du foretrækker det, kan du anvende en smagsneutral kokosolie i stedet for.
  3. Placér derefter silikoneforme eller konfektforme (folieformene på billederne er købt i Netto) ud på et skærebræt, og hæld chokoladen i til kanten. Det er nemmest hvis du bruger en lille kande til formålet.
  4. Iskonfekten skal derefter en tur på køl til den stivner, og opbevares også på køl inden den spises. F.eks i et glas med skruelåg eller i en kagedåse.

Husk, at du kan finde mange flere opskrifter på julemad i mit ultimative inspirationsindlæg til en vegansk jul.


7 kommentarer

Peanutbutter cookies


Peanutbutter cookies

Disse cookies er uden mel, smør, mælk og æg. De er baseret på peanutbutter, og så anvender jeg loppefrøskaller som bindemiddel samt kikærtemel som giver en god smag og gør småkagen sprød udenpå men ‘chewy’ indeni. Se også opskriften på mine sprøde småkager med ingefær og veganske havegrynskager

Ingredienser (til 5 store cookies)

  • 125 g. smooth peanutbutter
  • 150 g. rørsukker
  • 7 g. loppefrøskaller
  • 50 g. koldt vand
  • 30 g. kikærtemel
  • 50 g. hakket mørk chokolade
  • 50 g. hakkede mandler
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 tsk salt

Fremgangsmåde

  1. Start med at piske loppefrøskaller og vand og derefter rørsukker til det samler sig.
  2. Tilsæt derefter alle øvrige ingredienser, undtaget peanutbutter. Den tilsættes nemlig helt til sidst, og så er dejen klar til at blive sat på bagepapir i den ønskede cookie-størrelse. Kagerne flyder kun let ud, så du skal lave dem ca. så flade som du ønsker dem. Kom lidt vand på fingrene når du fordeler dejen, så klistrer den ikke, og du får nogle pæne og flotte cookies som på billederne her.
  3. Bag dem i ovnen ved 150 grader (varmluft) i ca. 12-14 min. De skal være let gyldne og må gerne være bløde når de lige kommer ud. Når de køler af bliver de nemlig fine og sprøde udenpå.

Opbevar dem i en kagedåse, hvor de får lov til at ligge i ét lag.

Peanutbutter cookies

Peanutbutter cookies




2 kommentarer

Glutenfrie minipizzaer


Hurtige, super mættende minipizzaer, som ikke kun er veganske men også gluten- og oliefrie.  Af portionen her har jeg fået 8 minipizzaer. Med lidt snilde kunne jeg have fået alle 8 til at være på pladen, men jeg valgte at forme 2 af dem som aflange forkanter i stedet. Du kan selvfølgelig også sagtens lave én stor, hvis du hellere vil det.

Ingredienser (til 8 minipizzaer)

  • 2 dl rismel
  • 1 dl quinoamel
  • 2 dl solsikkekerner
  • 1 dl hørfrø
  • 2 dl koldt vand
  • 1 spsk. loppefrøskaller
  • 2 tsk. hvidløgspulver
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. havsalt

Fremgangsmåde

Blend solsikkekerner og hørfrø fint og kom det i en skål sammen med rismel og quinoamel. Kan du ikke skaffe quinoamel kan du sagtens erstatte den med rismel. Tilsæt derefter hvidløgspulver, bagepulver og havsalt, samt loppefrøskaller der er rørt ud i de 2 dl vand i et par minutter. Lad dejen hvile mens du forbereder fyldet. Det kan f.eks være som her, kartoffelskiver bagt i ovnen, eller en cremet spinatstuvning. Kartoflerne jeg har anvendt her, er bagt midt i ovnen med lidt havsalt ved 200 grader varmluft i ca. 20 minutter, og de er også 100 % oliefrie. Det er nemlig 100 % unødvendigt at hælde olie på, og så smager de ovenikøbet 10 gange bedre.

Tomatsaucen er lavet på flået tomat (økologisk fra glasflaske) blandet i en skål og smagt til med revet hvidløg, tørret oregano, parmavegan og havsalt. Når pizzabundende er ude af ovnen er de reelt klar til at servere når fyldet er kommet på, eller de kan lunes, blot et par minutter lige inden servering.

Når kartoflerne er ude af ovnen forberedes de glutenfrie pizzabunde. Del dejen i 8 lige store stykker, og form først bundende i hænderne og pres dem til sidst helt flade på en bageplade beklædt med bagepapir. Bundende er nemme at arbejde med hvis du kommer lidt koldt vand på hænderne forinden. Bag dem midt i ovnen ved 200 grader varmluft i ca. 15 minutter.


15 kommentarer

Parmevegan – plantebaseret parmesanost


Parmevegan - vegansk parmesan

Denne plantebaserede parmesanost minder om animalsk parmesan, men er helt sin egen. Den er nem at lave, sund og så behøver man ikke være nærig med den. Der bliver nemlig en fin stor portion, som kan opbevares i køkkenskabet længe. Gærflagerne er essentielle da de giver ostesmagen.

Ingredienser

  • 100 g. usaltede cashewnødder
  • 20 g. gærflager
  • 1 ½ strøgne tsk. havsalt
  • Evt. ½ fed hvidløg

Parmevegan - vegansk parmesan

Fremgangsmåde

  1. Blend alle ingredienser et par minutter i en minihakker eller foodprocessor, til parmeveganen begynder at klistre let sammen op af siderne på maskinen. Skrab evt. kanterne og blend igen, hvis nødvendigt.

Spis din parmevegan ovenpå pasta med tomatsauce, på pizza eller som her. Ovenpå en rå spaghetti af grøn zucchini.

Parmevegan - vegansk parmesan


2 kommentarer

Hindbærhapsere


Der var for nylig én der spurgte, om man skulle have en opskrift på dadelkugler som vegansk madblogger. Det skal man selvfølgelig ikke, med mindre den er rigtig god! …og således melder jeg mig ind i dadelkugle-klubben. Prøv den. Den er fantastisk. Jeg kalder kuglerne for hindbærhapsere. De er super bløde og søde med en anelse syrlighed fra hindbærpulveret, der giver dem et smagspift af romkugle. De er dog ganske børnevenlige og helt perfekte til fødselsdagsbordet, eller hvis det skal være lidt ekstra fint til eftermiddagskaffen.

Hindbærhapsere

Ingredienser (10-12 store kugler)

  • 400 g. dadler
  • 50 g. kakaopulver
  • ½ dl (ca. 20 g) kokosmel
  • 3 spsk. hindbærpulver
  • ½ tsk vaniljepulver
  • ½ tsk salt

Fremgangsmåde

  1. Pil stenene ud af dadlerne. Du skal bruge de store, bløde medjool dadler til formålet.
  2. Kom dem i en foodprocessor, hvis du har én. Alternativt kan anvendes en minihakker, en stavblender eller dine bare næver.
  3. Tilsæt de øvrigt ingredienser og bland hele herligheden godt.
  4. Nu skal de trilles! Brug den ene hånd til at hive klumper af dadelmassen med, og den anden hånd til at trille dem i kokosmel, evt. tilsat lidt hindbærpulver. Det kan godt være lidt svært at forme dem pænt runde da dadelmassen er ret blød, men det er meningen, så lad dem blot forblive en anelse rustikke. Når først kuglerne er rullet i kokos holder de pænt formen, men de er super lækre og bløde at bide i.

Anret de færdige hindbærhapsere på et fint fad eller en tallerken, og drys dem evt. med lidt mere hindbærpulver.

Hindbærhapsere

Hindbærhapsere

Hindbærhapsere


3 kommentarer

Syrlig rødkålssalat med blåbær & hindbær


Syrlig rødkålssalat med blåbær & hindbær

Rødkål er sundt og mættende, men hvordan bruger man den, så den også smager spændende i rå form? Her er ét bud. Opskriften giver dig en ret stor portion, som kan opbevares på køl i lufttæt beholder, så du har en lækker, sund salat klar i køleskabet når som helst sulten melder sig. De bær jeg bruger er økologiske fra frost, og de må gerne tø lidt op forinden.

Ingredienser

  • 500 g. rødkål

Ingredienser (dressing)

  • 80 g. blåbær
  • 50 g. hindbær
  • 3 spsk. tamari eller sojasauce
  • 4 spsk. balsamico eddike

Fremgangsmåde

  1. Start med at snitte rødkålen. Brug evt. en “spiralizer”. Hvis du ikke har én, kan du bruge en god skarp kniv, og skære rødkålen i meget fine strimler.
  2. Kom alle de smukke violette strimler i en stor skål.
  3. Bland blåbær/hindbær dressingen. Du kan bruge en blender, en stavblender eller en skål og en gaffel.
  4. Hæld dressingen over rødkålen, og begynd at massere den godt. Kålen bevarer sin sprødhed men bliver blødere i strukturen og mængden forekommer mindre end da du først kom den snittede rødkål i skålen.

Salaten er også lækker tilsat rubinrøde granatæblekerner på toppen eller vendt med hele blåbær. Serveres salaten til en julemenu kan du tilføje appelsintern og et lille drys kanel.


7 kommentarer

Kikærtesalat


Kikærtesalat

Dette er et nemt og billigt pålæg, som kan holde sig fint i køleskabet i 4-5 dage i lufttæt beholder. Du kan selvfølgelig også lave pålægssalaten med min veganske mayonaisse, hvis du ønsker det og måske alligevel har lavet den, men varianten her er både lækker og rigtig nem at lave.

Ingredienser (til 4 personer)

  • 1 ½ dl. kogte kolde kikærter
  • ½ bladselleri i fine tern
  • 2 syltede agurker i tern
  • ½ finthakket løg

Ingredienser (dressing)

  • 1 dl. plantefløde
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 1 tsk. karry
  • 1 tsk. tørret dild
  • 2 tsk. havsalt
  • Friskkværnet peber

Kikærtesalat

Fremgangsmåde

  1. Blend de kogte kolde kikærter fint og kom dem i en skål.
  2. Tilsæt løg, bladselleri og syltede agurker i tern.
  3. Rør dressingen sammen og tilsæt den.
  4. Smag evt. salaten til med ekstra “ziiiing”. Prøv også at tilføje pålægssalaten f.eks kapers, tomater i tern eller gulerødder i tern for endnu mere smag og knas!

Servér kikærtesalaten som pålæg ovenpå brød, i lune pitabrød, som en del af en tapas eller som tilbehør ved siden af en sprød salat med brød.