Månebarnet

– opskrifter & farverig madglæde


2 kommentarer

Tofu-frikadeller


Tofu-frikadeller

Disse veganske frikadeller er lækre, mættende, nemme at lave, og minder om klassiske frikadeller i smag og konsistens. I stedet for æg anvender jeg kikærtemel samt loppefrøskaller som bindemiddel, som begge er praktiske og langtidsholdbare ingredienser, som jeg altid har som en del af mit basislager. Tofu, løg og svampe sørger for masser af umami til madpakken, aftensmaden – eller måske de kommende julefrokoster? Se også mine andre opskrifter på frikadeller.

𝙸𝚗𝚐𝚛𝚎𝚍𝚒𝚎𝚗𝚜𝚎𝚛

  • 400 g fast tofu
  • 4 spsk kikærtemel
  • 3 tsk loppefrøskaller
  • 1 1/2 dl koldt vand
  • 1 finthakket løg
  • 200 g. finthakkede svampe
  • 2 spsk gærflager
  • 2 spsk ribsgelé eller tyttebærmarmelade
  • 1/4 tsk karry
  • 1/4 tsk timian
  • 2 tsk dijonsennep
  • 2 tsk salt

𝙵𝚛𝚎𝚖𝚐𝚊𝚗𝚐𝚜𝚖𝚎𝚝𝚘𝚍𝚎

  1. Rør loppefrøskallerne i det kolde vand og sæt blandingen til side.
  2. Steg derefter finthakkede løg og svampe på en pande i lidt fedtstof.
  3. Imens smuldres tofu i en skål og kikærtemelet tilsættes.
  4. Tilsæt derefter de øvrige ingredienser, herunder loppefrøskalle-blandingen.
  5. Steg tofu-frikadellerne gyldne ved middel varme.

Tofu-frikadellerne bliver fastere og mere skærbare når de er blevet kolde, hvis de skal bruges til pålæg.

Tofu-frikadeller


2 kommentarer

Syltede rødløg med allehånde, nellike & kanel


Syltede rødløg med allehånde, nellike & kanel

Disse søde og syrlige rødløg kan pifte enhver ret op, og den krydrede smag fra kanel, allehånde og nellike passer rigtig godt sammen med f.eks en plantepostej. Her har jeg brugt den klassiske postej fra Hanegal, som efter min mening kan konkurrere med enhver animalsk leverpostej. Syltede rødløg kræver ikke særligt meget forberedelse eller tid i køkkenet at lave, og hvis du laver en stor portion er du sikret et smukt og smagfuldt tilbehør længe.

Ingredienser

  • 250 g. rødløg
  • 2 dl eddike
  • 2 dl sukker
  • ½ tsk allehånde
  • ½ tsk kanel
  • 7 hele nelliker (eller 1/4 tsk stødt nellike)
  • 1 tsk salt

Syltede rødløg med allehånde, nellike & kanel

Fremgangsmåde

  1. Skær rødløgene i halve, pil dem, og skær dem i skiver efter eget ønske. Jeg kan godt lide lidt tynde skiver.
  2. Kom derefter løgene i en lufttæt beholder, gerne af glas så du undgår at smagen af eddike trænger ind i beholderen.
  3. Bland ingredienserne til lagen i en gryde og giv den et kort opkog. Hvis du bruger sukker er det blot et spørgsmål om, at det skal smelte.
  4. Hæld derefter lagen direkte over rødløgene så de dækker dem, og kom et tætsluttende låg på.

De syltede rødløg opbevares på køl og kan spises samme dag som de laves,
men bliver kun bedre efter et par dage!

Syltede rødløg med allehånde, nellike & kanel


3 kommentarer

Plantepølse med oliven & rød peber


Plantepølse med oliven & rød peber

Jeg har jævnligt eksperimentet med plantepølse, hvor jeg har prøvet mig frem ift. hvad jeg synes der fungerer vedrørende smag og konsistens. Jeg har desværre endnu ikke haft held med at lave en sojafri variant, som jeg synes har en konsistens der er god nok, så for nu vil jeg dele denne opskrift baseret på sojamælk, som jeg og alle der har smagt den synes er super lækker!

Ingredienser

  • 6 dl neutral sojamælk
  • 3 spsk. sesamfrø
  • 1 spsk. bouillon/1 terning
  • 1 dl gærflager
  • 3 spsk. neutral kokosolie
  • 3 spsk. agar agar pulver (ikke flager)
  • 1 skive rødbede (rå eller tilberedt)
  • 1 tsk. flydende røg, eller, ½ tsk. røget paprika
  • 1 spsk. friskpresset citronsaft
  • ½ glas grønne oliven (ca. 65 g.)
  • 50 g. syltet rød peber
  • 1 tsk. salt

Fremgangsmåde

  1. Mål og vej alle ingredienser af, undtaget oliven og syltet rød peber. Blend det godt til det har en helt jævn konsistens.
  2. Tilsæt derefter oliven og rød peber men blend dem blot et par sekunder, så der stadig er små synlige stykker til steder.
  3. Hæld massen over en i gryde og giv den et opkog, mens du rører i den undervejs. Den skal blot tykne en smule og ikke andet end lige op at koge.
  4. Kom derefter den varme masse på glas der egner sig godt til formålet. (NB: Glassene skal være helt lige, eller, være smallere for neden. Er der en kant for oven vil du ikke kunne få pølsen ud af det igen.)
  5. Sæt glassene til afkøling på køkkenbordet, og derefter i køleskabet.
  6. Plantepølsen løsnes forsigtigt med en skarp kniv i kanten af glasset, og glider derefter nemt ud.
  7. Opbevares i en lufttæt boks i køleskabet i 4-5 dage.
Plantepølse med oliven & rød peber


Skriv en kommentar

Ratatouille


Ratatouille

Denne ret er lige så smuk som den er lækker. Lav gerne en stor portion, hvis du ikke bruger den som tilbehør, men spiser den som hovedret. Serveres til f.eks en grøn salat, frikadeller og hvidløgsflüte.

Ingredienser (til 4 personer)

  • 4 kartofler
  • 4 tomater
  • 3 små rødløg
  • 1 lille zucchini
  • ½ aubergine
  • 4 fed hvidløg
  • 1 dl tomatsauce
  • 4 spsk. olie
  • 2 spsk. citronsaft
  • 1 tsk. salt
  • Evt. tørrede krydderurter

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  2. Snit alle grøntsagerne fint. Aubergineskiverne kan med fordel skæres over på midten, så de passer bedre i størrelsen med de øvrige grøntsager.
  3. Kom tomatsaucen i bunden af en springform eller et tærtefad, og læg grøntsagerne oprejst i en spiral ovenpå. Kom hvidløg, ligeledes skåret i skiver, ind imellem grøntsagsskiverne til sidst.
  4. Bland en marinade af olie, citronsaft og salt, og fordel den over grøntsagerne.
  5. Drys evt. med tørrede krydderurter (f.eks timian eller oregano) til sidst.
  6. Bag ratatouillen i 20-25 minutter til den bobler i bunde og er sprød på toppen.


5 kommentarer

Kokosbacon


Kokosbacon

Kokosbacon er et dyre- og klimavenligt alternativ til animalsk bacon. Det har de egenskaber der gør bacon lækkert. Røg, salt og fedt. Der findes adskillige andre  måder at lave vegetabilske alternativer til bacon på, blandt ved at bruge svampe såsom shiitake, eller noget så genialt som rispapir. Det er dog super smart at anvende kokos til formålet, da det bliver meget sprødt når det ristes, og så er kokosnøden fra naturens side meget fed, hvilket gør den meget egnet til formålet. Brug kokosbacon f.eks som drys over salater, blendede super, i pitabrød, pastaretter eller tærter. F.eks denne spinattærte.

(Flydende røg kan købes i visse dagligvarebutikker eller på nettet, men du kan også vælge at erstatte det med mere røget paprika.)

Ingredienser

  • 100 g. kokosflager
  • 2 spsk. tamari/sojasauce
  • 1 tsk. olivenolie
  • 1 tsk. ahornsirup
  • 1 tsk. flydende røg
  • 1 tsk. røget paprika
  • 1 tsk. havsalt

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 175 grader.
  2. Bland marinaden til din kokosbacon.
  3. Vej kokosflagerne af og overhæld dem med marinaden.
  4. Vend flagerne så de alle bliver dækket og spred dem ud i ét lag på en bageplade med bagepair.
  5. Bag flagerne i 4-5 minutter. Vend dem undervejs. OBS! Hold godt øje med de ikke bliver for mørke.
  6. Tag kokosbaconen ud af ovnen og lad dem køle helt af på 2 tallerkner. Opbevares i en lufttæt beholder.
Kokosbacon
Kokosbacon


Skriv en kommentar

Baba Ganoush


Baba Ganoush

Baba Ghanoush er en arabisk ret der traditionelt spises med brød (f.eks pitabrød eller arabisk fladbrød) som en appetitvækker, men den smager også skønt som tilbehør til ris- eller bulgurretter, til tapas, som dip til grøntsagsstave, eller som pålæg (se min guide til vegansk pålæg) på brød. Den er virkelig nem at lave, og i denne opskrift er der smæk på smagen, som jeg  personligt foretrækker det. Den lyse tahin kan købes hos arabiske grønthandlere, men jeg har også haft held med at finde lys tahin i øko-kvalitet i helsekostbutikker.

Ingredienser (til ca. 4 personer)

  • 3 auberginer
  • Saften fra 1 hel citron
  • 1 dl lys tahin
  • 2 fed revet hvidløg
  • ½ finthakket rødløg
  • 1 ½ tsk. havsalt
  • Friskkværnet peber
  • Evt. hakket persille eller frisk koriander

Fremgangsmåde

  1. Skær auberginerne i kvarte og placer dem på en bagplade med bagepapir med snitfladerne vendt op.
  2. Pensel dem med olivenolie, og bag dem ved 200 grader varmluft i ca. 15-20 minutter. Stik i dem med en gaffel. De skal være bløde og saftige.
  3. Lad auberginerne køle af, og skrab kødet ud med en ske. Kom det i en foodprocessor og kør den i ganske få sekunder, hvis du ligesom jeg foretrækker en lidt grov version.
  4. Kom auberginen i en skål og tilsæt de øvrige ingredienser.

Baba Ganoush

(Tomaterne på billedet er langtidsbagte tomater med vanilje)


Skriv en kommentar

Indbagte hyldeblomster


De smukke, hvide hyldeblomstskærme med den velkendte aromatiske sødme. Den er nok bedst kendt i saft, men hjemme hos os betyder hyldeblomst også – pandekager! Her har jeg været i køkkenet med min store pige, hvor vi kastede dem hele i en en nem pandekagedej. De er helt bevidst ikke sødet så meget, da vi (selvfølgelig) dyppede dem i (rigeligt) ahornsirup ved servering.

Indbagte hyldeblomster

Ingredienser (til ca. 13 små pandekager)

  • 1 lille buket hyldeblomster
  • 1 dl kikærtemel
  • 3 dl hvedemel
  • 3 dl koldt vand
  • 3 spsk. brun farin
  • 1 moden most banan
  • 1 tsk. bagepulver
  • 3 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. salt

Fremgangsmåde

Klip hyldeblomsterne i mindre buketter. Det er bedst at undgå at vaske dem, da smagen også sidder i blomsternes pollen, men sørg for at tjekke dem godt efter for smådyr.

Dejen piskes let sammen og blomsterne dyppes deri, og steges sprøde i plantesmør (vi brugte Smørbar fra Naturli’) ved middel varme. Klip den grove stilk af inden du vender dem.

Indbagte hyldeblomster

Indbagte hyldeblomster